Eventyr

Hej fokens :-)

Er der nogle af jer der kunne rette et eventyr? I vil gøre mig en store tjeneste, hvis det er at i vil.

Hvis så er den her:

Der var engang en prins, som nogle år forinden havde mistet sin far. Så nu levede han alene sammen med sin mor og to brødre. Da kongen levede, holdte han mere af sin yngste søn, fordi han var klogere end sine brødre. Grunden til kongen syntes, han var klog, var at han ejede en hel del. Han havde nemlig sparet alle de penge sammen, som han havde givet ham. Dem havde prinsen købt guld, sølv og kobber med. Mens de andre to bare havde brugt deres penge.
Alle piger i byen ville gerne gifte sig med Frederik, men han var ikke interesseret. Han ville gerne gifte sig med en fattig pige. For da hans far lå for døden, udtrykte han nemlig ydmygt et sidste inderligt ønske ''Gid du en gang fremover vil vælge at gifte dig med en fattig pige som mig min dreng''. Det ville Frederik gerne, han ville gerne opfylde faderens sidste ønske uden tøven.
Alle havde kendt kongen for at være en yders betænksomt person, som også tænkte på de fattige og deres omgivelser. De vidste også godt, at dronningen var fra en fattig familie inden, hun blev gift med kongen, hvilket var grunden til kongen giftede sig med hende.
En lørdag morgen skinnede solen, himlen var skyfri, fuglene kvidrede, og børnene var ude for at nyde den varme sommerdag.
Kongefamilien sad ved morgenbordet, og dronningen sagde til prinsen: - Jeg har fundet dig en smuk pige fra en fin og rig familie Prinsen blev sur og svarede - Jeg skal giftes med en fattig pige, som er en stakkel. Du ved udmærket godt, hvad fars sidste ønske var. – Frederik, hvad vil du med en fattig pige, hende ville du….
Prinsen afbrød hende - Mor, hvorfor er du imod, at jeg gifter mig med en fattig pige? Du var jo også en fattig pige, da far bad om din hånd. - Jamen dog min søn, det var dengang, sagde dronningen, og rødmede. - Jeg er ligeglad og skal giftes med en fattig pige!
- Vil du i det mindste ikke møde den smukke pige? Hun hedder Anne Sofie, og….
Da dronningen vendte sig om til prinsen, kunne hun se, at han var på vej ud ad døren.
Prinsen løb ud i en skov. Han kunne se det fagre landskab, her var virkelig smukt. Imens han gik, tænkte han på, at verden ville være meget bedre, hvis hans far levede.
Hvorfor var verden så uretfærdig? Hvorfor var det lige netop, hans far der døde?
Han så nogle flotte blomster, bukkede sig ned, og snusede til dem. Han sprang forskrækket op, som et rådyr der hørte en jægers skud, da der stod en engel på hans højre side. Englen sagde til ham, at han skulle tage det helt roligt, og at hun kun var kommet for at give ham en fjederham. Han tog fjederhammen, og spurgte om, hvorfor hun gav ham den. Hun svarede, at den ville han få brug for, da han skulle ud i den vide verden for at finde sin prinsesse, straks efter fløj hun. Han undrede sig over, hvordan hun vidste, at han ledte efter en pige. Han råbte efter hende, men det nyttede ikke noget, for nu var hun langt oppe i himlen. I stedet fortsatte han videre ind i skoven.
Prinsen så en kat længere henne i skoven. Han gik over til den, og aede den på ryggen. Den var så sød med nogle flotte grønne øjne. Katten spurgte ham om, hvad han lavede i skoven. Han svarede, at han bare var ude for at gå en tur. ’’Okay’’ svarede katten. Prinsen rejste sig op, og fik øje på en pige, som kom gående med en kurv i hånden.
- Goddag Hr. Prins, din mor fortalte min mor og nogle flere mødre, at du skulle til at gifte dig. Hun sagde endda, at hun synes, at jeg og Anne Sofie var nogle flotte piger, som kommer fra en fin familie, sagde pigen. - Nå da, hvad vil du have, jeg skal gøre ved det? Spurgte prinsen med en meget høj og selvsikker klang i stemmen. - Hmm, gifte dig med mig. - Nej tak, sagde prinsen, og gik sin vej. Han var så sur på hans mor, hvor var hun dog latterlig. Han begyndte at fløjte for at glemme det.
Da prinsen havde gået et stykke tid, var han så udmattet, at han ikke orkede at gå mere, så derfor besluttede han sig for at tage sin fjederhammer på. Lige da han skulle til det, kom Anne Sofie forbi, og fortalte Frederik, hvor meget hun kunne lide ham, og at hun syntes, han var en virkelig smuk prins, stærk som en løve, klog som en ugle. Hun fortsatte med at snakke. Frederik var træt af, at møde nogle piger som ville gifte sig med ham, fordi han var rig. Han kunne ikke klare det mere, så derfor sagde han: - Anne Sofie, jeg vil ikke gifte mig med en pige, som tænker på penge. Jeg vil giftes med en pige, som tror på, at kærligheden er vigtigere end penge! Og med en som er fattig, for alle mennesker i denne verden har ret til at have det godt. Når det er, at jeg siger det, mener jeg, at jeg ville blive gladere for at se en fattig pige eller en stakkel til at grine end jeg vil med en rig pige. Forstår du mig? - Ja svarede Anne Sofie og begyndte med at græde, så den ene tårer efter den anden trillede ned ad hendes kind. Frederik kunne se på hende, at hun var ked af det, men han havde ikke ondt af hende.
Han kiggede ned på græsset, hvor der var en mase firekløver, derefter tog han sin fjederhammer på, og fløj borte. Han fløj op til den klare blå himmel, og kunne høre, at nogle fugle var oppe at skændes. Han grinte i sig selv, da han hørte den ene fugl sige ’’Du er bare så dum’’
Lidt senere kunne han høre en pige synge det første vers fra hans ynglings salme:
Det er så yndigt at følges ad
for to, som gerne vil sammen være;
da er med glæden man dobbelt glad
og halvt om sorgen så tung at bære;
ja, det er gammen
at rejse sammen,
når fjederhammen
er kærlighed.
Denne pige var fattig, men rigtig køn. En fe kunne se at prinsen var på vej ned til hende, derfor tryllede hun pigens grimme kjole ud med en lyserød galla kjole. Prinsen og pigen sang det sidste af verset sammen, ’Når fjederhammen, er kærlighed’’. Derefter sagde pigen: - Hej - Hej, sagde prinsen og rakte sig ned for at plukke en rød rose. Han rakte rosen til hende, bukkede sig på knæ, kyssede hendes hånd og sagde: - Du må være min drømme prinsesse. Vil du gifte dig med mig? Pigen kiggede forbavset på ham, tog rosen fra hans hånd og svarede: - Ja, det vil jeg såmænd gerne.
Tre dage efter blev der holdt et kæmpestort bryllup til dem, på syv år fik de tre sønner, og de boede på et slot som var af guld.
Sammen levede de lykkeligt til deres dages ende.