Fysik
Trefaset vekselstrøm
Hej Alle
Jeg har et spørgsmål vedrørende vekselstrøm: Hvad er fordelen ved den trefasede i forhold til den etfasede? Så vidt jeg kan forstå, så kan man opå en større eletrisk effekt mellem to faseledninger (hvorfor man skal bruge den trefasede). Er dét det? Og er der andre fordele?
Mvh.
Svar #1
13. december 2015 af hesch (Slettet)
#0: Et ènfaset system består af en fase og nulleder. Strømmen skal have en returvej. Strøm løber i lukkede kredsløb.
- I et symmetrisk belastet trefasesystem, bliver summen af fasestrømmene = 0, og man kan derfor spare nullederen ( spare dyr kobber ). Er belastningen ikke symmetrisk, laver man en Δ/Y- koblet transformer, der spærrer for nulstrømmen, og så kan man igen spare nullederen.
- En stor trefaset transformer er billigere end tre mindre ènfasede transformere.
- Man kan umiddelbart tilslutte en asynkronmotor til et trefaset net, og den kører ( uden startkondensator ). Der findes rigtig mange asynkronmotorer. Og så er de til og med kulfrie ! ! ! ! skal man huske at nævne i disse klimatopmødetider.
- Skal en trefaset synkrongenerator levere effekt til et symmetrisk trefasenet, vil momentet på generatorakslen være fuldstændigt jævnt/glat, for effekten, P(t), er konstant. Det lyder måske ret ligegyldigt, men det er det ikke når generatoren skal yde måske 300 MW, for sker dette ved ujævnt moment, klirrer ruderne i bygningen.
Blot for at nævne nogle fordele.
Svar #2
13. december 2015 af Julsnart (Slettet)
Hej Hesch.
Tak for svar. Hvorfor kan man spare nullederen? Ifølge mine fysikbøger så trækkes nulledningen og en enkelt faseledning hen til almindelige stikkontakter, mens køkken-apparater tilføres alle tre faseledninger og nulledningen. Så er den vel ikke sparet?
Er det rigtigt forstået, at en elpære vil 'blinke' ved en etfaset vekselstrøm - og det vil den tilsvarende ikke gøre ved en trefaset? Eller hvad?
Svar #3
13. december 2015 af hesch (Slettet)
Stikkontakter og køkkenapparater forefindes i huse med ènfasede objekter. Derfor skal man trække en nulleder i huse. I #1 taler jeg om den mere "tunge" del af elnettet, såsom højspændingsnet og dele af distributionsnettet med disses transformeranlæg, generatorer og motorer. Det er her nullederen har et stort tværsnitsareal og hvor der er kobber at spare. Endvidere er der strømvarmetab at spare, for strømmen skal jo ikke løbe gennem så mange meter leder, men "æder sig selv" i midtpunktet af en Y-koblet transformer.
En trefaset elpære skal have tre glødetråde. Har du sådan èn? Du kan selvfølgelig ensrette en trefaset vekselspænding, og lade en ènfaset pære "køre" på den ensrettede spænding, så vil denne blinken blive minimal.
Og ja: Ènfasede glødepærer blinker, dog når glødetråden ikke at køle meget af på 1/100 sek. Men andre lyskilder som Natriumlamper ( dem med det gule vejlys ) og lysstofrør blinker. Prøv med spredte fingre at "vifte" foran et lysstofrør, så kan du se en stroboskop-virkning som på et andet diskotek.
Skriv et svar til: Trefaset vekselstrøm
Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk?
Klik her for at oprette en bruger.
