DNA-sekvens og elektroforese

Du blander tingene sammen. Brugen af polymerase og nukleotider sker for at få mere DNA i den såkaldte PCR (PolymeraseChangeReaction). Man bruger naturens egen metode til at formere DNA't Hver kørsel fordobler mængden af DNA. Det er først når man har nok DNA, at man begynder på sekvenseringen

Har jeg ret i dette:

... et DNA, hvis baserækkefølge skal bestemmes. Til dette benyttes en såkaldt sekvensanalyse. Princippet med denne metode er at bestemme den ukendte konkurrent til strengen.

    Til at starte med opvarmes DNA-materialet til 90°, så hydrogenbindingerne mellem DNA-strengene brydes og kan skilles til to. På strengen påsættes en fremstillede primer med en bestemt basesekvens. Primeren sætter sig fast på DNA-strengen, så den passer i baseparrene (A-T / T-A og G-C / C-G).

    Dernæst tilsættes DNA’ets fire nukleotider (adenin (A), guanin (G), thymin (T) og cytosin (C)) og DNA-polymerase, der skal hjælpe nukleotiderne med at binde sig til hinanden i baseparene i forlængelse af primeren. Samtidig tilsættes også nogle nukleotider, der er konstrueret uden OH-atomet og derved ikke er i stand til at kunne binde et nyt nukleotid til sig. Disse nukleotider kaldes dideoxynukleotider.  

    Dideoxynukleotiderne er med til at afgøre, hvor mange gange de forskellige baser optræder i den konkurrerende DNA-streng. Resultatet bliver en masse stykker enkelt-strengede DNA-fragmenter med forskellige længder.

    For at afgøre hvor på den konkurrerende streng, de forskellige baser optræder, benyttes analysemetoden gelelektroforese. De enkelt-strengede DNA-stykker adskilles i en gel og lægger dem i en elektrisk boks med en positiv og en negativ pol. Da nukleotiderne er negative (på grund af fosfat-ionen (O-)) vil de tiltrækkes af den positive pol. Efter lidt ville man kunne aflæse, hvilken DNA-fragment, der er vandret længst og derved afgøre, hvilken base der sætter sig på som den første på den konkurrerende DNA-streng. Den DNA-fragment, der er vandret kortest har derimod sat sig på sidst.