Studievalg og videregående studie

Hvilken universitetsuddannelse, ha, ha(jur), jura, økonomi?

11. september 2016 af a97v (Slettet)

Hej Studieportalen 

Vi er godt i gang med 3.g, hvoraf tiden efter gymnasiet rykker tættere på. Det efterlader mig med et spørgsmål, jeg håber i vil være behjælpelige med. Jeg har stor interesse for samfundet- og specielt økonomi, der altid har været mit favoritemne i gymnasiet. Derudover kan jeg rigtig godt lide at formulere mig skriftligt, hvilket er langt fra min forestilling  om at studere økonomi fx. Jeg har som overskriften indikerer fire uddannelser, der kunne være interessante: HA, HA.(JUR), JURA og ØKONOMI. Det skal også siges, at jeg ikke er matematikforskrækket, men kune godt tænke mig at høre hvor meget matematik, der er på de forskellige uddannelser. Som følge af et åbent hus-arrangement på SDU, har jeg en forestilling, men skal man være virkelig god til matematik, for at gennemføre HA eller Økonomi-studiet? 

Forsat god søndag 

mvh  


Brugbart svar (0)

Svar #1
23. februar 2017 af mallecp

Hej

Jeg læser Oecon på Aarhus Univeritet.

Mht. Oecon (Polit på KU) er det et matematisk tunge studie. På AU har du hvert semester et redskabsfag, som er matematik, statistik og videreudvikling af disse (herunder økonometri). Som udgangspunkt skal du kunne klare dig igennem matematik på A-niveau i gymnasiet uden de store problemer. Der er store dumpeprocenter på Økonomi, netop fordi mange ikke har det matematiske niveau der skal til.

Specielt integrationsregning, differentialregning, vektorer, grafisk afbildning af funktioner osv. skal du være god til inden du starter (i den forstand at du kan regne det i hånden, da der ikke bruge cas-værktøjer eller maple). Du bliver kastet meget hurtigt ud i matematik og statistik, og skal regne med at bruge en del timer, specielt de tre første semestre. Mht. statistik er det for de flestes vedkommende endnu hårdere i starten, da det er begrænset hvad man har af statistik i gymnasiet (du har både matematik og statistik på 1. semester)

I Århus læser vi ved siden af de HA-studerende, og jeg kan roligt sige at det matematiske niveau er langt fra hinanden. På de fleste HA-uddannelser er det naturligvis en fordel at være god til matematik, men slet ikke i nærheden af, hvad der kræves på Oecon. 

Derudover har du nationaløkonomiske fag (Mikroøkonomi og makroøkonomi), hvor der også indgår en del matematik - for mit vedkommende er disse de mest spændende fag, og det er disse fag der blandt andet adskiller Økonomi og HA fra hinanden. På nogle HA uddannelser har man også mikro og makroøkonomi, men ikke i samme omfang og ikke på samme niveau.

Den sidste af de tre fag du har hvert semester, er et driftsøkonomisk fag - (virksomhedsøkonomi, herunder regnskab, organisationsteori, omkostningsteori, mv.) - Du lærer grundlæggende begreber, men her er HA'erne typisk på et højere niveau end Oeconerne - er du derfor interesseret i den virksomhedsøkonomiske del (entrepreneurskab, drift af virksomhed osv.) vil jeg klar anbefale dig at læse HA.

Som sagt er Oecon et hårdt studie, og af forskellige grunde er både dumpeprocenter og frafaldsprocenter høje - så du skal forberede dig på at skulle læse meget (i øvrigt er stort set alt litteratur på engelsk) og være diciplineret når det kommer til selvstudie - de fleste på mit hold bruger 50-60 timer om ugen på læsning, holdundervisning og forelæsninger (i modsætning hertil har jeg tidligere læst Statskundskab, hvor jeg vil skyde på at der i gennemsnit blev brugt 30-40 timer).


Svar #2
23. februar 2017 af a97v (Slettet)

Tusinde tak for det meget kvalificerede svar. Jeg har dog indset på det seneste, at det jeg brænder mest for, er statsøkonomi og politiske problemstillinger. Jeg har set på Offentlig Politik og økonomi i Aarhus, som du nok kender til. Ved du noget om denne uddannelse og hvorfor skiftede du væk fra statskundskab?


Brugbart svar (0)

Svar #3
24. februar 2017 af mallecp

Jeg havde det præcist ligesom dig i 3.G, hvorfor jeg startede på Statskundskab. 

Jeg kender godt til OPØ, og har haft undervisning med dem både på Statskundskab og Økonomi (de første 2 semestre har OPØ og Oecon matematik/statistik sammen, mens Statskundskab og OPØ har pol. intro sammen). 

OPØ virker som en interessant uddannelse, med en del fokus på matematik & statistik (sammenlignet med Statskundskab, der har mere fokus på metode og sociologiske aspekter). Rent politisk dækker Statskundskab naturligvis en bredere pallette (man lærer også lidt jura og lidt økonomi, men MEGET grundlæggende basisstof, ligesom der er mere fokus på nogle af de store teoretikere, hvor man på OPØ lærer en del mere om hvordan man arbejder med økonomiske problemstillinger).

OPØ er en lille uddannelse (i den forstand er der er relativt få studerende), men man møder mange mennesker fra både Statskundskab og Økonomi. 
Det meste af læsestoffet på OPØ er vidst også på engelsk, og så vidt jeg har hørt er det også her, de første semestre der er de hårdeste.

Grunden til, at jeg stoppede på Statskundskab, var primært, at jeg ønskede at blive mere specialiseret. Statskundskaberne er exceptionelle når det kommer til metode og tværfagligt arbejde, men netop det med, at man har lidt økonomi, lidt sociologi, lidt offentlig forvaltning, lidt jura, osv. gjorde, at jeg fandt ud af, at jeg ønskede at have en uddannelse som var mere retningsbestemt, og hvor man gennem hele studiet kunne se en rød tråd. Endvidere klarede jeg mig ret let igennem fagene på Statskundskab, og jeg må indrømme at jeg i perioder stort set ikke læste, fordi eksaminerne, for mig, var forholdsvist lette at komme igennem - dette gjorde, at jeg egentlig mistede motivationen til at læse en del af stoffet, og dermed heller ikke følte at jeg blev specielt dygtig til de enkelte fag, på trods af, at dette ikke afspejlede sig på mit eksamensbevis. 

Jeg vil dog også sige (hvis du skulle overveje Statskundskab), at Statskundskab virkelig er en god uddannelse at være på, og udfra hvad jeg har hørt og oplevet, har de et af de bedste studiemiljøer i Danmark, hvor der virkelig bliver taget hånd om den enkelte studerende, bliver lagt stor vægt på socialt samarbejde og sammenhold og hvor der er mulighed for enhver type at passe ind. Det er generelt dygtige undervisere, og netop det, at man bliver så bredt funderet, gør, at man har mange muligheder når man skal læse videre på kandidatuddannelsen (jeg vil i øvrigt anbefale dig at kigge på, hvad du kan læse som kandidat), hvilket naturligviss er et kæmpe plus, hvis man er usikker på hvilken uddannelse der er den rigtige. Der bliver taget en masse samfundsrelevante diskussioner, og man lærer og reflekterer på et højt niveau.



 


Svar #4
25. februar 2017 af a97v (Slettet)

Det er også mit indtryk, at statskundskab er en uddannelse, der ved lidt om meget, men ikke super dybdegående. Det der også afskrækker mig er netop mængden af metodefag og sociologi. Disse områder er absolut ikke blandt mine foretrukne emner i gymnasiet. Derimod synes jeg, at statistik mm. er super interessant og derfor virker OPØ også mere oplagt. Faktum er blot, at jeg ikke er et logisk, matematiskgeni, men jeg er til gengæld udstyret med en stor vilje og stædighed, hvis noget interesserer og undrer mig. Det første mig til et godt resultat på mat B, men jeg ved ikke om dette gåpåmod er nok til at gennemføre økonomiske fag på Au, der skulle være så matematisk krævende.

Skriv et svar til: Hvilken universitetsuddannelse, ha, ha(jur), jura, økonomi?

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.