Menneskesyn - dualismen

 Platons dualisme angår skellet mellem sansernes, forgængelighedens mangelfulde sfære, og ideernes absolutte, uforanderlige, og dermed perfekte. Der er en klar determinisme, idet sansernes verden er en svag afglans eller skyggeverden projiceret fra de perfekte ideer. Ideerne kan eksistere uden sanserne, men sanserne kan ikke eksistere uden ideerne. Platon var, uagtet hans ubestridelige geni og enorme betydning, en totalitær tænker når det kom til menneskelige forhold, med et menneskesyn der for den nutidige vestlige verden og bevidsthed er uantageligt og til tider direkte afskyeligt. Læs "Staten". Det er hovedværket, der glimrende forklarer begge dele. Heldigvis for os er der ingen strengt nødvendig sammenhæng imellem de to. Man kan sagtens være platoniker som f.eks mange matematikere er, og stadig være humanist og demokrat.

 Descartes abonnerede på det mekanistiske verdensbillede ifølge hvilket naturen er en gigantisk maskine, lig et urværk, hvor alting sker med absolut nødvendighed. Skaberens eneste rolle var at bygge uret og trække det op. Resten er nødvendighed. Men i sådan et verdensbillede er der ikke plads til menneskets ånd, erkendelse og frie vlje. Men Descartes havde jo erkendt bl.a. sin egen eksistens - cogito ergo sum; jeg tænker, altså er jeg. Men da er erkendelsen en kendsgerning; og da den ikke kan være i res naturae, naturens rige, må den være i sit eget, res cogitans, åndens rige. Disse eksisterer aldeles uafhængigt af hinanden.

Eftersom vi nu har indset, at ånden og bevidstheden fremgår af den "mekaniske" hjerne, må den bogstavtro cartesiske dualisme anses for tilbagevist. Men det er ikke det samme som at dualismen som sådan er et overstået kapitel. Dualisme er ikke en periode, men et genkommende fællestræk ved nogle ellers ret forskellige ideer. Man kan altså heller ikke angive et egentligt dualistisk menneskesyn, udover at mennesket åbenbart består af to dele som vi jo så kan kalde for sjæl og legeme. Descartes ville redde friheden for mennesket - åndens, ikke den politiske. Platon ville redde mennesket fra forgængeligheden, og så røg friheden med i købet.

Mange tak. Bedre kan det vist ikke siges.