Postmodernisme: Ligegyldighed?

Se fx lidt fra google: 

Postmodernismen er mest kendt på den franske postmodernist J. F. Lyotards hovedtanke: Lyotard argumenterer for at de "tre store fortællingers" tid er forbi.
De tre store fortællinger er kristendommen nationalismen og marxismen.
En stor fortælling er en kollektiv historisk arvet forståelsesramme der er skal tilfredsstille det enkelte individs grundliggende spørgsmål: Hvem er jeg? Forældrene fortæller til barnet: Du er kristen eller du er kommunist.
Disse fortællinger bryder i følge Lyotard sammen i vor tid. Ingen overordnede totalitære ideologier, filosofier eller livssyn kan længere bruges. Hegel, Marx eller Freud - alle systemer der forsøger at forklare livet ud fra  en totalitetforståelse bryder sammen og river bl.a. Berlinmuren med sig.

I stedet for disse overordnede kollektive mytiske rammer for det enkelte individs forståelse af sig selv ind i en større (social) sammenhæng, har man i den postmoderne tid kun små fragmentariske individuelt organiserede fortællinger. Det er nu op til hvert enkelt individ at skabe sin egen lille livsfortælling - vælge sin egen livshistorie.

http://www.da-net.dk/postmodernismen.html

Det frisatte menneske 

Fra omkring 1980 begynder et nyt syn på historien at gøre sig gældende, og det får afgø­rende indflydelse også på den europæ­iske litteratur.

Litteraturens grundvilkår har siden sidste halvdel af 1800-tallet væ­ret præ­get af en moderne tænkning, der på godt og ondt overlod mennesket til sig selv. Darwin og Nietzsche har i henholdsvis biologien og filosofien aflivet Gud som skaber og som den højeste mening i tilvæ­relsen. Mennesket står fra nu af alene i en verden, der hverken åbner sig opad mod et guddommeligt forsyn og en hinsides frelse eller nedad mod helvedes flammer og den evige fortabelse.

Andre fæ­nomener end tradition og religion bliver fra nu af drivkræfter i det moderne menneskes liv, ikke mindst kønnet. Fra slutningen af forrige århundrede og frem til i dag har der fundet en udforskningsproces sted, som har prø­vet at bestemme kønnene i forhold til hinanden, nu da Adam og Eva er afgået ved dø­den sammen med Vorherre og hans Paradis.

Lykke og skæbne bliver menneskelige, ikke guddommelige projekter. Det ses fx i det moderne gennembruds store romaner som Pontoppidans Lykke-Per. Individet opskrives og nedskrives i én og samme bevæ­gelse: man er på den ene side herre over sin egen skæbne, man er frit stillet i livet, på den anden side har man mistet den styring, der lå i at være et guddommeligt væ­sen, bestemt af noget højere end det jordiske liv.

Man er frisat i dobbelt forstand: man er sin egen lykkes smed, og livet bliver herefter et ambitiøst projekt, men man er også ensom og overladt til sig selv. Man har selv ansvaret, hvis ens livsprojekt kuldsejler, hvilket betyder, at man også er sin egen ulykkes smed.

Modernismen og det smertelige tab ID
Fra og med det moderne gennembrud får kunsten altså individet og dets tvetydige frihed som sit nye udsigtspunkt. Med årene viser det sig, at friheden ikke mindst er et kors, og at mennesket lider under tabet af et samlende centrum i sit liv. Modernismens historie er i høj grad en historie om det smertelige i tabet af helhed og eksistentiel mening.

Når en ny retning ytrer sig litterært eller billedkunstnerisk har det næsten væ­ret et fast mønster, at den nye tendens var kritisk. God kunst er i kunsthistorien stort set blevet identificeret som kunst, der afslø­rede forløjetheden og fremstillede menneskets triste betingelser i livet. Den dominerende modernismes varierende avantgardistiske bevæ­gelser har først og fremmest knyttet sig til den fortsatte historie om menneskets mulige frigø­relse.

Attituden i forhold til frigørelsesprojektet har skiftet lidt: i visse perioder var det bå­ret af en vis optimisme, som man bl.a. ser det i marxistisk inspireret litteratur. Man har troet på Det nye liv.

Men mestendels har positionen væ­ret skeptisk, pessimistisk. Troen på, at mennesket kunne nå frem til et lykkeligt liv på de nye profane betingelser, har stort set væ­ret lig nul i den toneangivende kunst. Herman Bang fx ser mennesket som et biologisk væ­sen i sine drifters vold, og det resulterer først og fremmest i undergang og ulykke på det sjæ­lelige plan.

Postmodernismens uanede muligheder 
Omkring 1980 er der imidlertid folk, der forsø­ger at gøre op med selve kernen i den modernistiske tankegang. Den modernistiske eksistenskrise er selv kommet i krise. En gruppe kunstteoretikere og filosoffer står frem og siger, at det er omsonst at lede efter nogen overordnet mening som erstatning for den Gud, man har mistet. De erklæ­rer, at modernismen i sin kerne er nostalgisk. Den efterspørger en mening, som er endegyldigt tabt i stedet for at se, hvilke positive muligheder det moderne liv giver mennesket.

Postmodernismen betyder dét, der kommer efter modernismen, og kernen i postmodernismen er opgø­ret med tomheden og kriseoplevelsen som det afgø­rende i det moderne liv og den moderne kunst.

I den moderne virkelighed åbner der sig sig uanede muligheder for kunsten. Muligheder, der ligner de spilmuligheder, som Hans Jørgen Nielsen i de sene 60’ernes optimistiske tro på fremtiden karakteriserer som attituderelativisme. Man kan lege med rollerne, spille spil i sproget og til en vis grad i livet. Der er ingen grund til at hænge med skuffen og acceptere modernismens mondænt-deprimerede livsholdning som den eneste mulige.

SKRIV NOTE
Eco og Calvinos leg med romangenren 
For den italienske forfatter Umberto Eco bliver den postmodernistiske filosofi en konkret mulighed for igen at skrive store, fortællende og frodige romaner, selv om modernismen for længe siden har erklæ­ret, at romanen var i krise, fordi man ikke længere kunne skrive en lang, sammenhængende historie om et menneskes udvikling. Vrøvl, siger Eco, man kan sagtens bruge romangenren, hvis blot man bruger den ironisk, leger med formen, og viser, at man forstår den som æstetisk mulighed, som spil.

Eco har et primært formål med sine filosofiske bestræ­belser, nemlig at skabe rum for, at man igen fortæller festlige og fantastiske historier, og selv henter han med flid sine litterære forbilleder i fortiden. Romanen, Øen af i går, er således en eventyrroman der foregår i 1600-tallet.

Det nye, altså det postmoderne, ved hans versioner af gamle genrer er alene, at de ikke længere fortælles med den alvor, hvormed de oprindelig blev fortalt.

Eco kan fx når som helst afbryde sin romanhelt midt i en sætning og lade den moderne forfatter indskyde nogle bemærkninger om sine vanskeligheder med at skrive romanen, så­dan som det hyppigt sker i Øen af i går, hvor han pludselig betror læ­seren, at han har dvæ­let så længe ved helten Robertos tidlige oplevelser, fordi han ærlig talt ikke rigtig vidste, hvordan han skulle komme videre med historien.

En anden af de store postmoderne italienske forfattere, Italo Calvino, gør noget, der ligner i en af de postmoderne klassikere, Hvis en vinternat en rejsende. Bogens titel lyder rigtig dejligt romanagtig, og læ­seren synker velbehagelig ned i læ­nestolen og venter på at begrave sig i en pragtfuld historie om rejsende, vinternætter, eventyr.

Det går også godt et stykke tid, indtil en anden læ­ser af romanen pludselig invaderer det fiktive rum. Denne kvindelige læ­ser har fået en bog, hvor der er fuldstændig kludder i siderne og går derfor tilbage med den til boghandelen, hvor hun mø­der en mandlig læ­ser, der også har et problem.

Ind i disse to læ­seres historie med hinanden får vi nu forskellige mulige forløb af romanen, men uden at den nogensinde gø­res færdig som den fortælling, den begyndte som. Den klassiske fiktion er eksploderet og erstattet af forfatterens leg med sit stof og sin læ­ser. Det er festligt, men naturligvis også frustrerende for den læ­ser, der vil leve sig ind i en historie, lege at historien er virkelighed og ikke blot skrift.

SKRIV NOTE
Postmoderne arkitektur ID

Blangstedgård, Odense. Byg og Bo-udstilling 1988.
© Lone Mengel
Postmodernismen er ikke en bevæ­gelse, der kan begrænses til litteratur eller filosofi. Den er i højere grad en slags generel omjustering af værdier, som kommer til at give sig udslag inden for alle kunstarter. Måske især inden for arkitektur og design.

I arkitekturen er der oplagte muligheder for en ironisk leg med traditionen, og man kan i et helt moderne byggeri ‘citere’ græske søjler. For at understrege søjlernes karakter af citat maler man dem fx lyseblå og gør det tydeligt, at de ikke har nogen bæ­rende funktion i konstruktionen.

I arkitekturen slår visse af disse postmoderne holdninger i øvrigt så radikalt igennem, at selv danske provinsbyer i dag er begavet med et større antal banker og beboelseshuse, hvor rosa portaler og et passende antal falske søjler er blevet en selvfølge. Et mere gennemarbejdet eksempel på postmoderne byggeri i Danmark er områ­det Blangstedgård ved Odense.

SKRIV NOTE
Lyotard - Postmodernisme som holdningsskift ID
Den franske filosof Jean-Francois Lyotard udgiver i 1986 en bog, der hedder Det postmoderne forklaret for børn, hvor han forsø­ger at forklare det postmodernes forhold til det moderne.

Først og fremmest slår han fast: Det postmoderne er utvivlsomt en del af det moderne. Det er det i den forstand, at vi stadig befinder os i det modernes epoke, der er ikke sket noget afgø­rende med verden, der betinger en ny filosofi om den. Hvad der er tale om er et holdningsskift.

Fra den nostalgiske hængen fast i forestillingen om helheden, tager man nu konsekvensen af den moderne splittelse og forsø­ger at skabe god kunst på de betingelser, tilvæ­relsen faktisk stiller op for os.

Lyotard vil af med de moralske kriterier for god kunst, for kunsten kan ikke på forhånd defineres. Det at skabe kunst er netop at lede efter dens kriterier i selve værket. Man skal i højere grad lade sig lede af den æstetiske proces end af holdninger:

En postmoderne forfatter eller kunstner befinder sig i den samme situation som en filosof: den tekst, som han skriver, det værk, som han er i færd med at skabe, styres i princippet ikke af på forhånd opstillede regler

Lyotard vil have respekt for det enkelte værk og ikke se det i lyset af en stor overordnet forestilling om det moderne menneskes stilling i verden, dets mulige eller umulige frigø­relse. Han konkluderer, at respekten for den æstetiske skabelsesproces og den enkelte histories indre logik betyder, at fokus må flyttes fra den store, universalistiske fortælling til den lille, lokale. Energien må flyttes fra frigø­relsesforestillingerne til det konkrete æstetiske arbejde på tekstens præ­misser. Så hans svar er »til kamp mod helheden«.

SKRIV NOTE
Postmodernismen i Danmark ID
Den postmoderne bevæ­gelse, som kommer til at spille en central rolle i middelhavslandenes kulturelle liv, slår ikke på samme måde igennem i Danmark. Her er den klassisk modernistiske tradition stærk og fø­les åbenbart i overensstemmelse med dansk temperament.

Desuden har vi i Danmark fået vores primære, filosofiske inspiration fra Tyskland og den klassiske filosofi, der netop har som ambition at fastholde tænkningen i en universalistisk bestræ­belse. Selv når man kan konstatere, at helheden er tabt, så er bestræ­belsen en samlet og helhedspræ­get forstå­else af opløsningen i den moderne verden.

Alligevel kommer den postmoderne lethed og større glæde ved det rent æstetiske til at spille en rolle også her i landet. Ligesom dette hele tiden at være opmærksom på litteraturens karakter ikke af virkelighed, men af skrift bliver en selvfølgelig del af de unges måde at betragte deres egne værker på. Især er tendensen tydelig hos Michael Strunge.

I prosaen er der også enkelte forfattere, hvorom man med megen rimelighed kan hævde, at der er tydelige postmoderne træk i deres værker. Det gælder bl.a. Peter Høeg, der debuterer i de sene 80’ere og bliver 90’ernes danske succesforfatter. Endelig kan man se postmoderne træk i meget af 90’ernes helt unge digtning.

Generelt må man dog nok konstatere, at de formeksperimenter, som postmodernismen afstedkommer i fx Italien, ikke i nær samme grad ses i Danmark. Dertil har vi for solid en tradition for melankoli og for ringe en tradition for de glitrende overflader og tilvæ­relsens forfø­rende lethed. Alligevel påvirker postmodernismen i 1980’erne og 90’erne også danske kunstneriske miljøer – måske især billedkunst og arkitektur.

http://litteraturensveje.systime.dk/index.php?id=285

Eller: 

http://dansk.dk/uploads/media/Livet_er_lidt_som_en_rejse.pdf

fra side 8 ... 

Wooooooow... tak for hjælpen!