9) Hvilken forskel var der på Aristoteles verdensbillede og det verdensbillede der bredte sig som følge af Renæssancens nye naturvidenskabelige videnskabsmænd?

I Aristoteles' verdensbilede var kraft og hastighed ikke definerede størrelser. De sig bevægende genstande havde en iboende kraft impetus, som drev dem frem.
Det er karakteristisk for den aristoteliske mekanik, at den altid regnede med tilstedeværelsen af en modstand imod de jordiske legemers bevægelser, hvor f.eks. Galilei i sine undersøgelser over det frie fald i første tilnærmelse tillod sig at se bort fra luftens gnidningsmodstand. Ifølge Aristoteles vil den hastighed, et jordisk legeme opnår under påvirkning af en drivende kraft, være proportional med denne krafts størrelse og omvendt proportional med den altid tilstedeværende modstand. Dette betyder, at hvis modstanden aftager mod nul, vil hastigheden vokse over alle grænser. Af den grund kunne man ikke acceptere det tomme rums eksistens, thi i dette måtte hastigheden være uendelig stor, fordi der da ikke forefindes noget stof, der kan yde modstand. Dette var en væsentlig årsag til, at Demokritos' atomlære med dens forestilling om atomer, der bevæger sig i det tomme rum, mødte så stor modstand.
Den aristoteliske mekanik blev opstillet, uden at der var tale om noget forhold til en iagttagelig virkelighed. Det var altså ikke erfaringslove, men spekulativt opstillede formodninger.
Der skulle imidlertid gå lang tid, før man for alvor erkendte dette. Det var netop på basis af en nøje redegørelse for det indhold, man kan lægge i ord som kraft og hastighed, at man i renæssancen nåede frem til opstillingen af en med erfaringerne overensstemmende dynamik. 

Kilde:
            Erik Lund, Mogens Pihl og Johannes Sløk
            De europæiske ideers historie
            Gyldendal 1963 2. oplag