Opstanden i Libyen så forskellige fra den i Ægypten og Tunesien?

Det skyldes vel blandt andet at Gaddafi ikke har haft den helt store alliance koerende med usa/vesten som Ben Ali og Mubarak i hoej grad havde. En vestlig indgriben var ikke på tale i Egypten og Tunesien da man der havde at goere med autoritaere styrer som man i årtier havde stoettet, og derfor ikke uden videre bare kunne vende ryggen til. Med Gaddafi har det derimod vaeret oplagt at gribe ind i håb om at man på den måde vil kunne goere godt for de årtier lange alliancer med mubarak og ben ali. Det er da heller ikke for sjov at den militaere indgriben i Libyen netop har haft den konsekvens at alliancerne med Mubarak og Ben Ali umiddelbart er blevet glemt.

Gaddafi har decideret massakrerede sin befolkning, men det samme har provestlige diktatorer i en raekke andre arabiske lande. Diktatorene i disse lande vil dog ikke imoedekomme samme skaebne som Gaddafi da de imodsaetning til Gaddafi har vaeret USA og vesten trofaste. Du vil derfor ikke i lige så stor grad se den samme kritik rette sig mod Irak, Bahrain, Yemen etc. som den rettet mod Gaddafi, for slet ikke at tale om en millitaer indgriben.
 

 Tak for svaret ;)  havde forstillet mig at det også kunne havde noget at gøre med at Ægypten lå ved suez kanalen, og derfor var vesten bange for at gribe ind? 

Ja det kunne sagtens taenkes at suez også spiller en rolle. Der er en masse motiver bag enhver handling foretaget af moderne tids stormagter, specielt USA men desuden også Rusland. Blandt de motiver er frihed, ligestilling og demokrati det absolut sidste som der taenkes på. De seneste årtiers historie i nordafrika og mellemoesten bekraefter indiskutabelt dette.

Overvej, hvordan militæret har stillet sig i de pågældende lande. Diktatoren er intet uden militæret, det er det, der giver Gaddafi fordelen imod demonstranterne, og det var det, der i sidste ende fik bugt med  Mubarak.

Jeg er lidt uenig i ovenstående.

Millitæret var så vidt jeg ved på Mubaraks side under revolutionen. De propagerede da også flere gange på vegne af regimet. Demonstranterne blev af millitæret bedt om at tage hjem, da det ikke virkede prøvede man at afskrække dem med fly, helikopter og tanks, og da det hellere ikke virkede gav man til sidst fri passage til at tusindvis af bevæbnede mubaraksupporter kunne komme ind i Tahrir pladsen.

Under den ægyptiske revolution var der få fra millitæret som valgte at gå over på demonstranternes side, det store resterende fleretal tog enten selv del i undertrykkelsen eller så passivt til mens det udfoldede sig. Derimod var der i Libyen allerede til at begynde med masser af soldater og generaler som vendte ryggen til Gaddafi. Der er altså tale om det akkurat modsatte sittuation end den som du beskriver. Det er i Libyen at millitæret ikke har været diktatoren trofast, og ikke i Ægypten hvor millitæret var på Mubaraks side indtil Mubarak selv valgte at gå af.

Mubarak kunne nemt have opløst demonstrationerne i såfald han havde fortaget sig en seriøs millitær indgriben (hvilket han kunne). Grunden til at han ikke gjorde det (og at det slet ikke var på tale) er simpelthen bare, at det ville have medfulgt en enorm kritik af vesten, hvilket han var klar over at han  i sidste ende næppe ville have formået at slippe godt fra.

En af de mange grunde til at revolutionen i Libyen har udfoldet sig på anden hvis end de andre er desuden, at der her er tale om mentalt ustabil mand. Blandt araber er det almen viden viden at Gaddafi er noget skør.

Egypterne kravlede rundt på kampvogne, mens soldaterne gik rundt på Tahrirpladsen og sikrede, at demonstrationerne gik for sig nogenlunde fredeligt. Der blev først ballade, da Mubarak-støtter forsøgte at sætte sig op imod de fredelige demonstranter - deres fåtal taget i betragtning blev de nødt til at benytte vold. Militæret var meget neutral, for du skal ikke bilde mig ind, at Mubarak ikke har forsøgt at få militæret til at nedbryde oprøret. For at skabe yderligere støtte i militæret (og samtidig give indrømmelser til befolkningen) overlod han endda hærens øverstbefalende vicepræsidentposten. Det ændrede dog ikke på, at det egyptiske militær skønt demonstranterne overlegne ikke brugte vold, som det er set i Libyen. De var derimod hovedårsagen til at få Mubarak fjernet, da de til sidst kunne se, at diktatoren ikke havde reel magt i Egypten længere. Militæret i Egypten var meget påpasselige med at vælge side, men de valgte til sidst folkets. Hvis de virkelig støttede op om Mubarak, kunne de bare have skudt fra sig til at starte med.

I Libyen står militæret ubetinget på Gaddafis side. Det er korrekt, at enkelte højtstående er gået over på oprørernes side heriblandt landets nu tidligere indenrigsminister. Det er uheldigvis ikke relevant, at ministre og generaler skifter side, hvis tropperne ikke gør. Der er ingen tvivl om, at hæren støtter op om den libyske dikator, hvorfor du også ser, at oprørerne er fuldstændig overmatchet i kampene, når Mubaraks trænede tropper møder op med tunge våben, og oprørerne fuldstændig grønne og alt, alt for unge ofte kun har hjemmelavede våben og kalashnikov'er til rådighed.

At Mubarak ser ud til at være mere klar til at tage hårdhændede metoder i brug en Mubarak og Ben Ali, kan vi kun blive enige om.

de (fx) Libyen angriber provisner og dræber militæret, så pleget Gaddafi at skyde dem og bruge missiler helikopter folket kunne og kan godt vinde over Gaddafi de mangler bare våben til at skyle hans militær og de vinder jeg lover jer det selølige er Moamar Gaddafi skør hvem vil slå sit egen folk.