The Exorcism of Emily Rose?

Baseret på en virkelig hændelse: Læs dette ;

Her kommer lige første artikel oversat fra Wikipedia:
____________________________________________________
Anneliese Michel


Hun var en tysk kvinde(1952-1976), født i Miltenberg, Tyskland, der var overbevist om at hun var besat af seks eller flere dæmoner, og gennemgik senere en djævleuddrivelse. Opholdet på det psykiatriske hospital var heller ikke noget der ligefrem forbedrede hendes helbred. Og værre blev det, da hun begyndte at lide af depression. Da hun var dybt troende, begyndte hun at tillægge hendes tilstand som en dæmonisk besættelse. Hun blev mere og mere frustreret over den medicinske behandling, da det ikke påvirkede det, som hun betragtede som hendes rigtige problem. Langsigtede medicinske behandlinger fejlede; hendes tilstand, inklusivt hendes depression, blev værre med tiden. Fortsat plaget af dæmoniske billeder, og stigende intolerant imod hellige steder og objekter, følte hun sik sikker på at det var dæmoner, der havde besat hende.





Det er vigtigt at lægge mærke til at gennem hele forløbet af de religiøse ritualer Anneliese, som hun fik, var hun under indlydelse af kraftige doser, fra hendes læger. Medikamenter, kaldet ”psykoactive drugs”, et stof der reagerer primært på centralnervesystemet, hvor det ændrer på hjernefunktioner, så som opfattelsesevnen, sindsstemningen, bevidstheden, og adfærd.





Nedenunder er perioden med hendes medicinske behandlinger baseret på F. Goodman’s undersøgelser.





Efter de tredje slagtilfælde i Juni 1970, ved hendes ophold på det psykiatrisk hospital, fik hun den første recept på det ukendte ”anticonvulsant”, en slags anti-epilepsi medicin. Men det kurerede hende ikke fra hendes anfald; hun blev også ved med at se hvad hun beskrev som ”djævleansigter” ved forskellige tidspunkter på dagen. Medicinen har også den birvirkning at den gør at hjernecellerne mister sodium; dette kan være årsagen til hendes ”fraværende sindstilstand”.

Omtrend på samme tidspunkt, blev Anneliese overbevist om, at konventionel medicin ikke var til megen nytte, da det overhovedet ikke fik hende til at få det bedre. Hun blev mere og mere ubøjelig i sin påstand, at hendes sygdom var af spirituel slags, hvilket fik hende til at spørge kirken om hjælp til en djævleuddrivelse. Men desværre blev hun afvis på dette tidspunkt. Den samme måned fik hun recept på et andet anti-epilepsimiddel, Aolept (periciazine), der fremkalder flere krampeanfald.





November 1973 – Anneliese begyndte sin behandling med Tegretol (carbamazepine), et mere humørkontrollerende medicin, brugt ved epilepsi og maniodepressive tilstande, hvilket normalt ikke burde udskrives til raske fødedygtige kvinder på grund af den farlige bivirkning som det har på røde blodceller. Anneliese tog denne medicin tit, indtil kort før hendes død, da hun ikke var i stand til at sluge noget som helst.





September 1975 – Anneliese fik endelig lov til at få en djævleuddrivelse af kirken; ugentlige uddrivelser, hvor man brugte hele Rituele Romanum, begyndte.





Juli 1, 1976 – Den dag Anneliese havde forudsagt hun ville blive befriet, døde hun mens hun sov. Ved midnat da, ifølge hendes egne ord, måtte dæmonerne forlade hende, stoppede hendes maniske opførsel. Udmattet men rolig, faldt hun endelig i søvn, men vågnede aldrig op igen. Ifølge lægernes skrivebordsreferencer, forårsagede Tegretol epileptiske anfald, med feber og hypoxemia (mangel på oxygen i blodet). Anneliese havde alle disse symptomer, hvilket sikkert havde været årsagen – at hun led kvælningsdøden.





Anklage og retslokale tiltalerne



Efter en undersøgelse, sagde statsanklageren at Anneliese’s død kunne være undgået lige op til en uge før hun døde. Han anklagede alle fire sagsøgte – Pastor Ernst Alt og Fader Arnold Renz, såvel som forældrene – for skødesløs drab, fordi de ikke tilkaldte en medicinsk læge.

Retssagen begyndte den 30 marts, 1978, i egnes retssal og tiltrak sig intens interesse. Lægerne påstod for Retten, at kvinden ikke var besat, selvom Dr. Richard Roth, der blev bedt om medicinsk hjælp af Fader Alt, hævdede efter uddrivelsen han bevidnede 30 maj, 1976, at ”Der er ingen indsprøjtning mod Djævlen.”


Præsterne blev forsvaret af advokater betalt af kirken. Forældrenes forsvar påstod at uddrivelsen var lovlig og de havde den tyske grundlov beskyttede borgere i deres ubegrænsede anvendelse af deres religiøse trosretning.





Forsvaret spillede båndene fra forskellige møder, sommetider hørte man dæmonerne skændes, hvilket beviste at Anneliese uden tvivl var besat. Begge præster præsenterede med dyb overbevisning, at hun var besat og endelig blevet sat fri med djævleuddrivelsen, kort for hendes død


I sidste ende, blev de anklagede fundet skyldig i manddrab på grund af forsømmelse og fik en seks måneders betinget dom. Det blev en hårdere dom end de fleste mennesker havde ventet. Det var også meget højere end anklagernes krav, som havde bedt om at præsterne skulle betale en bøde, samt at forældrene skulle findes skyldige, men ikke straffes for det.





Opgravning





Før ressagen, spurgte forældrene om tilladelse til at grave resterne af Anneliese op. De gjorde det, fordi de modtog en meddelselse fra en nonne fra Carmelite Ordenen, fra Allgäu i det sydlige Bayern. Nonnen havde fortalt forældrene, at hun havde fået et syn om at deres datters krop stadig var intakt, og at det var beviset på den overnaturlige karakter i hendes sag. Den officielle grund givet af forældrene for at give tilladelse til at grave hendes lig op, var at Anneliese var blevet begravet i hast i en billig kiste. Næsten to år efter begravelsen, den 25 februar, 1978, blev hendes rester overflyttet til en ny egetræskiste med en tinlinje.





De officielle rapporter, som er, til dags dato, ikke er blevet bestridt af nogen autoriteter, fastslog at kroppen havde gået igennem en konsekvent nedbrydning. Fotos, der blev taget under opgravningen blev aldrig udgivet. Nogle spekulerede over den måde som de overflyttede Anneliese’s krop over til den anden kiste, ved at holde fat i hendes fødder og hænder, hvilket indikerede at kroppen ikke havde været helt opløst. De anklagede djævleuddrivere – Anneliese’s forældre og de to præster – blev nedslået over at se resterne af Anneliese. Fader Arnold Renz påstod senere at selv han, var blevet afvist fra ligkapellet.





De seks dæmoner der besatte hende var Lucifer, Kain, Nero, Judas, Fleischmann, som måske har været den vanærede præst Franken fra det 17. århundrede og Hitler.





I Emily Rose filmen, er Hitler og Franken erstattet af Belial og Legion, to dæmoner, der i biblen fortælles at de besatte folk.





Arv






Biskop Joseph Stangl, der godkendte uddrivelsen, og var i kontakt med de to præster adskillige gange igennem breve i sagen, blev også undersøgt af statsautoriteter, men de besluttede sig til ikke at tiltale ham eller bede ham tale ved retten, på grund af hans alder og dårlige helbred. Biskoppen udtalte at hans handlinger var alle indenfor grænsen for den Kanoniske lov





Retssagen, der blev kaldt Klingenberg sagen, blev grundlaget for Scott Derrickson’s film fra 2005, The Exorcism of Emily Rose. Filmen afviger betydeligt fra den virkelige begivenhed (F.eks. filmen foregår i USA og Anneliese blev kaldt Emily Rose, og retssagen, blev vist med et væsentligt anderledes resultat).





I dag, er Anneliese’s grav i Klingenberg am Main, besøgt af en masse kristne, der anser Anneliese Michel en from tilhænger, der gennemgik ekstreme lidelser, for at befri mange mennesker fra Helvede.
_________________________________________________

Kilde: http://www.selvet.dk/forum/topic.asp?TOPIC_ID=11226