Στ=Iα

Titlen er den rotationelle version af Newtons anden lov. Den udledes ved at kigge på et lille masse element på et roterende legeme. Den tangentielle kræft, F_tan-i, der virker på dette er:

F_tan-i = m_i·a_i

gang nu igennem med r_i, som er dellegemets afstand fra rotationscentret. Vi har så:

F_tan-i·r_i = m_i·r_i·a_i = m_i·r_i²·α    (1)

summer alle bidragene op:

ΣF_tan-i·r_i = Στ = Σm_ir_i² · α = Iα  (2)

Og man skal så vise at alle interne kraftmomenter går ud med hinanden således at Στ kun er de eksterne kraftmomenter. 

Men jeg kom til at tænke på:

Hvad nu hvis man ikke gangede (1) med r_i. Så ville man komme frem til ligningen:

ΣF_tan-i = Σm_ir_i · α    (3)

Denne ligning arbejder ikke med kraftmomenter men relaterer et rigidts legemes vinkelacceleration til summen af tangentielle kræfter, der virker på den. Alligevel kan den ikke gælde for summen af ydre tangentielle kræfter, for så ville den være i modstrid med (2), som jo siger, at vinkelaccelerationen er større jo længere væk fra rotationsaksen den tangentielle kraft virker. 
Derfor må der i (3) gælde, at ΣF_tan-i ikke kun fås ved at summere de ydre tangentielle kræfter op. Mit spørgsmål er derfor: Hvordan kan man umiddelbart se, at de interne tangentielle kræfter i et stift legeme IKKE går ud med hinanden ligesom de interne kræfter ellers generelt gør?