Planeternes kredsløb

Objektet som bevæger sig får hele tiden tilført energi til at fortsætte sin bevægelse af tyngekraften. Du kan lave et tankeeksperiment - forestil dig at du kaster en bold med en vis hastighed. Boldens bane vil blive afbøjet indtil den rammer jorden. Forestil dig så at du kaster bolden så hårdt, at den hastighed den falder mod jorden svarer til jordens hældning. Således vil bolden fortsætte med at falde rundt om jorden i en uendelighed. De elliptiske baner opstår, fordi objekterne accelererer mod tyngdepunket og mister fart når de bevæger sig væk fra det.

Et tyngdepunkt leverer altså energi til bevægelse, og det er årsagen til at objekterne ikke bare styrter ind i tyngdepunktet. Derfor behøver himmellegemerne dog ikke at være helt stabile i deres baner. For eksempel bevæger månen sig en anelse væk fra jorden hvert år.

#1

Planeterne får ikke tilført energi fra tyngdekraften. Deres energi er konstant.

Planeterne accelereres hele tiden mod solen, men de har samtidig en hastighed i en retning, der ikke er mod solen. Hvis planeten skulle ramme solen, ville det kræve at den komponent at hastigheden, der er vinkelret på retningen til solen, er nul. Det ville kræve, at der var en kraftkomponent, der stod vinkelret på retningen til solen, men tyngdekraften fra solen er rettet mod solen. Der vil derfor hele tiden være en hastighedskomponent, der går vinkelret på retningen til solen.

En mere detailleret begrundelse for, at banerne er eliptiske, kræver, at man stiller differentialligningerne op og løser dem.

I et system bestående af en punktformig sol og kun én punktformig planet, vil planetens bane være helt konstant. I vort solsystem er der flere planeter, der påvirker hinandens baner, så de ændres ganske langsomt.

Månen giver anledning til tidevand på jorden. Det tager lidt tid for bølgerne at flytte sig og i den tid når jorden at dreje sig. Det betyder, at tidevandet ikke er lodret under månen, men er lidt foran. et trækker månen i en fremadgående retning, mens jorden bremses.