Debat

Skal man være stolt el. glad?

04. august 2008 af crew (Slettet)

Bør en mor/far være stolt over deres søn/datter har lavet noget godt. Er det ikke personenen selv der bør være stolt og moderen/faderen kun kan være glad?

Jeg har problemer med det der med at være stolt over det andre gør.. filosoferer riemligt meget over det; hvad så hvis en af mine børn begår noget kriminelt eller "grimt", skal jeg så skamme mig? :)

Jeg ved godt det er noget "man" plejer at sige, men jeg funderer tit over noget som andre synes er normalt.

Brugbart svar (1)

Svar #1
04. august 2008 af Daniel TA (Slettet)

Nogle sjove tanker :)
Hmm, jeg synes godt at forældre kan være stolte. Jeg tror jeg forstår din pointe. Hvordan kan de være stolte, når det ikke er dem der har lavet noget?
Men jeg mener godt, at de kan være stolte idet, de har været med til, at forme dette barn via opdragelse. På samme måde synes jeg også de skal bære en del af den skam det er, når/hvis deres barn gør noget slemt, grundet samme princip.

Brugbart svar (1)

Svar #2
04. august 2008 af Mandelbrot (Slettet)

#0 Du har 100% ret.

Jeg har altid haft det lidt mærkelig, når min mor siger hun er stolt af mig. Det er ens egen bedrifter man kan være stolt af.

#1 Dit argument holde ikke helt, for selvom forældrene har født og opdraget barnet, er barnet altid uafhæning til at træffe valg. Men forældrene kan vel godt være stolt af at have født en person.

Brugbart svar (1)

Svar #3
04. august 2008 af Daniel TA (Slettet)

#2 Det kommer vel an på, hvor mærket det enkelte barn er af sin opdragelse. Du kan godt føle, at du er mere eller mindre fri og kan tænke selvstændigt, derfor må det være dine egne frie valg du har foretaget og derfor kun dig der burde føle sig stolt over sine resultater.
Men hvis vi forestiller os et barn der er fuldstændigt isoleret ud over sine forældre som den eneste ydre påvirkning, så må barnet vel være et resultat af deres opdragelse og derfor kan forældrene være stolte.

Ovenstående er blot et tankeeksperiment. Jeg håber ikke at nogen vil forsøge sig med det :P

Brugbart svar (1)

Svar #4
04. august 2008 af Sherwood (Slettet)

Du kan da godt være stolt over dine børn. Det er et tegn på, at du identificerer dig med dem. Deres glæde, din glæde; deres sorg, din sorg. Det er et tegn på, at du elsker dem overalt i verden. Et kærlighedsforhold så fuldbragt, som noget kan være.

Et sådan forhold har jeg svært ved at forestille mig, at man kan få med en ven/kæreste. Her må man altså nøjes med at være glad på personens vegne.

Brugbart svar (1)

Svar #5
04. august 2008 af Liv1988 (Slettet)

#4) Jeg giver dig fulkommen ret i det du skriver. Jeg vil dog også lige tilføje, at noget af det #0 skriver lyder lidt ego-agtigt.

Liv1988

Brugbart svar (2)

Svar #6
04. august 2008 af DanielPetersen (Slettet)

Det er tydeligt at se, at "crew" har været super-beruset, når han/hun har oprettet det her totalt meningsløse indlæg.

Jeg har ikke noget imod, at folk er glade for mig. Man kan godt være stolt over sin søns bedrifter. Det er et spørgsmål om at ære sin familie.

Brugbart svar (1)

Svar #7
04. august 2008 af klotte (Slettet)

Mon ikke stolte forældre i virkeligheden bare betyder en ekstra gradbøjning af glade forældre. De er ekstra glade på deres børns vegne hvis det går dem godt.
Og lidt mere ligeglade i gradbøjning hvis det er fremmede det går godt.

Men dine grundovervejelser over begreberne er interessante.

Når du selv har børn vil du opleve at du bliver pavestolt når de kan selv banale ting : lærer at cykle, lærer at læse osv. Fordi det ikke er givet at de kommer til at udvikle sig normalt, og fordi du må gøre en ekstra indsats for at lærer dem det.... så i den forstand er stolte forældre også stolte af sig selv som forældre.

Brugbart svar (1)

Svar #8
04. august 2008 af tal-pædagog (Slettet)

#4 rammer hovedet på sømmet med ordet "identificere". Man kan også være stolt over sin kærestes præstation. Selvstændigheden ophører først, når man aldrig er stolt over sig selv - kun andre.

Bemærk hvordan denne identifikation generelt er en del af måden ordene stolthed og skam bruges på:

Jeg er stolt af at være dansker, fordi vi går foran i kampen for ytringsfrihed.

Jeg skammer mig over at være dansker, fordi vi ikke kan se det problematiske i, at opfatte andres religion som en joke.

Jeg skammer mig over at være dansker, fordi vi behandler udlændinge med så stor mistro og fjendskhed

=

Jeg er stolt af mig selv, fordi jeg ikke gør.

(ovenstående udsagn er blot eksempler - måske kan nogen læse mellem linjerne og gætte, hvilke jeg egentlig selv mener ;)

Brugbart svar (1)

Svar #9
04. august 2008 af klotte (Slettet)

# Hvordan udtrykket stolthed anvendes afhænger af om man lever i en "skyldkultur" ( som vores) eller en "skamkultur" ( som f.eks den kinisiske)

I en skyldkultur har du medansvar for hvordan det går dig selv og i en vis grad andre.Her har du selv ansvar fordi alt grundlæggende er din skyld( forpligtelse).
I en skamkultur udstødes du af fællesskabet, hvis de "opdager" at du gør noget forbudt. Her er det ikke selv din handling der er afgørende - men hvorvidt du opdages. Tilsvarende er man stolt sammen af det der kan gøres synligt og skammer sig i fællesskab, hvis noget der burde være usynligt.

I en skamkultur betyder ære rigtig meget.
I en skyldkultur betyder ære kun noget for den enkelte ( og de nærmeste )

See my point ?

Brugbart svar (1)

Svar #10
04. august 2008 af BigEyes (Slettet)

#0 Jeg forstår godt hvad du mener, når du sætter spørgsmålstegn ved det, har faktisk selv oplevet. Jeg kom hjem og havde fået topkarakter i en prøve, og så sagde mine forældre: "Vi er stolte af dig". I det sekund tænkte jeg bare: "WHAT! Det er jo mig der har opnået topkarakteren - ikke jer. Hvorfor er I stolte"? En uge senere kom jeg så hjem med en lav karakter (som jeg ikke var vant til, og var ret sur) og stadig sagde de at de var stolte af mig på trods af at jeg havde fået en lav karakter. Igen tænkte jeg "hva' fa'n". Efter et styk tid prøvede jeg faktisk at sætte mig i deres situation, og kom frem til den konklusion, at ens forælder altid vil være glad/stolt for sine børns vegne, bare de opnår en et eller andet positivt, og at det går den rigtige vej fremad.

#2 Det synes jeg faktisk at du slet ikke har ret i. Børn bliver faktisk påvirket af deres forældre enten på en positiv eller en negativ måde. Selvfølgelig skal man ikke generalisere, men tit går den social arv i ring :( - Desværre

#5 Hvordan kan det være ego-agtigt?

Brugbart svar (1)

Svar #11
06. august 2008 af Rudim (Slettet)

forstår godt din tankegang..

men synes nu det bliver sjovest, når det er bedste- eller endda oldeforældrene, der er stolte af deres børnebørn. Så er de stolte over at have været med til at "forme"/opdrage deres egne børn til nogle mennesker, der så har været i stand til at opdrage nogle nye børn igen (: ....osv.

man bliver altid glad, når det går godt for én man elsker, lige meget om det er ens børn, ens kæreste eller en helt tredje person, men stolt er man egentlig kun, når man har en fornæmmelse af at have medvirket til, hvordan en person er belevt. "det er jo MINE børn, som har klaret et eller andet godt"

derfor vil jeg ligsom #4 mene, at det er ret svært, at bygge sådan et forhold op med sin kæreste eller med en ven.

måske er det der lidt efter mange års ægteskab, hvor man har haft laaang tid til at påvirke hinanden? men det har jeg personligt så liige lidt svært ved at tage stilling til (;

Skriv et svar til: Skal man være stolt el. glad?

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.