dansk og historie

Historie er kildelæsning: dvs du opfatter og tolker teksterne saom kildemateriale -dete er der en bestemt metodisk tilgang til
Dansk er et humanistisk fag, hvor litteraturen (dine digte) er digterens subjektive oplevelse/fortolkning af nogle konkrete begivenheder i tiden - derfor kan digtene ikke tillægges nogen egentlig sandhedværdi, fordi han ikke er opjektiv, men til gengæld repræsenterer en subjektiv  fortolkning. Digte vil historie nok ikke acceptere som troværdige kilder.

Historie som samfundsfag: så handler det om samfundsforhold - økonomi og politik, som digterne reagerer på, fx fascismen og kommunismen, den marginalisering og politisering, der foregår i mellemkrigstiden.
Endvidere reagerer mange på arbejdsløsheden og angsten/frygten for deklassering blandt især småborgerskabet og flipproletarerene
Historie belyser altså de samfundsmæssige forhold - økonomi og politik, eventuelt i forbindelse med politiske taler, statistikker, politiske ideologier og politiske/odeologiske manifester, hvor dansk kan bidrage med den personlige og subjektive oplevelse, som ikke nødvendigvis er sand (objektiv)

Håber det afklarede nogle ting

hej :)

hmm, både og.

Altså i dansk beskæftiger jeg mig med 2 digte fra besættelsestiden. Historie beskæftiger jeg mig med 2 tekster fra i dag som beskriver besættelsestiden...

Okay.. men, kan man ikke sige at en historisk tekst heller ikke selv er objektiv? F.eks. har Anders Fogh lavet en tale om besættelsestiden.. Man kan vel sige han har en agenda i og med at han er politiker?.

Er helt enig i at i dansk så er digteren utrolig subjektiv og at han derfor ikke kan accepteres som historisk kilde. Men hvad med en historisk tekst som f.ek.s den nævnte med anders fogh. Han er vel heller ikke objektiv? Han er vel i og for sig subjektiv som digteren i en eller anden forstand.

Edit.

Så lige et spørgsmål til.

Hvad er dansks styrke så? I forhold til historie.