Dansk stil

Hej, jeg har for første gang skrevet en feature. Ville spørger om nogen af jer havde lyst til at læse den og måske give lidt feedback og fortælle, hvad jeg kunne gøre bedre evt. sige til, hvis der er nogen tegnsætningsfejl eller sprogligefejl. Det er en rigtig vigitg stil, og jeg SKAL have en høj karaktere for den. 
ps. det er 9. klasses niveau. 
Det handler om en scene jeg oplevede i grønland, med min klasse. 

     Kulturchokket
”Men det var ikke det beskidte gulv eller den irriterende diskokugle, som gav os det store kulturchok. Det var deres dans.  Vi var forvirrede og nysgerrige på samme tid. De dansede deres grønlandske nationaldans. Den er ganske enkel, man danser bare i ring, og følger overhovedet IKKE takten til musikken.”

Af:stine andersen 

Luften var fugtig som i en sauna. Musikken var støjende, og afbrød vores tanker. Alle øjne stirrede på os. Man kunne straks læse deres tanker: ”Skide danskere, hvad laver de her” En følelse af ikke at være velkommen fløj igennem os alle sammen. 
Gulvet var sort og beskidt, som det aldrig var blevet gjort rent før.  En stor diskokugle hang i loftet som en stor diamant, der blændede vore øjne. Loftet var lavt, og gav en fornemmelse af klaustrofobi.  Men det var ikke det beskidte gulv eller den irriterende diskokugle, som gav os det store kulturchok. Det var deres dans.  Vi var forvirrede og nysgerrige på samme tid. De dansede deres grønlandske nationaldans. Den er ganske enkel, man danser bare i ring, og følger overhovedet IKKE takten til musikken.
Det var som at se en flok robotter, som bare gik i ring igen og igen uden overhovedet at gøre sig nogle tanker. De virkede helt ude af sig selv og væk fra virkeligheden.
Eleverne fra Egelundskolen så nogle sofaer i hjørnet, og satte sig derover. Sofaerne var gamle og hårde at sidde på. Varmen var heftig, og sveden var ved at komme frem på panden. Indtil videre var eleverne imponerede over, hvor smukt og oplevelsesfuldt et land som Grønland var, men ungdomsfesten var ikke en af de ting, som var imponerende.  Eleverne har slidt og kæmpet for turen til Grønland. De deltog i konkurrencen om udveksling med grønlandske elever. Den vandt de overbevisende. Glæden var stor, og begejstringen var ikke til at tag fejl af. Men det var ikke nok, de skulle have lommepenge med og skulle arbejde for det. De sled deres sko helt ned til sålerne. De fik forfrysninger i deres fingre og tæer. De arbejdede med at uddele reklamer hele vinteren. De holdte ud i det kolde danske. Eleverne har i hvert fald gjort sig fortjent til turen til Sisimiut, som er den næststørste by i Grønland.
”Heeey, kom og dans med” udbrød en af de grønlandske elever.
Straks kom forvirringen og frygten frem i elevernes ansigter.  Ingen af dem sagde noget i et stykke tid. Musikken var pludselig ikke så høj. Deres tanker for rundt i hovedet, og overdøvede musikken. De kunne ikke bare sidde på sofaerne hele aften, vel? Ville det ikke være lidt mærkeligt og en form for asocialitet?
De besluttede at prøve deres dans. Mærkeligt? det var det i hvert fald!
Alle øjne stirrede endnu engang på dem, men denne gang meget nedladende. Selv de duggede vinduer stirrede på dem. Det lille lokale føltes pludselig så tomt og småt som et indelukket fængsel. Eleverne blev en smule rundtossede og gik ud af det forfærdelige, mørke og følelsesløse rum.
De åbnede døren, og kneb øjnene sammen. Lysstrålerne som lampen på loftet udsendte, var stærke. Det var som at komme fra helvede til himmelen. Fra mørket til lyset.
Et par grønlandske elever sad på nogle stole, og spillede kort. De grinte højlydt, og gav ikke eleverne en følelse af uvelkommenhed. I højre hjørne spillede der en film på et splinter nyt Philips tv, og overfor lå en hudfarvet sofa, som var nedslidt. Der stod et par skabe op ad væggen og en hylde, hvor der lå spil m.m.
De har nu været i Grønland i 8 dage. De bor hver i sær hos en grønlandsk familie, og Skal bo der i 6 dage endnu. Byen som de bor i, (Sisimiut) har 5.400 indbygger, og på dansk hedder byen Holsteinsborg.
Rummet begyndte at lugte anderledes. En fremmed lugt. Man kunne nærmest smage lugten. Det lugtede fremmed, men alligevel virkede det så bekendt? Eleverne gik ud for at få noget frisk luft. Det var så koldt! Men det var dejligt koldt, for luften var så frisk og ren. Det føltes dobbelt så rent og frisk, fordi man lige havde været inde i et rum, som havde den stik modsatte atmosfære. Kulden begyndte langsomt at skære som små knive. Fingrene blev kolde og følesløse. Kulden trang igennem de tykke vinterstøvler, og gav tæerne en følelse, de ikke ville komme af med de næste 5 minutter.
Den enorme kulde og stærke vind fik os til at tænke på, hvor meget vi ville komme til at savne Grønland, når vi vender hjem til kedelige Danmark om 6 dage.
De ville komme til at savne den dejlige rene luft, smukke udsigt, gode sne, de grønlandske elever og mest af alt: SISIMUIT
I starten var eleverne lidt skeptiske over at bo hos en fremmed familie. De havde alle en frygt, for at noget ville ske. Vi skulle jo trods alt til et helt fremmed land med en helt anden kultur. Og flere hundrede kilometer fra vores familie. Men eleverne har i hvert fald ikke fortrudt turen altså, hvem ville ikke til Grønland? Hvilket menneske ville ikke opleve noget så smukt, så oplevelses fuldt og samtidigt enormt lærerigt?
De har heldigvis stadig 6 dage tilbage til at nyde det smukke landskab og opleve flere kulturelle ting.
Eleverne gik ind til festen igen. Dansegulvet var ligeså livløst og kedeligt som for 10 minutter siden.
”Hallo guys, lad os vise de grønlændere, hvordan man danser!” Sagde en af eleverne.
Sangen ”Day and Night” spillede over i hjørnet på musikafspillerne. En sang som eleverne kendt til.  Midten af dansegulvet var helt tomt. Først gik to ind og dansede. Bagefter to mere og sådan blev det ved, til alle eleverne dansede.
Grønlænderne stirrede denne gang endnu mere mærkelig. Måske blev de lidt fornærmede?
De synes måske, at vi krænkede deres kultur?
En anden sang blev spillet, og eleverne gik amok. Pludselig føltes det ikke ligeså tomt og kedeligt. Rummet føltes større, og den irriterende diskokugle var pludselig ikke så irriterende.  Lugten var væk og den ulækre varme, gik os ikke på nerverne. Smilet på eleverne kom frem. En masse billeder blev taget, og mest af blev et nyt minde lavet.