Stil (rette)

Hejsa, håber der er en der vil rette denne her:) Det vil jeg sætte pris på.

Slægten:

Slægter følger slægters gang siger et gammelt ordsprog og de tætte bånd til ens egen slægt kan være overordentligt stærke. Vi er alle af samme slægt, hvis vi da går langt nok tilbage i tiden. Vi stammer oprindelig fra omkring middelhavsregionen, men nogen sikker viden har vi ikke, men gamle skeletfund tyder imidlertid på, at vor forfader homo erectus (det opretstående menneske), er to millioner år gammelt. Det kan man slutte ud fra den såkaldte kulstof-14 metode. Det moderne menneske, homo sapiens (det vidende menneske) kom først senere og er et par hundrede tusinde år gammelt. Derfor stilles der f.eks. spørgsmålet som: Hvad er det, der gør blodets bånd så stærke? Ja, en af forklaringerne er vel, at man arver sine forfædres gener, man genkender sig selv i sine børns stærke og svage sider. Mange egenskaber er arvelige, således f.eks. har den store Bach-familie med komponisten Johan Sebastian Bach, som er i spidsen for en børneflok på ikke mindre end 27 individer, som har arvet en musikalsk evne, der ikke er set før. Hans slægt vil blive husket i mange år endnu. Mange af hans børn blev også store komponister f.eks. Johan Christian og Philip Emmanuel hvor musikken jævnligt bliver spillet den dag i dag, selvom Bach levede fra 1685 til 1750. Bach var selv ud af en musikerfamilie og i Danmark har vi en betydningsfuld musikerslægt, nemlig Koppel-slægten. Man får uvilkårlig den tanke, at vore gener har noget at gøre med vores evner eller mangel på samme. Genteknologien kan måske en dag være med til at kaste lys over problemet og måske, hvem ved? Måske kan også jeg blive en stor komponist, hvis jeg får indopereret det rette gen? Eller måske noget andet stort. Man skal dog stadig huske på, at man kun kan blive ”stor” hvis andre er små. Alt har sin pris. Udsendelsen ”Sporløs”, der har kørt i nogle år, er elsket af mange. Selv sørger jeg altid for at have et par lommetørklæder liggende parat til de tårer, som jeg fælder undervejs, når far og datter, mor og søn eller hvem det nu kunne være der blev forenede efter årtiers adskillelse. Ja, man kan vel næsten sige, at man her stifter bekendtskab med den ægte kærlighed i bibelsk betydning, savnet har været stort, overvældende, man søger tilbage til sine rødder, man vil have besvaret spørgsmål så som hvem man er? man vil med andre ord lære at forstå sig selv, sine længsler, behov og drømme, men egentlig også sine muligheder og skavanker, for selvfølgelig har medaljen en bagside. Man har set familier, hvor kriminel adfærd er arvet fra generation til generation. Selv her ønsker man at kende sin familie for at finde årsager og måske også i det håb om at kunne bryde den onde cirkel, at kunne knække båndene til slægten. Ja, men hvad så med den slægt, der ikke fik noget: Arbejdsmanden, lagerarbejderen eller ham, man går forbi på gaden uden at skænke ham en tanke? Og hvad med de, der mister kontakten med familien som følge af misbrug, de udstødte, alkoholikerne, narkomanerne, de hjemløse og alle de andre uden forbindelse til slægten? Jeg synes godt, at vi kan være stolte af vor slægt, vi hænger billeder op på væggene af vore forfædre, konger, kejsere og adelsslægter. Er det i et spørgsmål om at hævde sig i forholdet til de mere ”ubetydelige” mennesker, der til daglig omgiver os? I så fald er det et udtryk for mindreværdsfølelse et: ”Man er noget i kraft af ens slægt og ikke i kraft af egne bedrifter”. Rigdom, magt og indflydelse har bragt mange mennesker til fald, hvor man til sidst bliver usynlig, ensom i al sin pragt og så er der jo ingen. Jeg tænker på næstekærligheden, på det at elske sin næste, som sig selv, hvor man har tid til hinanden, tid til andre end lige familien, tid til at besøge den ensomme enke, den gamle på plejehjemmet, det syge barn på hospitalet og hvor ingen behøver at føle sig ensom. Alle disse mennesker er min familie, min slægt.



Kristendommen:


Kristendommen er en religion, der har fulgt mennesket siden det kunne tænke og tale: ”Hvem er jeg, hvorfor er jeg her, hvem er min slægt og hvor kommer jeg fra?” spørger man, men har ikke fundet et tilfredsstillende svar. Den type spørgsmål har ædt sig ind i sindet på enhver, måske findes der slet ikke et svar, måske er universet blot en tanke, et begreb? Usikkerhed, uvidenhed og rodløshed er ubærligt for et menneske. Da det ikke kan få et direkte svar af videnskaben, af troldmænd eller gennem overtroen, så opfandt man noget mere varigt, man lage øre til Jesus, Guds søn, frelseren, der lovede os et evigt liv i salighed, hvis vi blot troede på ham, fulgte ham, det vil sige udførte og fortsatte hans gerninger og skrifterne fra hans disciple: Lucas, Johannes, Marcus og Mattæus er stadig grundtrappen i vores kirkes prædiken om søndagen, ved begravelser, bryllupper, konfirmation og barnedåb. Utrolig mange mennesker, ja langt størstedelen af verdens befolkning finder trøst overfor livets genvordigheder gennem det skrevne ord og dermed også gennem den Luthers-Evangeliske kirke og som er grundlaget for vores egen religion. Kristendommen har navn efter Kristus, frelseren fra Nazaret, der ofrede sit liv for vores skyld, så vi kunne komme i himlen i betydningen få det evige liv i salighed og glæde. Vi venter stadig efter mere end 2000 år på Jesus genkomst, på frelserens genopstandelse, der skal varsle fred og frihed i verden. Der får man vel den tanke, at troen i sig selv er nok. Er man stærk i troen, så er der et ord mod alt ondt i denne verden. Især det at miste sin ægtefælle gennem mange år, at miste et barn eller at miste nære venner og at blive alvorligt syg er uudholdeligt for mange uden trøstende ord fra Biblen. Derfor ser man også fortrinsvis mange ældre mennesker i kirkerne. Martin Luther, der gik imod den herskende Pave og hans katolicisme og dannende sin egen skole. Kristendommen indførtes i Danmark ved Harald Blåtands magtbud i år 965, men der skulle gå mange år med de gamle aser, vikingetiden og alskens overtro især blandt landsbefolkningen, før Kristendommen for alvor slog rod og blev folkets tro. I starten var kirken en væsentlig magtfaktor, sommetider mere magtfulde end kongen. Bonden betalte det såkaldte tiende til kirken, det vil sige 10 % af hvad han fik i udbytte af jorden og kirkens formuer voksede til det helt ekstreme. Der blev bygget klostre og ofret formuer på udsmykning af kirker. Tænk bare på freskomalerierne af Michelangelo i Skt. Peters kirken i Rom, men en dag fik kongen for meget, han afskaffede tiendet og adskilte stat og kirke til her hvor vi står i dag ved et sekulariseret samfund. Vi er næsten tilbage, hvor vi startede, folk har igen mistet troen, kirkerne står tomme, budskaberne når ikke ind til et hjerte, det materielle, Fandens gaver til menneskeheden har igen taget over og dominerer vores liv.


Videnskaben


Videnskab dækker et umådelig stort felt. Lige siden tidernes morgen har man søgt svar på naturens gåder, drevet dels af nysgerrighed og nød. Vi skal tilbage til grækeren Ptolemæus og hans verdensbillede med jorden som universets centrum og stjerner på himlen, der sad fast, på den flade jord. Vi haster skyndsomt videre til Arkimedes og hans lov om legemer, der nedsænkes i væsker og Phytagoras om den retvinklede trekant. Der har været mange store videnskabsmænd og –kvinder (Marie Curie indenfor radioaktiv stråling), der har ydet betydelige bidrag til naturvidenskaben. Galilei, der opfandt kikkerten og fandt ud af, at ting falder lige hurtigt mod et tyngdefelt i lufttomt rum og den måske største af dem alle nemlig Isac Newton, der fandt frem til de love, der gælder i vores koordinatsystem, det Euklidske retvinklede system. Newtons love er så vigtige for al naturvidenskab. De love danner grundlaget for al naturvidenskab, men senere ændrede Albert Einstein (i 1905) vores grundsyn ved sine postulater. Rummet krummer, tiden er relativ og dermed ville to personer opfatte den forskelligt i forhold til hinanden, hvis de bevæger sig med hastigheder nær lyset. Vi må ikke glemme Egen H.C. Ørsted, der opdagede elektromagnetismen, Niels Bohr, der opstillede den første atommodel med en kerne og en elektronsky uden om og Mendelejev opstillede det periodiske system, nu kunne man se, at guld ikke kunne dannes ved kemiske metoder, det er nemlig et ædelt metal, så alkymien forsvandt fra jordens overflade, disse før-videnskabsmænd, der troede at man kunne fremstille guld af andre metaller og på det seneste har kvantefysikken med Heisenberg og Schrödinger indtaget scenen med nanoteknologien og teorien om det sorte stof, sorte huller, umådelige tyngdefelter i universet som de sidste skud på stammen. Alene fysikken kræver en fyldig lærebog for en fyldestgørende beskrivelse, så alt i alt er dette kun en ganske lille mundsmag på vores største teoretiske og praktiske felt, naturvidenskaben, som mennesket ofrer umådelige summer på at forske i hvert år. Tænk blot på månelandingen og udforskningen af rummet og på satellitterne. Ja man bliver helt rundtosset af alt dette, der er mere, end en enkel menneskehjerne kan rumme og derfor opfandt vi også computeren til at holde styr på dataene. Hvad fremtiden vil bringe af nyt, kan vi kun gætte om, men min fornemmelse er, at vi er langt fra målet. Om vi nogensinde når til bunds i mysterierne omkring vort univers, kan kun tiden vise. Finder vi nøglen, finder vi Gud, så tror jeg, at det betyder universets endeligt, for så forsvinder motivationen til at leve. Men lad os nu bare (sådan rent teoretisk) antage, at vi en dag når til bunds i alle mysterier omkring vort univers, at vi finder De Vises Sten, Den Hellige Gral, ja at vi finder Gud, vil det så ikke betyde enden på universet? Hvis vi ved alt, kan alt og erkender alt, så er der ikke længere brug for fantasi, eventyrlyst, forskning og kunst. Men så er der heller ikke brug for mennesket, for mennesket er netop kendetegnet ved sin søgen, sin nysgerrighed og sin eventyrlyst.


På forhånd tak