dansk stil

Nogen der gider at rette min dansk stil? Eller evt. endringer? :) Så er I søde!
den skal afl. på onsdag, 1/1-06

Uvejret nærmede sig. Det var allerede begyndt at tordne lidt. I det fjerne kunne han se et lyn slå ned, og kort efter endnu et. Skyerne var grå og sorte, og man kunne se at regnen var på vej. Bølgerne brusede ind mod strandkanten og de skyllede en masse små skaldyr med sig. Nogle fugle fløj forvirret rundt over hele himlen, mens andre sad på husets tag og kanter. En fugl sad på en sten langt ude i havet, en stor bølge dæk-kede stenen og fuglen forsvandt. Og dér stod han. Det yderste sted i hans liv, uden at han selv vidste det.. Han kiggede sig lidt rundt omkring, inden han gik indenfor til sin elskede kone og deres to børn. Han glæd-ede sig til at se dem igen. I en uge havde han været udenlands på forretningsrejse og nu kom han endelig hjem. Det var meget trist uden for, med det kedelige vejr, men da han trådte indenfor, kom humøret helt til tops. - Skat, jeg er hjemme! råbte han af glæde. Han havde det billede i hans hoved, da han blev kørt hjem fra lufthavnen, at hans kone og hans børn ville komme løbene ned fra trapperne og omfavne ham, men nej. Det var ingen reaktion. Inde på bordet i stuen lå der et brev, lænet op af en vase med friske røde roser. Ved siden af lå der en æske Toms chokolade, der var halvt tømt. Han grinede lidt for sig selv, Anne og Jens, tænkte han. Han tog forsigtig brevet op og begyndte at læse det.

‘Kære Richard,’ begyndte det.
‘Vi har haft nogle problemer i den seneste tid,
som du ved, og jeg kan snart ikke klare det
mere. Derfor er jeg taget på en lille slap- af ferie på
Mallorca med Anne og Jens. De savner dig meget,
men du vil først få dem at se i næste uge. Du ved at jeg
elsker dig, men jeg kan ikke leve sådan her mere.
Alle de skænderier vi har haft, med smadrede vaser og
askebærer, det er ikke godt for os, eller vores børn.
Derfor tror jeg at det er bedst for os, hvis vi skilles.
Du vil få brev fra min advokat i en af de følgende dage..

Din Rosa’

Han stivnede som is. Han vidste at denne dag engang ville komme, og han troede at han var forberedt på den, men nej. Man kunne umuligt være forberedt på dette. Han bakkede ud mod døren. Satte sig ind i bilen og kørte. Han ville bare langt væk fra det hele. Han kørte lidt rundt i byen, indtil at han besluttede sig for at smerten skulle drikkes væk. Han kom ind i hans yndlings bar og satte sig ved bardisken. Damen der stod derinde spurgte hvad han skulle have. - En Tuborg Light, sagde han.
- Nå, Richard. Hvad bringer dig her hen i aften? havde manden ved siden af spurgt. Det var Martin, én af Richards bedste venner, men på det sidste snakkede de ikke så meget sammen mere. - Tjo.. sagde han stille og kiggede ned på sin øl. - Du mener vel, bortset fra at konen er taget på ferie med mine børn, og jeg har ikke set dem i en uge..
- Nå, jam… Han blev afbrudt. - Og, nå ja, min Rosa har forladt mig sagde han grinagtigt. Martin vidste ik-ke hvad han skulle sige. Han forblev bare stille.
- Nå, ej det er jeg sgu’ ked af, sagde han lidt efter.
- Jae, svarede Richard. Han havde ikke mange følelser i øjnene. Kun sorg.
Der var et fjernsyn længere oppe af bardisken. Nyhederne var på.
“Ja, nu til dags nyheder. Et fly er styrtet ned på Mallorca. Det skete da flyet skulle lande. Piloterne opdag-ede at flyets bremser ikke virkede og flyet styrtede ned i et andet fly, hvor passagererne skulle til at stige ombord. Alle 206 passagerer omkom i den tragiske nyhed der skete i morges kl. 10.47. Nu til sporten..”
Det blev sort for ham. Han begyndte at høre massere af stemmer. Stemmer inde i hans hoved, men lige så tydelige som rigtig stemmer. Han kiggede på Martin, hvis mund ikke stod stille. Han snakkede løs, men Richard kunne ikke høre ham. Han kiggede på bartenderen, der grinede af det, Martin sagde. Han kunne stadigvæk ikke høre noget. Han så sig omkring. Alle i baren enten snakkede eller grinede. Han tog sin pung ud af baglommen og gav penge for bajeren han havde drukket. Uden at have opdaget det, havde han givet 100 kr. i stedet for 50 kr.. Men lige nu var han ligeglad. Ligeglad med det hele. Han ville bare hjem og våg-ne op til sine børns latter og skrigen. Han ville vågne op til morgenmad med sin kone, tage ud i supermark-edet med hende. Han ville bare se dem. Lige meget om de skændes, lige meget om hans datter kaldte på ham midt om natten, fordi at der var et uhyre under sengen. Han ville bare se dem igen. Han satte sig i bilen og skruede op for musikken. Han kunne ikke høre hans egne tanker for musikken, og det var også mening-en. Han havde lyst til at dreje ud foran en anden bil, i den modsatte retning og så ville det hele være slut. Så ville han igen være sammen med sin familie. Hvis han ikke havde sin familie hos sig, hvem skulle han så leve for? Hvem skulle vågne op ved siden af ham på sengen og kysse ham godmorgen, selv efter et stort skænderi? Ingen. Nu var det kun ham selv. På en eller anden måde kom han helt og uskadt hjem. Han lagde sig til at sove. Han ville bare glemme det hele.
Hele natten i gennem havde hans øjne løbet i vand. Han kunne ikke stoppe hans mange tårer, som blev ved med at komme. Til sidst havde han ikke flere tåre tilbage. Hans øjne lukkede lidt efter lidt i, og han be-gyndte at falde i søvn.
Dagen efter da han vågnede gik han ud på toilettet. Han kiggede sig i spejlet. Hans øjne var blodrøde, og det var det under dem også. Han havde store poser under dem. Nu begyndte tårerne at trille ud igen. De kom ligeså stille. Han tog glasset der holdte de fire tandbørster, to af dem var børne- og de to andre var voksen tandbørster, og kastede den, så hårdt som han kunne, ind mod spejlet. Et stykke af spejlet ramte ham lige på kinden og borede sig dybt ned i hans kød. Smerten blev endnu større, og han skreg af hele hans kraft. Ikke fordi at det gjorde så ondt, men al hans vrede inden i, som han kun viste med tårer, al hans sorg. Efter én dag, kunne han ikke tage det mere. Han sad inde på toilettet i timevis. Sad bare dér og vuggede frem og tilbage. Han havde et stykke af spejlet i hånden, og den anden arm havde han strækket helt ud. Så, nu havde han chancen til igen at få al den smerte væk, se sine børn og kone oppe i himlen. Men en stemme i ham sagde, at han ikke skulle opgive håbet, og han vidste også, dybt inde i ham selv, at hans kone ville have at han skulle leve videre og leve livet lykkeligt. Han smed det han havde i hånden væk fra sig. Han kunne ikke, han ville ikke.
Telefonen ringede hele tiden. Folk ringede for at kondolere deres dybeste, men han var ikke parat til at snakke om det. Ikke endnu. Han kunne ikke, for så ville han bryde ud i gråd, og ville ikke kunne stoppe i-gen. Efter elleve ganges ringen, tog han telefonstikket ud. Rullede gardinerne for, så ingen kunne kigge ind, slukkede lyset og satte sig i en stol og kiggede ud i luften. Han tænkte på dem. Der var ingen der kunne forstyrre ham og der var ingen der måtte. Han ville bare være alene. Han spiste ikke, eller drak, men sad ba-re dér.
Efter fire dage hvor han ikke havde været udenfor eller spist noget gik han over til købmanden overfor. Han var ubarberet, han stank af sved og hans tænder var helt gule.
Det var sommer, og solen skinnede. Blomsterne var ved at komme op af jorden og bladene på træerne var helt grønne, og der var snart ikke plads til flere. Små børn legede ude på græsplænen med deres Barbi og Supermand bolde. En bold trillede lige så stille hen til ham, men han gik bare videre. Han var ligeglad. Han kom hen til købmanden på hjørnet.
- Jeg er virkelig ked af.. Richard afbrød ham. - Jeg skal bare have en flaske vodka. Sagde han ligeglad. Han lagde pengene på disken og gik.
- Ah, sagde han efter første slurk. Han tørrede sig om munden og tog endnu en slurk af flasken. Han var træt af at være alene, og først nu opdagede han hvor dejligt det var at se små børn lege.

TO ÅR SENERE
- Thanks, mr. Jones! Sagde han til købmanden. Richard boede nu i Californien, for at begynde på et nyt liv. Hans psykolog havde hjulpet ham igennem den svære tid, og nu var han ikke længere deprimeret. Han var lidt trist nogle gange, men det var kun når han tænkte tilbage på minderne om dem. I hans treværelseslejlig-hed havde han et børneværelse, fyldt med hans børns ting. Det gjorde det meget lettere for ham at tackle tingene. Han havde dog endnu ikke forstået, hvorfor det lige skulle ske for ham, når der var 6. milliarder mennesker, manden for oven kunne vælge imellem. Det ville han nok heller aldrig.
I svære stunder, f.eks. dagen hvorpå de omkom var det svært for ham at se på børnetingene, for så ville han bare mindes om dem, og det gjorde det meget værre. Så man kunne sige at børneværelset havde både sine gode og dårlige sider.
Alle i nabolaget kendte Richard og de syntes alle, at han var en sød og kærlig mand. De beundrede hans vil-je og hans styrke for at overleve. Han havde fået en masse nye venner, men Janet var hans bedste veninde. Han kunne komme ud med hans følelser til hende, og hun arbejde også som børnepsykolog. Det var ikke meningen, men Richard var begyndt at blive forelsket i hende. Janet havde en dansk kæreste som hun be-søgte en gang om måneden. Han var ikke glad for at de to var så meget sammen. Han begyndte at føle sig lidt truet af Richard. Men det følte Janet, at der ikke var nogen grund til. - Vi er jo trods alt kun venner, ik-ke? Hun begyndte at smågrine. - Jo, jo. Havde han sagt.
Hun vidste ikke hvad han følte for hende, men en skønne dag, skulle han nok sige det til hende, tænkte han. Når det rette tidspunkt kom. Hun snakkede om noget, men Richard hørte hende ikke. Han tænkte. Tænkte på hvordan han skulle sige det til hende, og hvordan hun ville reagere.
Den samme dag, hvor de havde snakket sammen skulle Janet til at hjem i sin bil. Hun kørte i mørket, det haglede og klokken var omkring 03.15. Janet havde dårligt syn, og hun havde glemt sine briller hos Rich-ard. Ved et stort sving, tæt ved hendes gade, kørte hun over fartgrænsen. Hun nåede ikke at reagere, in-den en stor pickup-truck kørte ind i hende. Janet var død på stedet, men føreren af den anden bil, overleve-de, så han ringede til alarmcentralet.
Richard fik det først at vide to dage efter, da han ringede hjem til hende. Det var hendes mor der tog den. Hun var kommet for at pakke hendes ting sammen, sammen med hendes mand. Det var hende der fortalte ham den sørgelige nyhed. Det gik ikke godt for ham. Han begyndte at tænke på alle de ting der var sket for ham, eller nogen han elskede. Han begyndte at blive deprimeret igen.
Han sad inden på badeværelset og vuggede frem og tilbage. Ligesom han havde gjort da hans kone og børn kom ud for flyulykken. Men nu var der en ting anderledes. Han havde tænkt sig for at tage livet af sig selv, og det gjorde han også. En dag efter uheldet, kunne han ikke klare det mere. Han tænkte hele tiden på, hvad der næst ville ske for ham. Han tog sit eget liv ved at skære pulsen over ved håndledet. Det var Janets mor, der fandt ham. Hun ville se til ham, da han ikke havde svaret tilbage på nogen af hendes opkald. Hun ring-ede for at se om han var okay, for hun vidste at der ikke skulle meget til for at han igen blev deprimeret.
Til hans begravelse var der mange mennesker. Kisten var en trækiste, og ovenpå lå der de fineste røde roser. Han blev lagt lige ved siden af Janet. Det havde hendes forældre bestemt. Der blev grædt meget, for de var begge to, to herlige personer.
At begå selvmord var noget af det bedste Richard gjorde, siden hans familie døde. Nu var han atter sammen med dem igen, oppe i himmelen.