Dansk
kort novelle.
Er der nogen som kan hjælpe mig med at fortælle hvad disse to korte novelle omhandler? Kan virkelig ikke forstå dem :S
De er skrevet af Katrine Marie Guldager:
Skykrig:
Jeg lå på græsset i Kongens Have, græsset var højt, og jeg lå med en arm henover øjnene og et strå i munden. Af og til fjernede jeg armen og så op i skyerne, men pludselig skete der noget mærkeligt: Skyerne som ellers bare havde afløst hinanden som perler på en snor, begyndte at konkurrere om, hvem der kom først. Hvorhen? Ud af himlen? Konkurrencen blev hårdere og hårdere, og jeg udviklede snart en gevaldig hovedpine, skyerne trak tråde ned i min hjerne. Pludselig var der to skyer, der standsede op, og den ene vred ganske hårdt armen om den anden. Den vred og vred, og det begyndte at knage i træerne omkring mig, faktisk var det en ganske rædsom lyd, som fik mig til at rejse mig op og prøve at ryste den af mig. En hund var lige ved at angribe mig, men så holdt den endelig kæft, også den fik øje på den uhyggelige brydekamp, den hørte også lyden af en arm, der brækkede.
Fliser:
Klokken var kun lige ved at slå 12 middag, da der skete noget mærkeligt ved Storkespringvandet i København. Pladsen omkring springvandet er belagt med fliser, og det var en af disse fliser der pludselige rystede lidt, skuttede sig som ved et ubehag. Måske var det kulden, det trak sammen til efterår. Et par dage efter skete det igen, nu var det flisen ved siden af, der ligesom skuttede sig lidt, og denne gang havde et menneske netop sat sin fod ovenpå rystelsen. Mennesket fortsatte dog snart sin gang hen over pladsen. Det var en ny og mærkelig musik, der bredte sig. Nu begyndte fliserne nemlig at afgive rystelser i små serier, man kunne få den tanke, at der var nedlagt en hemmelig musik i stenene. Når de rystede, skubbede de også til hinanden, og ind imellem skete det, at en flise, ja to, gled væk. Efterhånden kunne alle de forbipasserende mennesker ikke undgå at lægge mærke til det, men de var ligeglade på sådan en åndsfraværende måde. De sprang bare lidt til side. En dag blev flisernes nye grille dog ret alvorlig, for de var netop gået i gang med at ryste og vride sig, da en gammel mand begyndte at gå over pladsen. Han gik langsomt. Han så ikke så godt og støttede sig til sin stok. Stokken gled ned i et hul, der var opstået mellem to fliser, og manden faldt. Han gav et skrig fra sig og slog sig alvorligt. Det var lige i myldretiden, og vi var flere, der ilede hen for at komme den gamle mand til hjælp, men da vi kom nærmere, blev det tydeligt, at det var en livsfarlig situation. Stenene gled frem og tilbage på en helt uforudsigelig måde.
Svar #1
19. april 2008 af TanteOda (Slettet)
2. Den anden forstår jeg ikke, vi har jo ikke ligefrem jordskælv i Danmark. Monstro noget med København på godt og ondt. Hvordan vi ikke lægger mærke til dem omkring os, før det går helt galt. Blot en tanke.
TanteOda
Svar #2
19. april 2008 af Cille-muus (Slettet)
jeg vil mene, at 2. er noget med at selvom vi er bevidste om, at naturen ændrer sig, så gør vi ikke noget ved det, men ignorer det blot. Vi er så egoistiske, at vi først gør os opmærksomme på problemet når det går ud over nogen "af os" --> ligesom med den gamle mand i teksten.
Er der så nogen som kan hjælpe mig med at forstå disse to tekster? Har svært ved at fortolke dem.
Bussen:
Som passager i Linie 14 sker det ofte, at man kommer til at sidde ved siden af én, hvis indre borgerkrige er lige ved at springe ud af brystet, forleden sad jeg ved siden af én. Skønt det meste var røg, og skønt man ikke kunne se, hvilken krigen var (var det den amerikanske borgerkrig?), kunne man se enkelte desperadoer strejfe omkring og true, de ventede på den mindste anledning til at springe ud i bussen og gå amok. De fleste af os kiggede væk for at undgå at skabe den kontakt, de søgte. Men det var faktisk sin sag helt at ignorere den borgerkrigsramte medpassager og hans indre desperadoer, der virkelig gjorde, hvad de kunne for at få adgang til verden. Der var også nogle svenske generaler, der lå parat. Den mindste berøring, så ville de fare ud i midtergangen og underlægge sig bussen: Den mindste angst, den mindste skævlen i en underlæbe ville de besvare med kanoner.
Venteværelset:
I et stykke tid nu har jeg lidt af nogle sære sammentrækninger i brystet, og det var i den forbindelse, at jeg gik til min læge, der har konsultation på Vesterbro. Jeg havde ikke nogen tid, og derfor trak jeg lige som alle de andre et nummer og tog plads i venteværelset. Venteværelset var ikke særlig stort, der var varmt, det var lige efter fyraften, så folk var trætte. De kom i øvrigt fra hele verden så det ud til, med alle tænkelige sygdomme. Stemningen var ubehagelig, så snart der kom en ny ind, kiggede man fjentligt på ham. Ja, måske er det en overdrivelse at sige, at man kiggede. For nok bemærkede man, at den ventende gruppe af mennesker voksede, men kiggede man på den fremmede? Spørgsmålet var, hvem der anerkendte tilstedeværelsen af hvem og hvornår. Typisk anerkendte man dem, der var kommet før, men ikke dem, der var kommet efter. Således kunne en nytilkommen sidde og svede lidt, kigge ned på nummeret og overveje, om han overhovedet var kommet til det rigtige sted. Man kiggede kun nødigt på ham. Hvis man kiggede, risikerede man, at han spurgte om noget, og hvis han gjorde det, havde man allerede bevæget sig over en farlig grænse. På et tidspunkt gik nummermaskinen i stykker, og gennemstrømningen af lokalet så for et øjeblik ud til at standse. Nu opstod der et nyt system, der var langt mere fjentligt end det første. Man måtte i langt højere grad vogte på de andre, man undte dem stadig ikke et blik, et smil, en slags anerkendelse af, at de også var der. I en vis forstand var lokalet tomt. Men lægen kaldte og kroppene flyttede sig.
Svar #3
19. april 2008 af TanteOda (Slettet)
Svar #4
19. april 2008 af Cille-muus (Slettet)
Venteværelset: hvordan vi tilpasser os?
Håber der er nogen som kan hjælpe mig lidt?
Svar #5
09. februar 2012 af solsikken (Slettet)
Jeg kender ikke umiddelbart teksterne. Men når jeg lige læser dem, tænker jeg:
#1
Kunne omhandle hendes liv. Hun kigger op i skyerne - hun kigger tilbage på hendes oplevelser. skyerner er mænd som hun i sine unge år bare datede og afløste med en ny. Nu var hun blevet voksen og tingene var blevet mere komplicerede. De to mænd og hende kunne være et trekantsdrama, og hunden kunne være den dårlige samvittighed der gøede ad hende.
Sætningen/ordene "ud af himlen" kunne refere til "ud af paradis" og dermed ud af det evindelige ubekymrede liv.
#2
Her tror jeg umiddelbart det handler om foranderlighed. Tingene ændrer sig. Men det vælger man at lukke øjnene for. Og først da det går rigtig galt, er man tvunget til at forholde sig til tingenes ændring.
stenene der til slut glider frem og tilbage indikerer den gyngende grund vi lever på. Og hvis vi ikke lærer at tilpasse os ændringerne falder vi ned i afgrunden - Det sorte hul mandens stok sætter sig i.
"Kulden der trak sammen til efterår" - den sætning indikerer i desuden, at der er tale om årstidernes skiften - altså en ændring.
- Miel :)
Skriv et svar til: kort novelle.
Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk?
Klik her for at oprette en bruger.