Forligelighedsprøven

En forligelighedsprøve er en test der undersøger forligeligheden mellem donors erythrocytter og patientens/recipientens plasma (der jo indeholder eventuelle antistoffer mod andre blodtyper), med andre ord, undersøger om donors blod kan modtages af recipienten.

Der testes for AB0 og Rhesus-forlig mellem donorerythrocytter og patientens plasma, men patientens plasma (igen husk på patientens plasma indeholder hans/hendes antistoffer) testes også for et standartiseret udvalg af andre blodtype-systemer, de såkaldte irregulære blodtyper. Dette gøres pga. der findes langt flere blodtypesystemer end rhesus og AB0, det er blot disse to der er mest hyppige og kraftige i respons, især AB0. Patientens plasma blandes med et udvalg af andre erythrocytter hvor man ved, at disse indeholder netop den blodtype man er interesseret i at teste for, fx blodtype X. Hvis der ikke forekommer et respons - altså patienten har ikke antistoffer mod blodtypen X - er det nok at tjekke for AB0 og Rhesus-forlig mellem donor og recipient, men hvis der forekommer et respons på blodtype X skal donors blod også mache på denne irregulære blodtype og det kan være fandens svært at finde et match her.

Alle antistoffer mod fremmede blodtypesystemer bortset fra AB0-systemet kræver at patientens immunforsvar skal "se" antigenerne først, ganske ligesom når du opbygger resistens mod fx stivkrampe via en vaccination. Det er derfor en Rh-negativ kvinde ikke angriber det første Rh+ barn idet kvindens immunforsvar først "ser" Rh+ antigenet ved graviditeten. Ved nr.2 graviditet med et Rh+ foster vil antistofferne da være dannet og der vil her ske et immun-angreb på fostrets erythrocytter. Dette gælder også for de irregulære blodtype-antigener, så derfor er det vigtigt at huske at hvis en patient der er blevet testet negativ for antistoffer mod blodtype X og dermed får donor-blod der ikke er testet for andet end AB0 og Rhesus (og dermed sagtens også kan have blodtype X) så kan patienten godt næste gang der gives blod have dannet antistoffer mod blodtype X og dermed ikke kunne modtage doners blod længere.

Standarttesten på hospitalet blev før udført ved at blande en opslemming af donors erythrocytter med patientens plasma og observere evt. koagulation - den såkaldte cross-matching-test. Idag udfører en computer denne test der beskrives som den såkaldte BAC-test du altid vil se påført transfusionsposer til intravenøs administration. Idet en computer udfører testen behøves der ikke tjekkes for forligelighed ved hver eneste blodpotion til en patient og forløbet kan da gå hurtigere (og billigere). Dog skal patientens plasma som førnævnt pga. irregulære antistoffer altid testes for disse, ca. efter hver 10'ene blodstransfusion eller hvis der er gået langt tid inden sidste.

Komplikationerne der kan opstå ved en mismatch mellem donorblod og patientplasma er:
•For AB0: Akut transfusionsrelateret intravaskulær anæmi - Farligt idet der forekommer koagulation overalt i kroppen der blokerer for bloodflow. Der ses først en smerte/rødme/hævelse ved den venøse adgang der spreder sig til resten af kroppen. Der ses feber, forhøjet blodtryk, og smerter i ryggen pga. nyrene blokeres af blodpropper. Til sidst ses kredsløbsstop med efterfølgende hjertestop, respirationsstop og irreversibel hjerneskade...og patienten dør.

•For rhesus og irregulære typer: Akut transfusionsrelateret extravaskulær anæmi - knapt så farligt. Her påsættes antistofferne sig til donor-erythrocytterne der bliver spist i milten af makrofager hvorefter patienten udvikler blodmangel. Tilstanden er ikke akut farlig og foregår over en længere tidsperiode, men de patienter der får blodstransfusioner får dem oftest pga. de jo mangler blod så hvis de røde blodlegemer fjernes hurtigt har transfusionen ingen effekt.

Håber det ku bruges...selvom redegørelsen ikke blev helt så kort igen.