?

Når et objekt nedsænkes i en væske, vil noget af væsken fortrænge, dvs. drive væk. Samtidig vil objektet påvirkes af en såkaldt opdriftskraft, som er en opadrettet kraft.

Ifølge Arkimedes' lov kan opdriften for et objekt, der er helt eller delvist nedsunket i en væske, beregnes ved brug af formlen

,

hvor F_op er opdriftskraften, ρ_v er væskens densitet, V er objektets volumen og g er tyngdeaccelerationen.

Legemets rumfang er lig den fortrængte væskemængdes rumfang, og derfor kan ovenstående formel omskrives til

.

#1: V er volumet af den del af legemet, der er nedsænket. Det har betydning ved et delvist nedsænket legeme.

Bare for at præcisere.

Et tænkt eksperiment: Fyld et badekar til et passende stykke under kanten. Vej dig selv på en alm badevægt (fjedervægt). Sæt vægten ned i bunden af karret og sid med hele din vægt på vægten. Nu vil du veje mindre.

Fordi tyngdekraften "hiver" ned i dig, trykker du vandet under dig væk og op, da vand ikke kan komprimeres. Og som humanist ved du, at tryk avler modtryk og det gælder også i fysikken. Derfor indfinder der sig en balance mellem dit tryk på vandet (nedad) og vandets tryk (opad) på dig. Resultatet er, at du samlet set trykker mindre på vægten end udenfor vandet. Det er opdrift.

Vandets densitet (massefylde) har en betydning. Hvis du fx trykker 50 l 4% saltvand op, så har du løftet en større masse og derfor bliver opdriften større end hvis det var alm. postevand, da saltvand har en højere densitet. Derfor flyder vi lidt bedre/nemmere i havvand end i ferskvand.

Se, det giver mening, tak for den forklaring! (-: