Det historiske overblik

Beretninger om Bastillens fald

her kan du læse om Bastillens fald 14. juli 1789. Bastillens kommandant Launay rådede over en lille mlitær enhed bestående af 80 invalider (gamle soldataer) og 30 schweizere fra den franske livgarde.

kilde 1:

Uddrag af Francois Furret og Denis Richet: Den Franske revolution 1, 1988.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

"Han(Bastillens kommandant Launay) lover en delegation fra Hôtel de Ville (Paris´ rådhus) at lade være med at skyde, hvis der bliver angrebet. Men ved éttiden om efetrmiddagen (14. juli 1789) lykkes det mængde at rænge sig ind i forgårdene helt frem til vindebroen. Launay, der føler sig angrebet, lader sine soldater skyde. Geværsalven er blodig for belejrerne, der mister omkring hundrede mand. Folket tror sig orrådt a kommandanten.

Ved Hótel de Ville fremkalder nyheden om eftermiddagen folkets raseri. Borgere og trehundrede livgardister under ledelse af Hulin, der er underofficer, og Elie, løjtnant i Reine-Infanterie regimetet, slæber fire kanoner, hentet samme morgen ved Invalidekirken (militær kirke i Paris), hen foran Bastillen og retter dem mod vindebroen.

Klokken er fem om eftermiddagen. Launay tilbyder kapitulation  af Bastillen. Elie acceptere, men hvordan vil han få den ophidsede mængde, der har følt sig forrådt, og som vil hævne sine døde, til at godtage dette? Så snart vindebroen bliver sænket, stormer mængden indenfor. Her indleder den lange serieaf grufulde massakrer. Tre officerer og tre sodlater bliver dræbt. Launay bliver trukket af sted langs kajerne ti HÔtel de Ville, slåett of forhånet og endelig hugget ned på place de la Grève. Mængden drager til Palai-Royal med deres afhuggede hoveder på spydstager."

Kilde 2:

En schweizer, der var løjtnant i denne livgarde, skrev kort efetr stormen på Bastillen et brev til sin bror i Schweiz.

(Her efetr G.Guggenbühl: Quellen zur Geschicte der Neuesten Zeit, 19554)

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

"Batsillen ligger i forstaden st. Anton i Paris. Otte tårne, der hænger sammen med korte volde, danner dette slots omkreds, som tillige også er omgivet med dyb grav. Kommandanten på dette slot, hr. grev Launay, en mand med ringe kendskab til krigsvæsen, uden erfaring, med ringe mod, henvendte sig allerede ved begyndelsen af urolighederne til hærens generaler og forlangte, at man skulle styrke besætning (på Bastilen), der den gang kun bestod af firs invalider (dvs. ældre soldatater). Han blev afvist, fordi man troede, at opstanden ikke ville blive så heftig, og fordi man ikke forestillede sig, at det kunne falde nogen ind at erobre Bastillen. Han gentog sit forlangende.

Endelig blev for at berolige ham jeg udvalgt sammen med tredive mand (fra den franske livgarde) og sendt derhen d. 7. juli 1789. Allered den første dag efter, at jeg var ankommet, lærte jeg denne mand at kende og så tydeligt af alle de foranstaltninger, som han gjorde til forsvar af sin post, og som ikke duede til noget.

Han (Launay) var så fuld af angst, at han om natten anså skyggen af træer o andre genstande for fjender, og vi af den grund måtte være på benene hele natten. Officererne i staben, den næstkommanderende, pladsmajoren og jeg selv henvendte os ofte til ham for på den ene side på grund af ligegyldige foran staltninger, som han traf, mes han forsømte de mere vigtige. Han hørte på det, syntes at give os ret, men handlede så igen ganske anderledes. Derpå ændrede han igen og viste i al sin gøren og laden den støste ubeslutsomhed. Skønt han havde aftalt med sin stab og officererne i sin garnison, hvis de blev angrebet, at forsvare slottetts ydre så længe som muligt, så befalede han alligvel d. 12. juli om aftenen, at vi skulletrække os helt ind i det indre af fæstningen og forlade det ydre, hvor hele besætningen havde opholdt sig indtil da, og som var en stilling, hovr man kunne yde stor modstand. Vi måtte adlyde. Nu befandt vi os bag firs fod høje og femten fod tykke mure, til hvilke vi havde større tillid end til kommandantens dygtighed. Om morgenen d. 14. juli kom repræsentanter for borgerne og forlangte, at man skulle overgive dem slottet. Jeg tror, at hr. guvernøren ville have gjort det, hvis ikke herrerne i staben og jeg tydeligt havde ladet ham forstå, at dette ikke sømmede sig for deres ære og ikke var i overensstemmelse med deres pligt. kl. 3 bemægtigede sig forgårdene, som vi allerede havde forladt dagen før. Guvernøren efterlod ved hver port kun en bevæbnet mand til at lukke den op for de forbipasserende og ukke den igen. Vindebroen og de porte, der førte til slottet, blev hugget i stykker. Dette kunne let ske, fordi det varr os forbudt at beskytte disse fra tårnene med vor ils. Nu kom man til den sidste låge, som isærdanner indgang til fæstningen. Efter at man forgæves havde formanet belejrerne til at trække si tilbage, da det endelig befalet at skyde på dem. Hr. Launay havde begivet sig op på  platformen med tredive invalider. Tredive andre invalider var begge sider af portalen i værelserne og skydehullerne for at beskytte denne. Det kostede besvær, inden de begav sig derhen. Først efetr megen overtalelse kunne man bevæge dem til at skyde på fjenderne. Jeg befandt mig med mit mandskab i slotsgården, lige overfor portalen, hvor jeg havde tre topundigere (kanoner), der blev betjent tolv soldater, for at beskytte indgangen, hvis portalen skulle blive gennemhugget. For at gøre dem deres forsæt om at gennembryde portalen mere besværligt lod jeg hugge to huller i den optrukne vindebor, hvori jeg tænkte at sætte to af mine kanoner for at rydde broen med dem. Men jeg kunne ikke komme nær nok på disse, til at kunne bruge dem fordel. Jeg lod derfor to rempertgevære sætte ind i dem og lod dem lade. Men man kunne ikke gøre nogen stor brug af dem, fordi fjenderne havde trukket sig tilbage bag murene i forgårdnene, hvoraf de fyrede på os gennem skydehullerne. Imidlertid havde de bragt en vogn med brændende halm hen på indgangen til broen og stukket guvernøren hus, som lå i vores gård, i brand Dette hindrede os, sådan at vi ikke mer ekunne se fjenden i stort antal. De havde fem ottepundigere (kanon) og en bombekedel, som de ikke langt derfra havde sat i batteri, og hvorfra de beskød vore tårne, fra hvilke der blev fyret mod dem med vore kanoner. På denne måde såssloges vi tre timer. De belejrende havde, som vi siden har hørt, hundrede og tres døde og sårede. Men vi havde mistet en mand og kun få sårede. Da fjenderne så, at deres skyderi prelbro der føre til portalernee. Så snart hr. Launay så disse antalter fra tårnene, syntes han fuldstændig at have tabt hovedet. Uden at rådføre si med nogen fra staben eller fra garnisonen og høre deres mening lod han gennem en tambour (soldat) give tegn til overgivelse. Jeg holdt op med at fyre, så mig om efter hr. Launay, som jeg fandt i færd med at srive en seddel, hvori han meddelte de beljrende: han havde to tusind centner krudt i fæstningen. Hvis de ikke ville modtage Kapitulationen, så ville han sprænge fæstningen , garnisonen og hele omegnen i luften. Jeg gjorde ham forestillinger og sagde: vi var dog ikke nød til det, vi havde dog endnu ikke lidt nogen skade, portene var endnu uskadt. Vi var endnu ikke sådan stillet, at vi var nød til at overgive os. Men han var ude af stand til at høre efter noget og overgav mig seddelen med ordre til at lade den komme i hænde. Jeg fik den overrakt gennem et af de huller, som jeg i forvejen havde ladet skære i vindebroen. Den forblev uden virkning. Man ville ikke vide af kapitulation. Et almindeligt hyl: man skulle åbne portene og sænke vindebroen - var det eneste svar. Jeg meldte guvernøren, hvad der var passeret, og begav mig ufortøvet til mine folk og ventede på det øjeblik, hvor hr. Launay ville fuldføre sin trussel.jeg undrede mig såre, da jeg et øjeblik senere så fire invalider, der nærmede sig portalen, åbnede den og sænkede vindebroen ned. På et øjeblik var fæstningen fyldt med folk, de bemægtigede sig os og bevæbnede os. Vi måtte frygte at blive myrdet på hundrede måder. Man plyndrede og hærgede hele slottet. Vi mistede alt, hvad vi hvade hos os.

Endelig blev jeg sammen med nole af mine soldater, som under denne forvirring var blevet hos mig, ført ud til ådhusset. På hele vejen derhen, som er ca. et kvarters gang, var gaderne og husene besat med utallige mennesker, der ike råbte andet end skældsord og trusler efter mig, til helt op på tagene. Under vejs blev to af mine soldater myrdet af den rasende mængde og adskillige alvorligt såret. Jeg slev havde under denne tur en mængde bajonetter, geværer, kårder og lanser på min kro. De, der ingen våben havde, løftet sten mod mig. Kvinderne skar tænder og truede med næverne. Således kom jeg under almindeligt hyleri med idsigt til at blive klynget op så langt som til to hundrede skridts afstand fra rådhuset, da man bragte mig hr. Launays hoved i møde på en lanse for at vi mig det. Endelig måede jeg Place de Greves, som ligger foran rådhuset. Man førte mig forbi den myrdede pladsmajor, der endnu lå i sit bod. Man viste ig den næstkommanderendes lig. Lige overfor var man i færd med at klynge tre ivalideoffcerer og tre menige op i en lygtepæl. Alle disse tre var end nu for kort tid siden hos mig, og jeg plejede at omgås dem, efetr at jeg var kommet til Bastillen med denne udsigt gik jeg op ad trappen til råduset. Man stillede mig for en rådsforamling og anklagede mig for at jeg også vr skyld i den modstand, som man havde ydet i slottet, og i det blod, der var blevet udgydt. Jeg søgte at unskylde mig så godt som muligt og sagde, at jeg ikke var skyldi, da jeg selv var en enderordnet. hvis jeg var kommet til at gøre noget ulykeligt, så kom det af, at jeg havde fuldbyrdet mine overordnedes ordrer. Endelig, for at jeg og resten af mine folk kunne undgå snoren, tilbød jeg dem min tjeneste og overgav mig til dem og nationen. jeg erklærede, at jeg sammen med mine folk var parat til at lystre, hvis jeg kunne gøre dem en tjeneste. Om pøbelen nu var træt af mord, eller om min forsvarstale syntes dem så over! Bravo! Bravo! Schweizer!" viste mig at man havde modtaget mit tilbud, og at man lod mmig vederfares nåde."

___________________________________________________________________

Opgaver ...

- Sammenlign kilde 1 og kilde 2's fremstilling af begivenhederne.

- Tag stilling til kilde 2's troværdighed. Overvej bl.a.:

* Hvilke muligheder har ophavsmanden (løjtnanten) til kilde 2 for at vide, hvad der skete under stormen på Bastillen?

* Har ophavsmanden til kilde 2 en interesse i at fortælle andet end sandheden til broren hjemme i Schweiz?

- Hvorfor sætter invaliderne sig ifølge kilde 2 imod at skyde på angriberne?

- Sammenlign kilde 1 og kilde 2's beskrivelse af kommandanten.

- Forklar forskellen i beskrivelsen af kommandante.

Svar hurtigst som mugligt , TAK