Rettelse af storskriftligopgave

Hej, igen jeg har lige lavet om på min opgave, hvis der er en til at læse den igennem angående sprogfejl?

Indledning:
Tyrkiske/kurdiske forældre i dette land opdrager i nogle forfatters øjne til en overvejende kollektivistisk livsform, men det er ikke alle tyrkiske/kurdiske forældre der opdrager ud fra denne opdragelsesform. For tyrkiske/kurdiske familier/forældre opdrager børnene ud fra socio-økonomiske forhold i Danmark og/eller Skandinavien, men dette påvirker ikke disse forældre at opdrage deres børn ud fra den kollektivistiske livsform.
I forbindelse med vores psykologi projekt, har vi fundet ud af, at der bliver brugt forskellige opdragelses metoder. Men de tyrkiske/kurdiske forældre, som kommer fra landsbyer i Tyrkiet, bruger stadig den opdragelsesmetode, som er præget af den kollektivistiske livsform.
Da de tyrkiske/kurdiske børn ikke integrerer sig i den danske samfund, kan de få konsekvenser såsom, i social relation med andre elever, eller de kan ende med at, deres livsmuligheder ikke bliver som de danske børn, fx at få en uddannelse. Hvad kan skolen og lærerer gøre, i forbindelse med integration af forældre? Hvordan kan lærerer løse dilemaer mellem skolen og hjemmet?

Problemformulering:
- Hvilke opdragelsesformer er fremherskende i specielt tosprogede børns hjem?
- Hvilken betydning har børnenes opdragelse i hjemmet for deres uddannelse, hvad kan skolen/læreren gør, for at skabe en bedre fremtid for tosprogede børn?

Metodeovervejelser:
I forbindelse med vores pædagogikprojekt, har vi tænkt os at besvare problemformuleringen ved at bruge Pierre Bourdieus´ teori om habitus og kapital. Til vores problemformulering 2 har vi interviewet en tosproget lærer fra Høje-Taastrup-området Adnan Agacanoglu, som har arbejdet med tosproget forældre og børn, hvor han har været med til at løse deres konflikter i forbindelse med folkeskolen.



Hvilke opdragelsesformer er fremherskende i specielt tosprogede børns hjem?
Det danske samfund bygger på et individualistisk livssyn (jeg-kultur) i modsætning til mange fremmedkulturer- især mellemøstlige , disse har oprindeligt et kollektivistisk livssyn (vi- kultur).
I tidligere tider har danskere også haft et kollektivistisk livssyn, men livssynet flytter sig med samfundsudviklingen. Jo mere dynamisk samfundsudviklingen bliver, jo mere fremtrædende bliver det individualistiske livssyn.
Det danske samfund vægter uddannelsessystemets individualistiske værdier. Elevens personlige udvikling er i centrum, elevens skal tage medansvar for egen læring, for erhvervslivet efterspørger personlige kompetencer, for eksempel med sosu-uddannelesen forventer sociale kompetencer og lærings- og udviklingskompetencer.
Kollektivistiske samfund bygger på en opfattelse af familien (slægten) som det
centrale. Familien skal bevares som en helhed, hvoraf individet kun er en del, hvilket giver mindre frihed til individet og et stort ansvar overfor hinanden. I familien videregives de holdninger og værdier, der er med til at skabe familiemedlemmernes identitet.
For de tyrkiske/kurdiske forældre som vi har fokuseret på, er det den kollektivistiske opdragelsesform der er fremherskende. Dette kan skyldes deres kvarter, hvor de bor, som ikke er integreret i endnu. Eller det kan også skyldes, erfaringer fra barndommen. Altså det betyder at integrationen som disse forældres børn har brug for, er ikke præget ind. Det vil sige, at disse forældre har ikke brudt den sociale arv, de fører stadig deres værdier videre til deres børn. Men disse forældre tænker ikke på, at de lever i et andet land, hvor tingene udvikler sig meget dynamisk, men nej de følger deres tankegang, uden at tænke på at deres børn gå i en dansk folkeskole..

Hvordan bliver den social arv overført?
Social arv belyst af Pierre Bourdieu (fransketnolog, sociolog og filosof 1930 – 2002) arbejder ikke direkte medbegrebet social arv, men teorierne om habitus og kapital giver et nuanceret billede af begrebet. Ifølge Bourdieu kropsliggør mennesket, de erfaringer det får gennem livet. De objektive livsvilkår mennesket lever under, lagres i kroppen og skaber habitus. Habitus er en før-bevidst orientering, der får kroppen til at handle fornuftigt uden at tænke rationelt, det vil sige, at de tyrkiske/kurdiske forældre handler udfra den opdragelse de har fået og ser verden ud fra den ramme, som deres forældre har opdraget dem til. Det samme er gældende for social arv. Det er ligeledes ydre påvirkninger, som lagres i kroppen og som påvirker vores måde at tænke og interagere på. Det samme gælder for de tyrkiske/kurdiske forældre, som er meget påvirket af omverden, for de kan ikke handle uden at tænke på, hvad han/hun siger om sin familie. Begrebet habitus skabes i sociale sammenhænge, og kun i en social kontekst kan man blive bevidst om sin habitus. De tyrkiske/kurdiske forældre og deres børn oplever vanskeligheder, når deres børn begynder i skole, fordi forældrene og børnene møder et andet social miljø. Bourdieu udtrykker med sit habitus begreb, at vi gennem vores opvækst opbygger ”noget” som er resultatet af vores mange forskellige erfaringer, og som styrer vores handlinger, uden at vi er os det bevidste. Dette ”noget” er habitus. Det interessante ved Bourdieus” habitus” i forhold til social arv er, at det giver et nuanceret billede af det enkelte menneske. Mennesker er ikke ens, fordi deres forældre kommer fra et andet land eller fordi de ikke fungere på arbejdsmarked og de skal ikke behandles ens habitus bliver, ifølge Bourdieu dannet af forskellige kapitaler, som samlet bliver betegnes om symbolsk kapital. Disse kapitaler omhandler tre områder: økonomisk kapital, der handler om indtægt og formue, kultur kapital, der omhandler uddannelse og social kapital, der omhandler netværk og familieforhold. For at fungere optimalt i samfundet, skal man have en nogenlunde lige fordeling af den symbolske kapital. I samfundsmæssige henseende er det således kulturkapitalen, der først og fremmest bliver lagt vægt på, i det uddannelse og det at kunne klare sig selv ses som væsentligt for at kunne fungere og klare sig optimalt i samfundet og derved have ”det gode liv”. Tidligere var det den økonomiske kapital højere sat. Her var det formuen der talte, hvorimod det i dag er uddannelse der tæller. Problemet i de tyrkiske/kurdiske familier er, at deres symbolske kapital er lav, og derfor er det svært for dem at leve op til samfundets krav, for dem er uddannelsen ikke på det øverste plan. Dette ses også ved, at den habitus, børnene fra de tyrkiske/kurdiske familier kommer med er anderledes end samfundets. Dette kan giver problemer, men i disse tilfælde kan samfundet gå ind, og bevidst at prøve at påvirke personen i den ønskede retning.

Hvilken betydning har børnenes opdragelse i hjemmet for deres uddannelse, hvad kan skolen/læreren gør, for at skabe en bedre fremtid for tosprogede børn?

Disse tyrkiske/kurdiske forældre som ikke endnu har brudt den sociale arv, opdrager stadig deres børn udfra den kollektivistiske livsform. Dette kan give deres børn alvorlige konsekvenser i forbindelse med deres uddannelse, og det sociale i skolen/klassen mv., fordi disse forældres adfærd påvirker deres børn og det medfører en dårlig samspil mellem skolen og hjemmet, da de vil modarbejde hinanden. De tyrkiske/kurdiske forældre som er i den kategori, hvor de ingen dansk kundskab har, ved intet om skolesystemet osv.. I disse tilfælde vil de forældre altid modarbejde systemet, ved at holde børnene hjemme fra lejrskole, ekskursioner, aftenarrangementer etc.. Især pigerne bliver holdt hjemme, når det handler om aktiviteter der er ude fra skolen eller hvis pigen skal sove et andet sted end hjemmet. Derfor er der ret mange som ender med at fravælge folkeskolen efter nogle år, og de sender så deres børn på en friskole. Det er deres manglende viden om systemet, der sætter de tyrkiske/kurdiske forældre i dilemma, fordi de ved ingenting, de har kun tillid til at deres børn får undervisning og at de lærer noget. Men mange af forældrene undlader at støtte deres børns læringsproces ved at læse lektier med dem, spørge til skolens fag og lærebøgerne, se i skoletasken mv.
Nogle af de tyrkiske/kurdiske forældre er interesseret i deres børns skolegang, og har en stor tillid til systemet, men dette kan give den risiko at, de ikke tænker at de ikke behøver at kontakte skolen og/eller læreren mere. Skolen er en respekteret institution, lærerne er professionelle folk, der udfører deres arbejde godt, derfor er det nemmere at overlade det hele til lærerne.
Tyrkiske/kurdiske forældre ved ikke noget om, hvad skolen kræver af dem selv, fordi de ved ikke hvad forældresamarbejde drejer sig om. Når de endelig møder op til forældremødet, er de tavse og svare kun med enstavelsesord. Derfor oplever mange skoler, at det er svært at få en dialog i gang. Undervisningsministeriet foreslår desuden, at der afholdes såkaldte forventningsmøder, hvor forældre og lærere udveksler synspunkter om forventningerne til det at gå i skole, om undervisningens form og indhold, og om hvordan forældrene kan bakke det op, om de ting der sker på skolen fx., ved hjælp af højtlæsning, snak med barnet om skolen etc.. Dette er meget svært at stå med de tyrkiske/kurdiske forældre der intet sprogkundskab har.
Disse små og store konflikter forældrene har med skolen/lærerne, påvirker deres børn og deres børns fremtid, fordi der er ingen støtte, motivation, opbakning mv. fra forældrenes side til deres børn, derfor mister deres børn lysten til at studere videre. Her får skolen/lærerne en stor opgave, for at vi ikke mister disse børn, men give en stor indsat ved forældresamarbejde, fx med:

? Lærerne kan give forældrene et tydelig signal om, hvilken rolle de har i forhold til børnenes skolegang
? Forældrene skal opfatte sig selv som en ressource i børnenes læringsprocesser
? Forældrene skal forstå, hvad der sker i skolen, og de føle sig trygge
? Der kan bruges tolk
? Der kan bruges mere mundtlige kommunikation end skriftlige
? Lave fælles arrangementer på skolen og give ansvar til etniske forældre ved at passe borde, lave mad optræde mv.
? Fællesspisning i klasser, hvor forældre kan komme med hjemmelavet mad

Konklusion
I gennem vores opgave er vi kommet frem til, at det er den kollektisvistiske opdragelsesform der var fremherskende. Opdragelse er en vigtig del af et menneske, alle får en form for opdargelse, selvfølgelig har alle frihed til at opdrage forskelligt. Men der er et krav som de tyrkiske/kurdiske forældre overser intergretion. De intergrerer sig ikke eller nok, dette medfører at deres børn får alvorlig problemer i skolen. Disse forældre som vi fokuserer på, er forældre som ikke har en uddannelse, og disse forældres børn vælger at gå efter deres fars/mors/nær familiemedlems fodspor, det bliver accepteret, bare barnet tjener godt ind til familien, pga. manglende viden sker alt dette her. Børnene får ikke brudt det sociale arv, fordi de bliver påvirket af den ydre omverden.
For at ikke miste disse børn, kræver det en stor indsat fra skolens og lærens side, de skal have tålmodighed, kigge på tingene fra forældrenes side og brug en tolk til møderne med tosprogede forældre.