svagt lys?

Als der Mond den schwachesten...erleuchten...während...der starkester

Sådan tror jeg nok det er ...afsluttede tysk sidste i sommers ;D

Als der Mond das schwächste Licht war, sollte es die Nacht erleuchten, während die Sonne, die die kräftigste Lichtquelle war, den Tag erleuchten sollte.

#2, du må godt forklare mig hvorfor det skal være sådan - har glemt alt mit tysk :D

Hvilke af rettelserne forstår du ikke?

#1 schwachesten = det er et uregelmæssigt adjektiv, hvorfor det i superlativ skal hedde schwächste.

det hedder "das Licht"

während styrer i dette tilfælde ikke genitiv

dagen er akkusativ, solen er subjekt.

prøv at spørge, hvis der er mere, der skal forklares:)

Jeg tror de eneste latinske udtryk vi har brugt er akkusativ, nominativ, genetiv og dativ, sååå :S

Her er den så på dansk:)(sådamn ca. i hvert fald)

Jeg vil gerne skrive noget om den vigtigste dag i Guds liv. Dengang var Jorden kun 6 dage gammel og hver dag var der sket nogle meget betydningsfulde begivenheder. For 6 dage siden havde Gud skabt lyset og han (jeg kalder Gud ”han”, men det betyder ikke at Gud er en mand) havde skilt natten fra dagen For fem dage siden, altså 5 dage før den dag som jeg ser som den vigtigste dag i Guds liv, lavede Gud himmelhvælvingen. Den næste dag skilte han landet og vandet, og lavede derved oceanerne og Kontinenterne. Så skabte Gud naturen; de grønne planter, træerne, alle frugttræerne og så videre. Tre dage før den vigtigste dag i Guds liv skete der ligeledes noget interessant; Gud skabte solen stjernerne og månen. Da månen var det svageste lys skulle den oplyse natten, mens solen, som var den kraftigste lyskilde skulle oplyse dagen. Den næste da skabte han dyrene, som skulle leve i luften og i vandet. Og nu begynder den dag som jeg mener, er den vigtigstes dag i Guds liv. Om formiddagen skabte han pattedyrene – altså landdyrene. Om eftermiddagen skabte Gud det mest betydningsfulde pattedyr af dem alle – mennesket. Han havde tænkt, at et pattedyr skulle være alle andre dyr overlegne. Først skabte han manden, dernæst kvinden. Gud var meget tilfreds med sin skabning – faktisk så til freds at han lod hele den næste dag være hviledag. Det menneske han havde lavet ligne ham selv; to arme, to ben, oprejst holdning og med store og stærke hænder. Men rent psykisk var de ikke så stærke. Disse mennesker skulle senere bukke under for fristelsen, og de ville altid misbruge magt. Gud følte at han havde skabt jordens hjerte og måske havde han ret. Alt hvad der overgår mennesket sker på grund af Guds fejl, fordi han ikke lavede mennesket ufejlbarligt.