"Hvor er væsentligheden?"

Hey guys!

Jeg har fået til opgave, at skrive en redegørelse, om Lars Mortensens kronik "Hvor er væsentligheden?", der handler om mediernes mangel på væsentlighed i dag.

Mit problem er, at jeg ikke ved hvilke hovedsynspunkter jeg skal tage fat i. Håber I kan hjælpe! Stilen må max. være 2400 anslag.

Her er kronikken:

Lørdag 18. maj døde en mand, da han blev ramt af lynet på en golfbane i Nordjylland. En dybt tragisk historie, som fik en central placering i DRs TV Avis samme dag kl. 18.30 og 21.

Som nyhed betragtet opfylder den to af de klassiske nyhedskriterier: Der er tale om en sensation. Heldigvis er det yderst sjældent, at folk rammes af et lyn. Der er også mulighed for en vis identifikation. Tanken går uvilkårligt til de eventuelt efterladte og kan også starte overvejelser om, hvor hurtigt alt kan være slut, og hvor vigtigt det er, at vi lever i nuet. Men væsentlig, det er nyheden ikke. Det er ikke en historie som gør os klogere på den tid vi lever i.

Hvis manglen på væsentlighed i den konkrete historie var en enkeltstående begivenhed, kunne man trække på skulderen og sige, at der skal være plads til det hele. Og at det er de færreste nyheder, som kan opfylde alle nyhedskriterier. Men det er desværre ingen enlig svale. Kriteriet om væsentlighed er fraværende i mange af de nyheder, som vi præsenteres for i TV, aviser, radio og på nettet. Jeg medgiver, at jeg ikke har videnskabeligt belæg for min påstand. Påstanden bygger derimod på mange års intensivt medieforbrug.

Hvis ikke det er væsentlighed, som primært styrer nyhedsudvælgelsen, hvad er det så? Det kan siges meget klart: konflikt, sensation og dagsaktualitet.

Konflikten dækkes som en boksekamp: To med modsatrettede meninger sættes til at bokse mod hinanden. Tal og argumenter fyger gennem luften. Efter en tid slutter dommeren kampen, ikke ved at erklære en vinder, men ved at sende kombattanterne tilbage til deres ringhjørne og gå videre til næste historie. Seeren, lytteren eller læseren lades tilbage uden at være blevet meget klogere.

Sensationen var fx til stede i det indledende eksempel med dødsfaldet på golfbanen. En anden sensationshistorie, uden nogen form for væsentlighed, som hører til mine favoritter, var nyheden i radioavisen en morgen kl. 7: Tre heste i Sverige var blevet angrebet af en bjørn. Hestene fik bjørnen skræmt væk. Uden at være den store zoolog vil jeg tro, at det sker yderst sjældent. Vi har derfor at gøre med noget, som med lidt god vilje godt kan kaldes en sensation. Men det bragte mit blodtryk en kende op, at DR valgte at spilde min morgen på en så total ligegyldig historie.

Kravet om dagsaktualitet har en naturlig følgesvend, nemlig behovet for en solohistorie. Kombinationen kan føre til, at man helst præsenterer resultatet af et kommissionsarbejde, før arbejdet er afsluttet. Vi så det senest med Forebyggelseskommissionen, hvor Berlingske Tidende og Jyllands-Posten beskrev konklusionerne, før rapporten var offentliggjort. Eller med Rigsrevisionens beretning om TV2, som vi kunne læse om i flere aviser, før den var afleveret.

Ofte er det rapportskriverne selv, som lækker nyheden. Filosofien er, at det øger sandsynligheden for, at der overhovedet bliver skrevet om sagen. Som gammel medierådgiver har jeg selv benyttet tricket. Der er tale om god rådgivning, fordi man som rådgiver er nødt til at arbejde inden for de rammer, som medierne skaber. Og praksis er ikke ny.

Da en embedsmand fra Finansministeriet for nogle år siden lækkede forskellige kapitler af en budgetredegørelse til forskellige medier, var Fanden løs i Laksegade, fordi medierne opfattede det som et forsøg på manipulation. Men hvis det var manipulation, som var målet, ville ministeriet jo nok i højere grad havde solgt én historie til ét medie med den vinkel, som var ønsket. Hvis vi skruer ned for konspirationsteorierne, kunne man i stedet se handlingen som udtryk for, at ministeriet godt vidste, at hovedparten af den viden, som rapporten indeholdt, aldrig ville blive formidlet. Store studier, enten det er om velfærd, skat, arbejdsmarked eller familie- og arbejdsliv, indeholder masser af potentielle historier, men i redaktørens hoved er der kun plads til ét skud i bøssen, for i morgen er rapporten jo yesterday’s news.

Selv om væsentlighedskriteriet ikke dominerer i journalistikken, så indeholder medierne selvfølgelig stadig nyheder af væsentlig betydning. Men når de skal formidles, er kravet, at det skal være på en underholdende og letfordøjelig måde. Kravet indfries ofte ved at bruge en case, hvor vi hører såkaldt »almindelige« menneskers mening. Det kan være et ungt par, som kigger på hus, som bliver spurgt, hvad de synes om den faldende rente: »Det er vi glade for. Nu har vi råd til et større hus«. Big surprise! Jeg ved, det lyder elitært, men jeg er fuldstændig ligeglad med disse meninger. Som sociologerne siger: Der er tale om konsekvensløse privatmeninger.

Meningerne kommer ikke kun fra hr. og fru Jensen, men i stigende omfang fra såkaldte eksperter som kommentatorer og forskere. Kommentatorerne lever af deres meninger, der som regel har mest at gøre med processen og mindre med substansen. Men også forskerne, som må formodes at være inde i sagernes substans, bliver ofte bedt om at fortælle, hvad de mener, frem for hvad de ved.

Helt galt går det, når de professionelle meningsmagere kommer med gode råd til, hvad ledere i konkrete situationer burde havde gjort. Jeg har personligt haft ledende poster i den offentlige og private sektor i 15 år, og jeg har i hvert fald lært én ting: Beslutninger træffes ofte på et ufuldstændigt vidensgrundlag. Ikke alt kan afdækkes. Men lederen er dog til stede i beslutningsrummet med hvad deraf følger af adgang til relevant viden om sagen. Meningsmagerne befinder sig uden for beslutningsrummet men tillader sig ikke desto mindre at kloge sig på, hvad lederen skal eller ikke gøre.

Jeg er ikke fortaler for, at man skal undvære de professionelle meningsmagere, for de har uden tvivl en indsigt i processerne, som kan være nyttig at få formidlet. Men jeg er fortaler for, at brugen begrænses, og at der i nyhedsformidlingen også bliver plads til reel viden. Reel viden som gør os klogere på substansen og ikke mere forvirret.

Den manglende fokus på væsentlighed og det faktum, at de væsentlige historier altid skal serveres på en letfordøjelig måde, betyder, at grænsen mellem underholdning og nyheder udviskes.

Jeg tilhører den minoritet, som hverken har set X Factor eller Vild med Dans, men jeg har alligevel kunnet følge med i udsendelserne. Jeg har nemlig tjansen med at hente morgenbrød i weekenden, og det slog aldrig fejl, at jeg på spisesedlen på B.T. og Ekstra Bladet lørdag morgen kunne se, hvem der var gået videre i konkurrencen, hvem der var sure på hvem, eller hvem der havde grædt. Tænk sig: Engang var Ekstra Bladet avisen som turde, hvor andre tier, og som satte bolighajer og andre svindlere til vægs med afslørende journalistik.

Overgangen til underholdningsindustrien betyder også, at medierne har sværere ved at holde fanen højt som den fjerde statsmagt, der skal kontrollere den udøvende magt. Mediernes betydning for samfundsudviklingen svinder. Og dermed bliver det efter min mening også vanskeligere at begrunde, hvorfor staten skal yde massiv statsstøtte. Underholdning bør kunne klare sig på markedsvilkår. Klassisk, seriøs, dybdeborende journalistik af stor samfundsmæssig betydning har derimod svært ved at klare sig uden støtte. Hvis medierne vil gøre sig håb om at bevare støtten og måske endda udvide den (som det har været diskuteret), så er det næppe underholdningsvejen, de skal gå.

Kunne man forestille sig, at fremtiden byder på en yderligere differentiering af medierne, så der bliver plads til TV, radio, internet og aviser, som fokuserer på klassiske nyheder med høj grad af væsentlighed? Og vel at mærke medier med et mere nuanceret nyhedsbegreb end det eksisterende, hvor der ikke kun er plads til dagsaktualiteten, men også det tidsaktuelle. Og hvor eksperterne får besked på at fortælle, hvad de ved, og ikke hvad de mener. Kort sagt: Medier som gør os klogere.

Måske er der lys for enden af tunnelen. En undersøgelse lavet af virksomheden Firstmove og omtalt i P1-programmet Mennesker og Medier viser, at first movers stiller krav til medierne om højere kvalitet. First movers er de to-tre procent af befolkningen, som anses for at være toneangivende og nyskabende. Jeg sætter min lid til, at undersøgelsen er korrekt, og at first moverne snart bliver fulgt af flere.