Afskedstale

Så nåede vi endelig til dimissionen, og mange af jer har været studenter længe nu, og dertil vil jeg gerne ønske et stort tillykke! Jeg fik huen på i går, hvilket jeg har haft lidt svært ved at nyde, fordi jeg har tænkt på den tale her hele tiden. Den har næsten bekymret mig mere end eksamen. Når vi nu sidder her med huerne på og gennemsnittet under armen og drømmer om fremtiden, om sabbatåret og om vores drømmeuddannelser, kan jeg i hvert fald ikke lade være med at tænke på om jeg har gjort det godt nok – om jeg har fået det bedste ud af det. Personligt, ville jeg gerne have haft bedre resultater til eksamen, og derfor var det meget nærliggende for mig, at skyde skylden på alle andre end mig selv, men hvis jeg skal være bare en lille smule rationel, må jeg indrømme at censors motiv for at give mig en dårligere karakter end jeg fortjener, er stort set ikke eksisterende. Derfor er der noget der tyder på at jeg kunne ha gjort det bedre. At jeg overhovedet overvejer det i dag, kan jeg takke gymnasiet for.   Vi har lært meget i gymnasiet, vi har lært en masse fagligt, men også en masse andet, gymnasietiden er i virkeligheden en dannelsesproces i et fagligt svøb. Vi har nemlig lært en masse om os selv, og om hinanden – men vi har også lært, noget om livsindstilling. Vi har lært at tage ansvar for det vi beskæftiger os med. Jeg ved ikke, hvor mange afleveringer jeg har afleveret de sidste 3 år, men alt for mange gange har jeg fået en dårligere karakter end jeg måske kunne have fået, fordi jeg har afleveret en ikke rettet stil. Derefter har jeg ærgret mig over at jeg hellere ville ligge i min seng og se et ligegyldigt program i fjernsynet i stedet for at koncentrere mig om det der er i virkeligheden er vigtigt for mig, for min fremtid og for mit liv, nemlig at jeg får en god uddannelse. Jeg har simpelthen opdaget at der er en sammenhæng mellem indsats og resultat. Det synes jeg i virkeligheden er det mest dyrebare jeg har lært i gymnasiet. Jeg vil ikke stå her og påstå at jeg fremover vil eller kan drive mig selv til at yde en 100 % indsats hver gang jeg beskæftiger mig med noget, men i hvert fald er det gået op for mig, hvem det går ud over når jeg ikke gør det. Det går nemlig kun udover mig selv, ikke læreren, ikke mine forældre – næh kun mig. Det er måske lidt en kliché, men det ændrer ikke på at det stadig er sandt. De karakterer der står på vores eksamensbevis, afspejler til dels vores evner, men i høj grad også vores arbejdsindsats. Der er selvfølgelig forskel på folk, nogle får bare bedre karakterer end andre – sådan er det jo, men det det i virkeligheden handler om er at få den bedste karakter, der er mulig for den enkelte at få. Det handler simpelthen om at være det bedste man kan være.   De 3 mere eller mindre lange år her på stedet har praktisk taget vist os konsekvensen af at hoppe over hvor gærdet er lavest. Hvis vi igennem gymnasiet konsekvent har hoppet over hvor gærdet er lavest, får det selvfølgelig nogle følger. Vi får måske ikke et så højt snit som vi kunne ha fået, og derfor får vi måske ikke lige den uddannelse vi havde regnet med eller drømt om. Men hvem siger, at det ikke var muligt. Mange gange undskylder vi os med, at vi ikke gjorde os umage eller at vi kunne have gjort det bedre.  I virkeligheden tror jeg den manglende indsats skyldes, at vi ikke tør konfrontere os selv med vores sande evner. Vi lader tvivlen komme til gode, for så kan vi drømme os bedre end vi er i virkeligheden. Drømme er dejlige, men det er virkeligheden der tæller. Derfor er det for let at undskylde sig med at vi ikke gjorde os umage og derfor fik en dårligere karakter. Det er ligesom med fodboldspillere: man er ikke bedre end sin sidste kamp. Derfor kan vi nemlig heller ikke dække os ind under bemærkningen: Hvis jeg gad så kunne jeg! Man er nødt til at bevise, hvad man kan og hva man duer til – drømmen er ikke nok.   Hvis man for længe har sejlet rundt i den forestilling om at tingene nok skal gå og hvis man gad så kunne man, så er det på tide at træffe et valg. Vælg, at du fremover vil gøre det bedste du kan, vælg at du vil hjælpe dig selv med at være det bedste du kan være. Hvis du ikke vælger, vil andre vælge for dig. Hvis man ikke tager føringen i sit liv, vil man automatisk lade sig drive rundt af tilfældighederne, som en tilfældig brik i livets store spil. Hvis man ikke vælger, ender man måske et sted man slet ikke ønsker at være. Læg en plan for livet og sig til dig selv: ”Jeg kan!” i stedet for bare at tænke: ”Jeg ku hvis jeg gad”   Det gymnasiet i virkeligheden har hjulpet os med, er at forstå at livet er hvad man gør det til. Det handler om livskvalitet og om livsfilosofi. Jeg går ud fra at alle gerne vil ende deres dage med at se tilbage på deres liv med tilfredshed. Hvem kan være tilfreds med at have levet livet halvhjertet. Ingen tror jeg. Derfor skal man gøre sit bedste, for så vil man aldrig tvivle på sig selv, for ingen kan gøre det bedre end deres bedste. Den livsfilosofi vil resultere i en bedre livskvalitet, derfor er der ingen vej udenom – man skal aldrig lade tvivlen komme til gode. Træf et valg før det er for sent og gør et forsøg. Man lever kun en gang og man kan ikke gøre det om.   Som sagt kan livet ikke gøres om. Du skal huske at sige tak til de folk som har hjulpet dig igennem livet. Derfor vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige tak til skolen fordi de har hjulpet og undervist os igennem de sidste 3 år, det har formentlig været et stort arbejde. Derudover vil jeg gerne rette en særlig tak, på alles vegne tror jeg, til de elever som har gjort en ekstra indsats for at vi alle sammen har haft en sjovere, festligere, bedre og mere spændende tid her på stedet – her tænker jeg selvfølgelige på mimer, elevrådet og vim, vim der havde en lidt sløv start i år men som kom stærkt igen! Selvfølgelig vil jeg også gerne rette en mere personlig tak til mine klassekammerater, vi skal nok få det sjovt i morgen. Derudover sidder der en flok drenge nede i salen et sted, som har været der for mig de sidste 3 år og som jeg holder rigtig meget, det skal i også ha en meget stor tak for. Til sidst skal min far og mor også lige ha et tak med på vejen, for I har virkelig været en uvurderlig støtte og hjælp og nogle gode sparringspartnere. Det var det jeg ville sige, og endnu engang et stort tillykke til jer alle sammen!