Samfundsfag

SFs ideologi?

26. august 2009 af Christinelouise (Slettet) - Niveau: A-niveau

Hej

Jeg har lidt problemer med nedenstående tekst, da jeg skal redegøre for dens ideologi og derefter argumentere for, hvilket parti der er tale om. Jeg ved teksten er fra SF, og jeg har undersøgt på nettet, hvor jeg får at vide at deres ideologi er folkesocialisme, men der er ikke en klar definition på denne.

Ud fra denne tekst, kan det så passe? Og i så fald, hvad går denne ideologi så helt præcist ud på?

På forhånd tak :)

Bilag:
(Partiet) vil en grundlæggende ændring af samfundet. Strukturer og mekanismer i samfundet skal i små og store skridt gradvist omdannes, så demokrati, frihed, social retfærdighed og bæredygtighed gøres til de bærende principper for samfundets udformning og udvikling. Det forudsætter en revolutionær proces, hvor et flertal i befolkningen gradvist afskaffer kapitalismen.
Det bliver ikke en nem og gnidningsløs udvikling. Der vil til enhver tid være kræfter, som vil bekæmpe ændringerne, fordi de ikke ønsker (partiets) vision om et nyt samfund, og fordi en [sådan] udvikling vil true deres interesser og privilegier. Forandringsprocessen vil være båret af stadig mere gennemgribende reformer, hvis langsigtede konsekvens vil være en egentlig afskaffelse af den kapitalistiske magtstruktur.
(…)
Vores samfund er præget af interessemodsætninger og uligheder, der knytter sig til menneskers forskellige position i forhold til produktionsstrukturen. Bestemte grupper i samfundet dominerer andre og har mere magt og bedre livsvilkår end andre. Vi har fortsat klassemodsætninger, der stammer fra ejendomsretten til produktionsmidlerne. (…) Der foregår en stadig kamp mellem de sociale klassers interesser på mange måder. Det gælder på arbejdspladserne, hvor der foregår en lokal, national og international kamp om virksomheders udvikling, arbejdets indhold, medarbejderindflydelse, løn og arbejdsforhold. Det gælder i lokalsamfundene, hvor der foregår en kamp om lige adgang til velfærd, om bæredygtighed og lige adgang til sunde bo- og arbejdsmiljøer. Det gælder også nationalt og internationalt i kampen om magt, økonomisk omfordeling og velfærd.

Markedet er en meget væsentlig magtstruktur i det moderne samfund. Udover det er velegnet til effektivt at fordele goder mellem forbrugere, er der en lang række ting, markedet ikke kan. Markedet kan ikke tage sociale og miljømæssige hensyn. Markedet kan ikke skabe lighed. Og markedet kan ikke stille retsgarantier.
(Partiet) ønsker derfor en nyordning af forholdet mellem samfund og marked, så menneskers frihed og reelle valgmuligheder bliver afgørende. For det første ved at afvikle markedsmekanismerne på vigtige dele af samfundslivet. Det gælder f.eks. i fordelingen af velfærd og sundhed, som i stedet skal fordeles efter medmenneskelige og demokratiske kriterier.

Grundlæggende er alle mennesker ligeværdige, og derfor skal de også have frihed til og muligheder for at indrette deres liv, som de selv ønsker. Skal det lykkes, kræver det et opgør med diskrimination af enhver art og med den store sociale og økonomiske ulighed, der i dag eksisterer på alle planer. Den enkeltes frie udfoldelse er forudsætningen for alles frie udfoldelse.
Men der er også en ramme og en forudsætning for friheden, nemlig fællesskabet. Fællesskabet er ansvarlig for, at personer eller grupper, som i længere tid eller midlertidigt står svagt eller har urimeligt dårlige forhold, får hjælp og støtte til at komme ovenpå. Og fællesskabet er ansvarlig for at skabe de velfærdsmæssige rammer og institutioner, som er af afgørende vigtighed for samfundets sammenhængskraft.
Det er nødvendigt med radikale ændringer, hvis balancerne mellem individ og fællesskab skal sikres: Bedre sikring af individets frihed, konsekvent solidaritet med samfundets svageste og etablering af forpligtende fællesskaber.


Skriv et svar til: SFs ideologi?

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.