Smidt ud!!! - hvorfor?

 Hej, 

I vores klasse er der rigtig mange, der larmer. 

En masse elever har klaget, og derfor har vores lærer givet os til opgave at læse nedenstående historie "Smidt Ud!!!".

Et af spørgsmålene til historien er: "Synes du det er en god idé at smide en elev ud af timen?" 
Jeg mener selv, at hvis personen forstyrrer meget, skal hun/han smides ud. Men jeg vil gerne hører jeres mening.

Smidt ud!!!

af

Mette Lundgaard

Irene stod uden for døren igen, hun anede ikke engang selv, hvad hun havde lavet. Det 
var anden gang i denne uge, hun var blevet smidt ud, og det var endda kun onsdag. Hun 
havde måske snakket lidt højt og hvad så, det måtte man jo tage med som lærer. De havde 
da selv valgt deres fag. I mandags var hun blevet smidt ud, fordi hun havde larmet med 
stolen, da hun rejste sig op. Hvorfor var det altid hende? Var det ikke en falliterklæring fra 
lærerens side. Hun blev jo smidt ud jævnligt og det halve af gangene uden grund. Det 
lærte hun i hvert fald ikke noget af; det kunne jo ende med, at hun begyndte at forsømme 
skolen. Vidste lærerne overhovedet nok om dem? Var det ikke dem, der skulle opdrage på 
dem? Så hjælper det i hvert fald ikke at smide en ud hele tiden. Ordet retfærdighed kendte 
de lærere overhovedet ikke. Hans og Torben var da 10 gange værre, og de blev da aldrig 
smidt ud.
Irene travede frem og tilbage på gangen. Stod og kiggede lidt ud af vinduet på de små 
unger fra børnehaveklassen, der rendte og legede. Hun kunne se sin lillebror dernede; han 
prøvede vist på at spille fodbold med et par andre drenge. Døren til klassen blev åbnet, og 
Mikkelsen kom ud. Mikkelsen var deres matematiklærer. Han var høj, mørk og buttet. 
Under armen havde han hendes matematikbøger. "Du kan lave det herude, når du ikke 
kan være stille; du forstyrrer de andre," sagde han surt. Han smed bøgerne hen på et lille 
bord ved vinduet og gik ind i klassen igen.
Irene var ved at sprænges af raseri. Hvad pokker lignede det? Først var hun blevet smidt 
ud, og nu skulle hun også lave matematik. Hun gik hen til bordet og satte sig, fandt der 
hvor hun var kommet til i bogen og begyndte at arbejde. Han havde ikke engang taget sin 
lommeregner med. Hun lukkede bogen igen og satte sig til at tegne. Ti minutter senere 
ringede det ud. Døren til klassen blev åbnet, og Mikkelsen kom hen til hende. "Du laver til 
og med side 25 til i morgen!" Så gik han. Irene var ved at besvime. Side 25 og hun var kun 
på side 23; det så ud til at blive en rigtig fed dag med matematik! 
Camilla og Lone kom ud af døren. "Vil du med ned på lokummet og ryge," spurgte Lone. 
Irene nikkede. Det var lige, hvad hun trængte til. Irene lukkede døren bag dem og fik ild 
på en smøg. Camilla og Lone stod og grinede. "Anden gang i denne uge; det kan være du 
snart slår din rekord," sagde Camilla.
Irene grinede. "Tja, hvem ved, det er jo kun onsdag." De grinede alle tre.
Det ringede ind til sidste time, idræt. "Åhh nej, jeg har glemt mit idrætstøj," sagde Irene. 
"Så er du jo nok oppe på tre gange," sagde Lone drillende. 
Irene slukkede sin smøg. "Er I ikke med på en pjækker?" spurgte Irene. De grinede alle tre. 
De gik op i klassen for at pakke sammen. "Skal vi tage hjem til mig eller hvad?" spurgte 
Irene. D
Dumt spørgsmål; det var en selvfølge, at de tog hjem til Irene efter skole. 
Irene boede sammen med sin mor og lillebror. Hendes far var skredet, efter Phillip var 
blevet født. De boede i en lille lejlighed i et af de "dårlige" kvarterer. Hendes mor 
arbejdede som sygeplejerske, og arbejdede næsten hele tiden. Næsten altid dagvagter pga. 
Phillip.
Irene låste døren op til lejligheden. "Det roder nok lidt, men det er I jo vant til," sagde Irene 
halvvejs inde af døren. Hun smed sin jakke og sine sko i bunken på gulvet. Det samme 
gjorde Camilla og Lone. "Er i sultne?" spurgte Irene.
Hun fik ikke noget svar, så det måtte de jo ikke være. De gik ind på Irenes værelse, satte 
sig og tændte en smøg. "Hvad er det, jeg gør galt i skolen," spurgte Irene pludseligt. 
"Tja, du er vel bare Irene - syndebuk," sagde Lone med et smil.
"Jamen det er da uretfærdigt; det halve af gangene gør jeg jo ikke noget, men bliver smidt 
ud alligevel," sagde Irene surt. Camilla og Lone grinede. 
"Prøv at forklare dem det," sagde Camilla.
"Åhh hvor er du sjov, de fatter jo ikke noget," sagde Irene halvt surt og halvt i sjov.
Lone og Camilla gik et par timer efter, da Irene skulle hente sin lillebror i børnehaven. 
Phillip var som sædvanlig ikke spor klar, når man kom for at hente ham. Det tog Irene 
tyve minutter at få ham med. Mor var kommet hjem, døren var ikke låst til lejligheden. 
Hun var allerede i gang med aftensmaden. Irene satte sig ved køkkenbordet og tændte en 
smøg. "Jeg er kun blevet smidt ud en gang i dag," sagde Irene.
"Hvorfor er du blevet smidt ud i dag," spurgte mor halvsurt.
"Det ved jeg ikke, det må du spørge Mikkelsen om," sagde Irene irriteret. 
Efter aftensmaden smed Irene sig på sofaen for at se lidt fjernsyn. Hendes mor kom ind og 
satte sig og kiggede på Irene. "Vi har noget, vi skal have snakket om," sagde hendes mor.
Irene satte sig op og slukkede for fjernsynet.
"Hvad er det," spurgte hun.
"Jeg har tænkt på, om det ikke er en god ide, at du flytter skole. Du lærer jo ikke noget, når 
du hele tiden står uden for døren, og jeg tror ikke, at det er din skyld hver gang," sagde 
hendes mor forsigtigt.
Irene kiggede op. "Jo, det er en god ide," sagde Irene smilende. Hun havde selv tænkt på 
det. Det kunne jo ikke blive ved. Det endte vel også med at få nogle konsekvenser, så hun 
begyndte at føle sig uduelig, og så kom man jo ikke videre. Skolen producerer for mange 
tabere. Det får konsekvenser for samfundet. De mennesker er jo også værdifulde og kunne 
måske være blevet til noget mere. Det eneste, Irene kunne se som et lille problem, var 
Lone og Camilla. Men de kunne jo være sammen hver dag, som de plejede.
"Jeg har allerede snakket med en anden skole her i byen; vi skal hen og se på den i 
morgen, hvis du har lyst," sagde mor.
"Det har jeg," sagde Irene og rejste sig. "Jeg tror jeg vil gå i seng, så jeg kan være frisk til i 
morgen. Godnat," sagde hun. 
Irene havde svært ved at falde i søvn den aften; hun lå og vendte og drejede sig. Klokken 
07.00 ringede vækkeuret. Irene fløj ud af sengen.
Det støvregnede, da de gik hen til skolen. Skolen var ikke særlig stor, men så hyggelig ud. 
Det var mor, der førte ordet, da de snakkede med skoleinspektøren. Mor fortalte kort, 
hvordan det havde været, og at Irene altid havde stået udenfor døren. Inspektøren viste 
dem rundt på skolen og spurgte til sidst, om Irene havde lyst til at gå på skolen.
"Ja," sagde Irene kort, men afklaret og bestemt. 
"Du kan starte i morgen, hvis du har lyst," sagde han til sidst. Irene nikkede smilende. "Du 
kan bare komme ind på mit kontor klokken kvart i otte," sagde han så.
Irene var glad den dag, men også nervøs. Hun skulle starte på en ny skole i morgen.
Da vækkeuret ringede, havde Irene travlt. Hun skulle både i bad og have smurt 
madpakke. Mor var allerede oppe. "Skal jeg gå med dig derhen," spurgte mor. 
"Nej, det behøver du ikke," svarede Irene. 
Irene småløb hen til skolen, hun skulle nødigt komme for sent allerede den første dag. - 
Sikke et indtryk de ville få. Da klokken var otte, blev Irene fulgt hen til sin nye klasse. Hun 
var nervøs, men samtidig spændt. Der var 17 elever i klassen. Hun kom til at sidde ved 
forreste bord ved en lyshåret pige. Dagen var ikke så slem, som hun havde troet. Pigerne 
snakkede meget venligt til hende og spurgte, hvor hun kom fra. Da dagen var overstået, 
var Irene lettet. Hun var ikke blevet smidt ud. Det var da et fremskridt!