Tysklands selvopfattelse?

I Tyskland har man haft en meget mere åben og kritisk bearbejdning af fortiden. (fortidenvar for Tysklands vedkommende svær at løbe fra). Til sammenligning har der i de besatte lande der samarbejdede med Tyskland været et meget mere problematisk at fortolke og bearbejde fortiden - De "sorte kapitler" ved samarbejdet har været svære at komme overens med efter krigens slutning. Hvordan kan man som sejrherre i en ny verdensorden tolke og give mening i et vidtgående samarbejde med det nazitiske Tyskland(?). Svaret er at det kan man ikke, og som resultat er meget fejet ind under gulvtæppet eller simpelthen fortrængt fra den kollektive bevidsthed. Som konkret eksempel har det i Danmark været (og er stadig) svært at få adgang til en del af det arkivmateriale der vedrører besættelsen, hvorimod man i Tyskland i langt højere grad har valgt at ligge "kortene på bordet" - der har ikke været noget at skjule.

Du kan søge på "historikerstreit" og "goldhagen-debatten"  for at få et indtryk af den debat om holocaust man har haft i Tyskland. Til sammenligning er det først de senere år (startende i 1970´erne) man har fået en mere nuanceret tilgang til besættelsen herhjemme. Men denne mere nuanceret og revitionistiske tilgang har haft svært ved at slå sig fast i den brede offentlighed. For langt de fleste forbindes besættelsen stadig med modstandskampen og befrielse. Det er de færreste der kan give bare en overordnet redegørelse for krigens første 2 år, hvorimod de fleste har en klar ide (eller det tror de ihvertfald) om modstandskampen og befrielsen. 

Det er mit klare indtryk at man i Tyskland har haft en langt mere åben debat hvor alle kortene er blevet lagt på bordet.   

Du kan læse en anmeldelse af Goldhagens omdiskuterede bog Hitler 's Willing Executioners her. www.tidsskrift.dk/print.jsp