Institutionel magt

Institutioner er sæt af regler og normer 

Institutioner er sæt af regler og normer, som tilskynder, påbyder eller forbyder bestemte handlinger. Hele vores samfund er bygget op omkring institutioner af meget forskellig slags. Institutioner skaber mennesker bl.a. for at reducere usikkerhed. Færdselsreglerne er et eksempel på en institution, som alle kender, og det er intuitivt nemt at se nytten af færdselsregler, som følges af alle – eller næsten alle. 

Statens budget er et andet eksempel på en institution. Den er karakteriseret ved mange regler – og også en del normer – der bestemmer, hvem der skal og må gøre hvad i forbindelse med budgettets – finanslovens – tilblivelse og i forbindelse med disponeringen af de bevilgede midler.

Ingen institutioner er neutrale

Institutioner er svære at ændre

Hvordan ændres institutioner??

Fra relationel til institutionel magt?

.

detaljer
                  se https://politiknu.systime.dk/?id=744

Åh tak jeg havde slet ikke tænkt på noget så simpelt som færdelsreglerne 

hvad med diskursiv magt? jeg har tænkt politik, men om det er rigtigt er jeg blevet i tvivl om.

Diskursiv magt

Den diskursive magt stammer fra den franske filosof Michel Foucault. Han sætter fokus på, hvordan mennesker har tænkt og handlet i forskellige historiske perioder, og hvilke magtsystemer, der har muliggjort netop disse tanker og handlinger og umuliggjort andre. 

Foucault hævder, at den klassiske magtforståelse (den strukturelle), hvor bestemte autoriteter, fx lederen, har magten over andre, ikke er tilstrækkelig til at forstå magtens komplekse virke i det moderne vestlige samfund. Foucault reviderer den klassiske magtforståelse på to grundlæggende måder: 

1)  Magten går fra at være undertrykkende til at være produktiv. Det betyder, at magten ikke undertrykker og begrænser mennesker, men at den snarere skaber individer, der forholder sig til sig selv på bestemte måder.

2) I stedet for at virke imod individet (fx ved tvang og straf), virker magten igennem individet (fx ved at skabe et behov for autonomi).

Magt er, ifølge Foucault, et diskursivt fænomen, som konstrueres både sprogligt og i de praksisser, vi indgår i. Det er således den sproglige praksis, der bestemmer, hvad der i en organisation er legitimt og illegitimt at tale om. 

Fx var det tidligere uhørt at tale om følelser på arbejdspladsen, men i mange moderne organisationer er det nu en selvfølge, at man italesætter sit følelsesliv, og at man endda bruger sine følelser konstruktivt i sit arbejde (Brinkmann, 2011). Det hænger ifølge Foucault sammen med, at magten altid vil søge at forme den type individer, den har brug for. Industrisamfundet havde således brug for rationelle medarbejdere, der skelnede mellem deres privat- og arbejdsliv, mens organisationer i dag har brug for ’hele mennesker’, der brænder for udvikling og deres arbejde.

Med Foucaults blik er det dermed også magtudøvelse, når nutidens organisationer stiller HR-redskaber som kompetenceprofiler, udviklingskurser og coachingsamtaler til rådighed for deres ansatte. Herigennem producerer magten nemlig bestemte individer, der gavner organisationen og samfundet i det hele taget.

I det diskursive perspektiv er det dog også helt centralt at forstå, at magten er relationel. Dvs. at det ikke er så simpelt, at der blot er nogen (leder), der dominerer, og andre (medarbejdere), der domineres. Magten virker igennem os alle, og er hele tiden i færd med at skabe os på bestemte måder. Magten har sit eget diskursive liv, som ingen er i bevidst kontrol over. Vi er alle både ”ofre” og medskabere. 

.
detaljer
                 se https://www.lederweb.dk/artikler/magt-3-former-du-skal-kunne-balancere-imellem/

diskursiv: som bygger på eller er præget af logisk sammenhængende kæder af udsagn.

Ad #2

Det er alene politiske institutioner, som aldrig er neutrale. Domstolene er derimod uafhængige, og dommerne retter sig alene efter loven.
 

"Ingen institutioner er neutrale"

"Institutioner er altid mere til fordel for nogen end for andre (Et argument som kan bruges i alle sammenhæng, og derfor intetsigende). Cykler er altid mere til fordel for nogen end andre.... Bolde er altid mere til fordel for nogen end andre.... Vand er atid mere til fordel for nogen end andre... En abe er altid til mere fordel for nogen end andre....) færdselslovgivningen har man søgt at tilgodese de såkaldt svage trafikanter – dvs. fodgængere og cyklister – selvom de kan synes, at det er bilerne, der har magten. (Loven er ikke en institution og derfor et dårligt eksempel). I tilfældet med finansloven har man gennem årene søgt især at tilgodese Finansministeriets interesser. (Ja, og finansministeriets interesser afspejler regeringens interesser) Det skyldes, at der til enhver tid er mange flere velbegrundede udgiftsforslag, end der er statslige indtægter. Finansministeriet har derfor som det eneste af ministerierne en hovedopgave i at sikre, at statens udgifter ikke stiger mere, end regeringen ønsker. Blandt de regler, som bakker op om Finansministeriets rolle, er de budgetrammer, som ministeriet meddeler de enkelte fagministerier hvert forår. Det tvinger fagministerierne til selv at foretage en vis prioritering, inden de melder udgiftsønsker ind til Finansministeriet. Der er med andre ord bygget magt ind i institutionerne. Et tredje eksempel på institutioners fordelingsmæssige konsekvenser kan være den måde, folkeskolens eller gymnasiets regler og normer for læring er sammensat på. Er de en fordel for bestemte grupper, fx dem der har bestemte læsevaner med hjemmefra?"

Afsnittet "Ingen institutioner er neutrale" er udtryk for makværk.