HJÆLP: Appetitregulering?

Jeg skrev SRP sidste år om Fedme i bio A og samf A med et stor 12-tal som resultat ;)

Her er mit afsnit om appetitregulering og fedme (med fokus på genetiske fejlkodninger) (+ et evolutionsapekt) - se om det måske kan hjælpe dig til lidt ekstra ;)

Genetisk disponering og evolutionshypotesen 
Kroppens appetitregulering er yderst kompleks18. I hypothalamus i hjernen findes nucleus arcuatus (sultcenter) og nucleus tractus solitarius (mæthedscenter), som modtager og behandler signaler og impulser fra bl.a. mavesæk, tarme, bugspytkirtel og fedtvæv, hvorefter hjernen udsender signaler til de dele af kroppen som er involveret i fødeindtagelsen, stofskifteprocesser og energiforbrug.
Tidligere troede man, at fedtvævet var et passivt depotorgan, men i dag ved man at det er et aktivt endokrint organ med stor betydning for appetitreguleringen. Det udskiller adiponectinhormonet, som har betydning for glukoseoptagelsen i cellerne via GLUT4-receptorer og glukoseomdannelse i leveren til glykogen. Fedtcellerne udskiller også mæthedshormonet leptin. Jo mere fedt fedtcellerne indeholder, jo mere leptin udskiller fedtcellerne til hjernen, så fødeindtagelsen bremses. Leptin aktiverer i nucleus arcuatus receptorerne for nervecellerne POMC og CART, der signalerer til nucleus tractus solitarius. POMC er forløber for en række hormoner, bl.a. α-MSH som dannes og udskilles via PC1-enzymet. Insulin aktiveres af peptidet GLP-1 og yder tillige en påvirkning på POMC og CART neuronerne. I nucleus arcuatus stimulerer α-MSH MC4R-receptorer på GABA-neuroner, således at nervecellerne øger udskillelsen af transmitterstoffet GABA, hvilket reducerer appetitten. På samme vis udskiller tarmcellerne i tolvfingertarmen (som tidligere nævnt) kolesystokenin, der signalerer til nucleus tractus solitarius så mæthedsfølelsen fremmes. Peptidet PYY3-36 fra tyndtarmscellerne hæmmer tillige sultfølelsen. PYY3-36 påvirker nemlig neurotransmitterreceptoren Y2R for den sultstimulerende nervecelle NPY, så appetitten nedsættes. Skrumper fedtvævet, reduceres leptinmængden i blodbanerne, hvormed det sultstimulerende ghrelinhormon fra mavesækken bliver dominerende, og stimulerer GHSR-receptorer i NPY og AgRP nerveceller til at frigive NPY og AgRP transmitterstof – og udskillelsen af α-MSH undertrykkes derfor (således at appetitten nedsættes). På GABA-neuronerne forekommer NPY1R og Y5R receptorer (samme sted som MC4R-receptoreren), som ved stimulering af NPY fremmer sultfølelsen19.
I 1994 opdagede man ved rotteforsøg, at ekstrem fedmeudvikling kunne skyldes mutationer i leptingenet, således at fedtcellerne ikke udskiller leptin, og appetitten dæmpes derfor ikke. Herudover har man fundet mutationer i leptinreceptor-genet, i POMC-genet og i PC1-genet, som alle spiller en rolle for dannelsen og udskillelsen af α-MSH, hvormed appetitten forbliver høj. Dog er den mest almindelige sammenhæng mellem udvikling af fedme og genetik mutationer i MC4R-genet, således at α-MSH forhindres i at binde sig til receptoren og appetitten dermed ikke nedsættes. MC4R-mutationen nedarves kodominant. Via en lang række familie-, tvillinge- og adoptionsstudier har forskere således påvist, at genetikken påvirker udviklingen af fedme med 30-80%16. I et forsøg foretaget af RheoScience A/S avlede man to stammer af rotter – henholdsvis en rottestamme som blev overvægtige ved indtagelse af højenergifoder og en rottestamme som ikke blev overvægtige, selvom de indtog samme højenergifoder som de overvægtige rotter. Forsøget er med til at understrege genetikkens indflydelse på udviklingen af fedme20. Dog påpeger forsøget også, ligesom andre studier, at to individer med samme arvelige disponering for fedme ikke nødvendigvis bliver lige overvægtige – det danske overflodssamfund bevirker sammen med genetikken en øget risiko for udviklingen af fedme. Den fede rottestamme udviklede først kraftig overvægt da de indtog højenergifoder – havde de fået energimæssigt almindeligt foder, ville deres overvægt givetvis have været begrænset. Der er således tale om en interaktion mellem genetik og omgivelser – om en genetisk modtagelighed (susceptibility) for påvirkninger fra et fedmefremmende miljø (obesogenic environment). Studier viser, at denne påvirkning allerede kan starte i fostertilstanden, uden at fødselsvægten afspejler dette. Evolutionært set har fedmefremmende gener haft en positiv virkning for overlevelsesmulighederne i datidens samfund, hvor der var fødemangel i længere perioder og hvor fysisk aktivitet udgjorde en væsentlig større del af hverdagen21. Vores krop har via genetisk selektion tilpasset sig, så den lagrer kalorier mest effektivt og mest besparende. I dag kræves dog ingen fysisk aktivitet for at få føde og der forekommer ingen perioder med længerevarende sult – vores velstandssamfund og konsumkultur har udviklet sig så hurtigt, at vores kroppe evolutionært ikke har nået at tilvænne sig til denne nye situation, så de før gode genetiske egenskaber i dag er et problem.

Havde vist nok gang i mange engelske bøger for at skrive om emnet - og kom slet, slet, slet ikke ind på alt - simpelthen pga. pladsmangel, så måtte slette næsten 5 gange så meget om emnet desværre :( 

Ps. Kom forresten også i tanke om, at du også kan tjekke følgende (igen fra opgaven): 

Forsøg med rotter har vist, at ved indtagelse af særlig fedtrig kost reduceres frigivelsen af lipidhormonet OEA fra tarmcellerne, som ved at aktivere transskriptions-faktoren PPARα stimulerer vagusnerven, der signalerer til hjernen så fødeindtagelsen hæmmes (ligesom kolesystokenin). Jo lavere fedtprocent i kosten, jo mere OEA dannedes, jo slankere blev rotterne. Det vides endnu ikke om OEA har samme virkning hos mennesker, men der forskes nu i kemiske lægemidler der hæmmer nedbrydningen af OEA i tarmvævet. 

Forsøget foretaget af RheoScience A/S, hvor DIO-rotterne er rottestammen med genetisk disponering for fedmeudvikling, og DR-rotterne er rottestammen som ikke udviklede fedme trods højenergifoder. Det særligt interessante var, at forskerne valgte netop højenergifoder med en fedtprocent på 30, idet den danske kost i dag har en lignende gennemsnitlig fedtprocent. Forsøget kan således både være med til at vise at genetisk disponering for fedme er nedarveligt, men også, at den genetiske disponering fremprovokeres via kosten og miljøet.

Søg evt. selv videre om emnet ;)

Mange tak!! :O)

Min lærer vil også have at jeg skal komme ind under belønningssystemet og forklare hvorfor det heller ikke hensigtsmæssigt virker hos overvægtige, men så vidt jeg ved og læser mig frem til alle vegne så spiser man da fordi er blevet afhængig af at få beløning da det udløser et afhængighedsstof ( dopamin ) og ikke fordi det ikke virker hensigtmæsstig?? Nogen der ved noget om det???

Ved ikke om det er det din lærer hentyder til, men prøv at tjekke følgende kapitel om fedme fra bogen 'det medicinerede menneske' s. 86-87 (også andre dele af kapitlet kan bruges - og kig væk fra de grufulde illustrationer, idet teksten faktisk er brugbar nok!)

http://www.farma.ku.dk/uploads/media/DMM_kap._4_Fedme.pdf