Hvorfor bliver unge i dag radikaliseret (terrorisme)

Fordi de føler sig udenfor og misforstået af den vestlige verdens præmisser. Det behøver ikke engang at være unge - mennesker som føler sig som en minoritet, som ingen fodfæste har i deres nuværende situation de søger oftest anerkendelse et sted dermed også deres mening med livet. 

Folk uden fodfæste er en stor del af vores aftraditionaliserede samfund - de søger derfor tilbage til et samfund hvor der faktisk er stabilitet og hvor der også er en rangorden - Giddens og Ziehe siger dette - dem har du måske hørt om i samfundsfag på gymnasiel niveau - men at søge orden i en verden af kaos er at søge til en kirke, en subkultur, en kult men kan også være at søge imod en terrororganisation og disse mennesker kan sagtens manipuleres med. 

Jeg tænker... Hvis jeg kommer til et land, pga. at min familie har oplevet krig, død og ødelæggelse. Min familie har kæmpet sig hele vejen til Danmark og bosætter sig her... Jeg oplever, at i den første tid i Danmark, da skal min familie og jeg, leve sammen med mange andre (asylcenter). Min far og mor beklager sig hele tiden over at der er larm og de ved, at nogen af de andre ikke vil være ordenlige mod mig og min søster. Derfor forsøger de hele tiden at holde os væk fra de andre. Derudover bliver jeg og min søster sendt i skole, hvor vi får nogen kammerater. Jeg kommer hjem til mine forældre og vil fortælle mine forældre om dagen. Desværre lytter de ikke ret meget til, hvad jeg har at fortælle, da de stadig er ret så traumatiseret af det som de har været ude for (Tristheden hersker). Dvs. at de ting, jeg har på hjertet og gerne vil fortælle bliver kastet ud i intetheden og utrygheden hersker atter en gang. Jeg bliver også gjort opmærksom på, at der er forskel mellem mig og de andre i skolen, da nogen fra de højere klasser, begynder at kalde mig for øgenavne, og jeg overhører, at nogen af forældrene ikke vil have, at de skal gå sammen med mig. Vi lever i denne tilværelse i 5 år hvor utrygheden hersker. Min familie bliver nu dansk statsborger. Min far går på arbejde og min mor bliver hjemme. Jeg går stadig i skole og er blevet vant til, at jeg er anderledes. Jeg oplever at der er nogen i skolen, der er lige som mig, og jeg vil derfor gerne hjælpe dem, så jeg begynder at snakke med dem, og dette udvikler sig til et venskab. Når jeg kommer hjem, da er det min mor jeg møder først. Jeg snakker om dagen, og min mor er begyndt at lytte. Når min far kommer hjem er det første han gør, det er at lave arabisk te. Han ser meget træt ud, så jeg vælger at tie. Senere i livet begynder jeg at opdage, at der er mange som mig, der er flygtet og bosat sig i Danmark. Jeg begynder at søge tilflugt hos disse kredse, da de bedre forstår mig - og så lytter de til mig. Mange af dem har set sig surt på Danmark, da Danmark ikke har gjort noget godt for dem.. Denne tanke er jeg ikke helt med på, men jeg ignorer det bare og nikker. Jeg begynder at være mere sammen med dem end min familie - mest fordi de lytter til mig. Jeg hører også, at nogen går i en arabisk kirke. Derfor beslutter jeg mig for, at jeg vil også se hvad det er. Jeg finder hurtigt ud af, at der er noget stort i kirken.. Og mindst af alt - de lytter..

Tja... lidt ligesom #1 siger.. Meget af skylden ligger hos os i Danmark. Den store krig er vundet, men der venter stadig den lange og triste krig bagefter..