Livet?

Haaii vi fik til opgave at skrive en stil om livet. Kort fortalt, så handler dette om hvordan jeg havde det før min bror døde og efter... Håber du gider at give en kommentar. evt. rette lidt, har lidt problemer med datid og nutid.

Mit før og nu
Mit liv
Livet? Hvorfor lige skrive om livet. Jo det skal jeg sige dig. Det er fordi, at det er det du gør, det jeg gør, det vi alle gør, og ikke mindst fordi, at du skal vide, hvad jeg føler om det, der sker om mig. Du skal lære mig at kende, min personlighed.
Livet er et stort emne at skrive om, men jeg vil forsøge at fortælle om det. Fortælle om mit før og nu. Jeg har levet to liv. Det lyder nok mærkeligt i dine øre, men det er sådan jeg føler det. For alt er anderledes nu, jeg er ikke den samme.?

Jeg blev født som alle andre, skrigende og lyserød som en gris. Åbnede mine små blå øjne op og så forskrækket ud på den skammende verden. …… Der gik ikke længe før jeg fik et navn. ”Jeg døber dig Signe Fog Nielsen” sagde præsten, mens han kom vand på mit ansigt. Jeg vrælede vildt. Min bror blev vred på præsten, så vred at han ville hente den store hammer derhjemme på gården, for ingen skulle gøre hans lillesøster fortræd.
Så tog det hele fart. Jeg lærte at gå og snakke. Tog den ene bid af livet efter den anden. Brugte alle mine følesanser. Lærte dyrene på vores gård og kende, gav dem navne og elskede dem. Legede med mine søskende og følte mig tryg, ville aldrig kunne klare at miste dem. Min barndom føles som en dans på solstråler, en skønhed i sig selv.
Men så begyndte legen også at stoppe. Jeg begyndte i skole. Mødte nye folk og fik venner. De første 6 skole år gik jeg på Grædsturup Skole, der lå i tryg omkreds, da jeg kunne se vores gård derfra. ….. Så kom jeg på Sdr. Vissing skole, lærte nye folk at kende, de forkerte. Jeg endte med at blive mobbet og flyttede skole da skoleåret sluttede. Jeg kom på Sct. Ibs skole. En by skole! Nok noget af det værste man kan vælge, når man er jyde og ikke går op i tøj og frisurer. Jeg kendte ikke en eneste, men forsøgte at tilpasse mig omgivelserne, for det havde jeg lært derhjemme. Jeg knoklede med lektierne, for at kunne følge med. Jeg lærte en del på den skole, på trods af, at jeg ikke brød mig om at være der. En af de ting jeg lærte var, at man ikke skal være ked af de små ting, men komme videre og nyde det man har nu. Det fandt jeg hvert fald ud af, for i mit andet år på skolen skete der det værste der nogensinde kan sket. Jeg mistede en af mine aller kæreste, min storbror.
Husker tydeligt den dag. The worst day in my life! Har stadig en klump i halsen, når jeg tænker tilbage. Det var den 23. november, en dag som alle andre. Jeg tog i skole. Jeg gjorde de daglige rytmer, tog knallerten op til landevejen og kørte med bussen ud til skolen. Jeg sad og kiggede på uret. Ventede på, at dens lange viser ville runde kl. 1440, så jeg kunne komme hjem. Efter at have siddet i flere timers kedsomhed, ringede klokken endelig. Jeg husker, hvor dejlig dag var, da jeg kom hjem. Jeg hjalp min søster med lektier, og nød min mors selskab.
Klokken var omkring en halv syvtiden, da min mor og søster kørte ud med nogle indbydelser til en julekomsammen. Der sad jeg så. Jeg så en af de kedelige onsdags tv-udsendelser, en af dem uden indhold. Pludselig ringer telefonen. Manden i den anden ende af telefonen ville snakke med min far hurtigt. Jeg hentede min far og sætte mig hen til tv’et igen. ”Kommer straks” sagde min far og bad mig om at blive her. Jeg hører bilen drøne ud af gårdspladsen. - Mon der nu er stukket nogle kvier af igen?
Endnu en bil drøner ind i gårdspladsen, det er min mor og søster. Min søster kommer grædende ind, har aldrig set hende græde på denne måde. – Mon er vores hest er stukket af og er blevet slået ihjel? Min mor kommer ind kort efter, hun græder også. Jeg kan ikke forstå, hvorfor at de græder sådan og spørg.
Jeg følte en hvis tomhed inde i maven, og gør det stadig, da jeg hørte, hvad der var sket. ”Rune er kørt gal, og den er helt galt! Ved ikke om han er levende!” siger min mor hyldende. ”Jeg kan ikke klare at miste et af mine børn!”. Jeg kan tydelig huske det. Hun sidder på en stol, hendes hoved svulmer op og er knald rødt, tårerne er som foldbølger. Der går et stykke tid inden at jeg opfatter, hvad der sker. Jeg mærker hvordan pulsen stiger, mens jeg bliver mere og mere bange. Vi sidder længe, jeg kigger på uret ligesom tidligere. Den er fem minutter over syv. Jeg er faldet lidt til ro. Jeg snakker med min mor, for hun er ved at gå i chok. Jeg tager hendes hænder og kigger hende dybt øjne og siger ”Mor det skal nok gå! Han dør ikke! Det må han fandme ikke!!”.
Min far kommer ind af døren. Jeg kan se på hans udtryk, at det ikke er gode nyheder. ”Han klarede den ikke. Men de kæmpede, gjorde alt for at få liv i ham. Men han var væk!”. Tårerne vælter ned af vores kinder. Sidder selv nu og græder lidt, for det er hård at fortælle om.
Der bliver ringet til de forskellige. Først min anden storbror og så resten af familien.
Min bror kommer ind, han er vred for Rune var udover at være hans bror, også hans aller bedste ven! ”Det kan FANDME ikke være rigtig!!” Siger han og slår hård i stuebordret. Han har aldrig rigtig vist sine følsomme sider, så han ved ikke, hvad han skal gøre af sig selv. Han tager bilen og kører op til ulykkesstedet, ”Grædstupbakken”. Han samler alle Runes ting selvom at politimanden siger at han ikke må.
Der sidder vi så, hele familien, venter på at de skal ringe fra hospitalet og sige at nu har de gjord ham i en fin stand. Vi sidder i to timer og venter. Minutter har aldrig været så lange, det føles som år. Jeg vil bare se ham, det er lige meget med hvordan han ser ud! Mit hoved gør ondt, jeg kan slet ikke fatte, hvad der er sket. Klokken er blevet 21, da telefonen ringer. Vores familie og nærmeste venner køre med, da vi er alt for omtumlet og kede af det.
Vi ankommer til skadestuen en halv time senere. En rare sygeplejerske følger os hen til et lille rum med stjerne lys foroven og min bror, der ligger i en seng, fint puttet som om at han bare sov. Jeg husker, at jeg går hen og klemmer ham i hånden. Kan nærmest ikke trække vejret. Han er så kold, så død? Hvorfor lige ham!
Jeg går ud igen. Jeg har det som om, at jeg skal besvime. En sygeplejerske hjælper mig hen og ligge ned. Mine øjne kører rundt i hoved på mig, min mor kommer hurtig ud til mig. Vi er alle meget kede af det. Vi beder en bøn for ham. Jeg kysser ham på kinden. Jeg kan ikke engang beskytte ham, som han gjord for mig! (barnedåb)
Næste dag vågner jeg ved et skrig. Det kan ikke være rigtigt. De næste par dage sidder jeg gemt under min dyne. Jeg vil ikke se, hvad der sker uden for. Måske går det hele bare over, og så kan jeg bare komme tilbage når, at det er godt igen?
Men på min brors begravelse kommer jeg frem. Jeg spiller det yndigste stykke musik i kirken. Da jeg har spillet sen sidste tone, føler jeg, at jeg har taget afsked med ham. Jeg ved, at jeg kommer til at savne ham.

De næste par måneder efter denne tragiske ulykke, føles mit liv kun at fungere i en radius af en 1m. Jeg kan ikke koncentrer mig om andet end mig selv. Jeg snakker med en psykolog om det hele. Fortæller så mange som overhoved muligt om det, for så ved de, hvorfor at jeg er trist.
Jeg lever i nogle forskellige faser. Chokket, sorgen og vreden. Jeg begynder at snakke med gamle venner og opbygger et godt socialt venskab med dem.
Efter hånden som tiden går, fortager smerten sig. Jeg begynder at føle mere overskud. Og lægger mærke til hvad der er sket efter ulykken. Både gode og dårlige. Jeg er begyndt at få nye venner, og leve et mere teenager agtig liv. Et live, hvor jeg oplever mere. Jeg savner selvfølgelig min bror, og tager derfor tit op til ham. Kan ikke forklare, hvor meget han har påvirket mit liv. Han har beskyttet mig, opdraget mig, drillet mig og elsket mig højt. Efter hans død er mit nye liv begyndt… Et liv, hvor jeg vil leve livet, for jeg får kun en chance og den må ikke slå fejl.