Forvisning - paul la cour

"Vi snakkede om at han mindes de dage før krigen hvor man havde et helt andet syn på verden og efter krigen har han mistet troen til gud (Digtet er fra 1950)"

Hold fast i det! For samme tanke havde jeg selv, efter at have læst det. Her er mit bud på en dybere mening.

Poul La Cour var medlem i det danske tidsskrift, kaldet Heretica. Man snakker også om heretica-modernismen (1948-1960) som en af de 3 underperioder, i den danske modernisme (de to andre er konfrontationsmodernismen og konkretismen). Disse herticanere som man også kaldte dem, begræd jo deres store tab, på deres sande værdier, og unikke identitet. Ole Sarvig, Martin A.Hansen, Ole Wivel, Frank Jæger osv. alle disse lyrikere, var medlem af Heretica tidsskriftet, og fælles for deres lyrik var, at den var sørgmodig og melankolsk i sin klang. Man begynder at blive materialistisk, man interesserer sig for biler, tøj, elektronik, altså bliver Danmark et slags forbrugersamfund. Der var en hereticanerne der engang sagde, at vi går fra mennesker til robotter, og her hentydede han til at vi nu får vores eget personnummer. Der opstår et register, så man kan holde styr på hvor folk er, og man bliver nærmest sat i én fælles kasse. Før i tiden var der folk fra proletariatet, byen, bondesamfundet, de borgerlige osv. Det forsvinder helt nu, og derfor denne sørgmodige og triste digtning, der gør sig gældende i heretica perioden som Poul La Cour hører ind under.

Lad os se på digtet nu.

"Fjernt fjernt før jeg døde, mindes jeg at jeg var i Verden før jeg døde kundskabens død"

Den indledning ser jeg som om, at han længtes efter den verden der var at finde før i tiden. Det bliver kundskabens død, altså menneskets sande kundskaber, og naturlige kunden, og ikke en materialistisk kunnen i form af et åndsvagt købesamfund som de mente, vi var på vej imod (som de øvrigt havde ret i)

Læg mærke til, hvor mange gange han bruger ordet "mindes", som går i igen i det meste af digtet. Hvis I vil være rigtig frække her, så laver i en kort parallel til romantikken (Staffeldt, Oehlenschläger), hvor længslen er at komme i den åndelig verden, men hvor det i heretica-modernismen er en længsel for at komme tilbage til tiden som det var engang, men blot hvor det er i den jordiske verden, der istedet er tale om! 

Personligt elsker jeg sidste strofe, fordi den fortæller enormt meget på meget få linjer.

"Jeg synger i blæstens jerngreb mens ordene fælder deres løv, om hvad jeg har set. jeg vilde gaa vejen tilbage til underet i højde med mit knæ. naar jeg har mistet i græsset, guldsmedens navn, vil jeg af dens vinge bygge verden op igen og mætte jeres mund, udødeligt med brød"

Naturen falmer omkring ham, idet han synger i blæstens jerngreb. Naturen kan ses som et symbol på noget enormt smukt, som ingen tager hensyn til mere, fordi der er så mange andre ting i verden der har fanget menneskets interesse. Der fornemmes også en vrede til sidst, og dette nye samfund der gør sit indtog i landet. Han vil bygge verden op igen, og mætte folks munde, udødeligt med brød! 

Læg mærke til at han vil mætte dem med brød, altså mad. Ikke hverken tøj, elektronik eller andet gøgl. Brødet tror jeg også skal ses som et stærkt religiøst symbol. Livets brød er i bibelen en metafor for Jesus Kristus. I dette tilfælde, vil han mætte dem med religiøsitet, og noget der betyder noget for sjælen, ikke kroppens tilfredsstillelse. Ordsproget, "den enes død, den andens brød" kunne man også kort belyse. Den enes død = religiøsitet, identitet, sjæl. Den andens brød = materialisme, egocentreret samfund, mere vil have mere mentalitet.

Titlen kan betyde to ting. Forvisning som i en sikkerhed, og forvisning som, hvis nogen bliver forvist ud af et samfund eller et land pga lovbrud fx.

I det her tilfælde, tror jeg det er sidstnævnte. Det er et samfund der nu bliver forvist, for at blive erstattet med et nyt og udueligt samfund med kun penge på hjernen. Det rammer også meget godt den melankoli, der går igen i digtet, hvor man mindes alting, som det var før i tiden. 

Eksistentialismen kommer ind i billedet, da vi jo er herre over vores egne handlinger, og ingen kan man give skylden, men os selv. Vi er selv skyld i, at landet har ændret sig så drastisk, det er ikke Guds skyld, men os selv, vi har vendt os mod Gud, og vores egne handlinger har gjort vi nu sidder i det her lort. Det er ikke min mening, men det er bare hvad jeg tror hereticanerne mener om hele denne bølge. Eller sagt på en anden måde, den eksistentialistiske kunst er smuk og fantastisk, men når der handles efter tanker, må konsekvenserne også tilskrives de, som ændrer på dagsordenen. 

Håber det kan bruges til lidt, ellers må du endelig skrive igen.