tvivl om essay-genren! Har jeg skrevet et essay?

her er min færdige essay! Tror overhovedet at dette er et essay:/ men hvis nogen har nogen forslag til hvordan jeg kan gøre det til et essay, så ville jeg være meget taknemmelig.

Essay – Mellem billede og virkelighed

I dag kaldes medierne for den 4. Statsmagt, og det må siges at det ikke er uden grund. De spiller en stor rolle for danskernes holdninger, og er med til at sætte debatter på dagsordenen, både politisk og på hjemmefronten.
Det danske mediebillede ændret sig markant de seneste 10-12 år. Vi har fået endnu en landsdækkende tv-station, TV2, og DR har udvidet deres lokalstationer indenfor radioområdet. Desuden er der kommet en lang række lokale tv-stationer til.
Medierne har fået så stor indflydelse i danskernes hverdag, at de efterhånden er blevet fast inventar i vores dagligdag.

Ikke desto mindre, er det en kendsgerning at stadig flere og flere medier, vælger at bringe ”upassende” eller direkte stødende billeder for at fange læserens interesse.
halshugninger, selvmordsbomber, flystyrt, forkullede lig, udsultede børn – der er ikke grænser for hvad medierne i dag vælger at bringe, men er dette bare en del af udviklingen? Mennesket er i dag mere tolerant anlagt end for kun år tilbage. Hvor mange husker ikke terrorbombningen i New York d. 9/11 2001? Her valgte man ikke at bringe nogen billeder af ofrene, da det ville fremkomme direkte respektløst. Og de medier der endelig valgte at trosse dette, fik fingrene i klemme da folket vendte sin vrede imod dem.
I dag er de helt normalt at vise billeder af ofre for terror, og til trods for nogle menneskers forargelse, så ser det ud til, at mennesket udvikler en hvis resistens overfor disse billeder.
Man kan forstille sig, at når vi konstant konfronteres med ekstremt voldsomme motiver og billeder, risikerer vi at lukke af for dem, fordi det hele bliver for abstrakt. Vi kan ikke længere få øje på den enkelte menneskeskæbne i det store billede af død og ødelæggelse.

Men hvor går grænsen for, hvad medierne kan tillade sig at vise? Man kan skelne mellem to slags billeder – sensationsbilledet, der udelukkende skal sørger for at sælge avisen eller få opmærksomhed i f.eks. tv.
Det andet billede er dokumentationsbilledet, dette har til funktion at dokumentere virkeligheden. F.eks. krig eller hungersnød.
Man kan stille spørgsmålstegn ved sensationsbilledets nødvendighed. Er det eksempelvis nødvendigt at bringe et billede af en kvinde, der med vilje har kastet sig ud fra fjerde sal i en etageejendom? Eller er historien nok i sig selv? Mange mennesker kan godt selv sætte billede på sådan en barsk hændelse, at nødvendigheden i at bringe et sådant billede af ofret, virker unødvendigt og hensynsløst. Men mange mennesker har i vore dage en vis trang til at se disse billeder. Hvad sker der oftest ved en trafikulykke? Folk stopper op kigger! Og i mange tilfælde hiver folk ufortrødent deres mobiltelefon op ad lommen og filmer episoden. Redningsfolk må i dag ty til midler som afskærmning, fordi folk ikke kan lade være med at kigge, selvom de måske godt er klar over deres respektløse og krænkende opførsel.
Dokumentationsbilledet er derimod en helt anden sag. Fotografier fra krig og terror vækker opsigt. Billeder af soldater, der ligger på lur bag et hjørne af et hus. Militært udstyr på vej til fronten. Grædende børn, der i en kugleregn knuger sig fast til mor eller far. Dette er billeder af den barske virkelighed - Og virkeligheden går ikke væk, fordi man ikke skildrer den. Derfor bliver medierne ved med at bringe billeder af mennesker. For det er dem, det handler om. De uskyldige ofre.
Medierne bliver nødt til at bringe billeder af f.eks. krig og hungersnød, fordi familien Danmark bliver nødt til at se hvad der foregår ude i verden. Hvordan skal man kunne forholde sig til noget så vigtigt som f.eks. krig eller hungersnød, hvis vi ikke får lov at se den barske virkelighed?
Itusprængte lig er ikke vigtige i sig selv, men de danske medierne har måske været lidt for ”pæne”, hvis vi eksempelvis ser på deres generelle dækning af krigen i Irak. De har en forpligtelse til at vise krigen uanset hvor grusom den nu engang er, og ikke altid beskytte læserne. Men man kan godt skildre krigen uden at vise det mest grusomme. Det handler om at finde en balance.