Hvorfor flyver planeterne ikke ind i solen?

Den klump du snakker om kan f.eks. være et sort hul, for det sker nemlig i sorte huller.

Hvad er et sort hul? Og hvorfor bliver vores solsystem ikke et sort hul? HVad sker der, hvis man hopper ned i et sort hul?

+de andre spørgsmål øverst!!

Et sort hul er jo når en stjerne er død, så vil volumen af den forsvinde, mens den tiltrækningskraft den havde forbliver, dvs. hvis du forstiller dig en 25-øre, som har samme tiltrækningskraft som en stjerne.

http://bogwebs.systime.dk/cd/orbit/deniplaneter/nineplanets/overview.html

Men vil planterne af den grund bevæge sig hen mod den? Den 'står' vel stadigvæk det samme sted.

Jeg må indrømme at jeg ikke helt kan huske det, men prøv at sufre lidt rundt på det link jeg gav dig, og brug google.

http://www.geocities.com/saeles/planetsrotation.htm

Derfor flyver de ikke ind i hinanden!

a)
Planeterne falder ikke ind i Solen af samme årsag som Månen ikke falder ned på Jorden, eller satelliter ned på Jorden. Planeterne befinder sig i et frit mod Solen, men deres hastighed er hele tiden således afpasset, at faldet fører dem rundt om Solen og ikke ned på den. Mere er der faktisk ikke i det.

Du kan sammenligne det at kaste en sten vandret her på Jorden (vi ser bort fra luftmodstand). Jo større begyndelsesfart stenen gives, desto længere vil den komme. Dens banes krumning nærmerer sig mere og mere jordens krumning for større og større begyndelseshastigheder. På et tidspunkt vil banens krumning blive lig Jordens kruming. Men dette betyder jo at stenen falder ned mod Jorden med samme rate som Jorden krummer væk fra stenens bane. Stenen vil da aldrig falde ned på Jorden men faktisk falde hele vejen rundt om Jorden, igen og igen. Et kredsløb er blevet etableret.

Præcist samme fænomen udspiller sig mellem planeterne og Solen.

b)
Himmellegemernes bevægelse bestemmes af Newtons gravitationslov (eller helt alment af den generelle relativitetsteori). Man kan forholdsvis let opstille en differentilligningssystem der med udgangspunkt i denne lov udtrykker bevægelsesligningerne for et to-legeme problem. Et to-legeme problem udgøres af et isoleret system bestående af to masser under gensidig massetiltrækning.

Løsningerne til dette system viser sig at være baner der er egentlige keglesnit med det ene af legemerne (her Solen) i et brændpunkt. En ellipse er et eksempel på et keglesnit. De andre er hyperbel og parabel.

c)
Da Solsystemet dannedes forekom det at himmellegemer forenedes i fælles legemer. Disse legemers baner va da åbenbart således beskafne, at de bragte legemerne i umiddelbar nærhed af hinanden. Dette kan ikke forekomme idag. De nuværende planeters baner er meget stabile.

#4
Solen's masse er langt fra tilstrækkelig til at den ender sine dage som et sort hul. Den vil om omtrentlig 5 milliarder år smulme op til en rød kæmpe og favne ud over Mars's bane. Merkur, Venus, Jorden og Mars kan således imødese en varm afsked.

Selv hvis Solen blev et sort hul med samme masse fra det ene øjeblik til det andet ville det ikke have nogen betydning for planeternes bevægelse.

Det sorte huls gravitation er ufatteligt kraftig i nærheden af af legemet, men når man kommer længere ud end Solens oprindelige radius er gravitationen fuldstændigt den samme som før.

Man kan faktisk forestille sig at Jorden havde et sort hul med samme masse som Jorden i centrum og at der blot var tomrum mellem centret og jordoverfladen. Det ville gravitationsmæssigt ikke gøre nogen forskel for os.

Sorte huller kaldes således fordi gravitationen i deres nærhed er så kraftig at end ikke lyset kan undslippe.

De kan dannes når stjerner, der vejer mere end 3 gange så meget som Solen, "brænder ud". Det sker i hvad der må betegnes som et af universets mest spektakulære hændelser: supernovaeksplosioner. Jeg skal idag ikke komme nærmere ind på dette emne, men blot bemærke at stjernekernen vil kollapse til et ufatteligt tæt legeme idet der ikke længerer er stråletryk fra kernereaktioner til at modstå de gravitationelle kræfter.