Strålefølsomme celler/organer

Når den ioniserende stråling passerer gennem væv, vil den overføre energi til de atomer, som er vævets basale byggesten. Mere korrekt er det nogle af de elektro­ner, der omgiver atomerne, der modtager energien. Disse elektroner bliver derved i stand til at rive sig løs fra atomet (man siger at atomet bliver ioniseret). Da det er de atomare elektroner, der binder atomerne sammen i molekyler, kan sådanne ionisationer resultere i at molekylet går i stykker. Sker der tilstrækkeligt mange af den slags processer i cellekernens DNA, vil der opstå brud på DNA kæderne, hvilket kan føre til mutationer eller i sidste ende celledød.

Man ved, at for pattedyrscellers vedkommende, så kan man se strålefølsomheden som funktion af celle-cyklus-fasen;

dvs. der er størst strålefølsomhed under mitosen, og mindst følsomhed i den sidste del af S-fasen. G2-fasen er generelt mere følsom.

Heraf kan man udlede, at væv med mange celler i deling er mere følsomme, end væv med få celler i deling.