Mitose kaldes også almindelige celledeling. Ved mitose dannes først to datterceller med samme antal kromosomer som den oprindelige modercelles. Mitose kaldes også vækstdeling, da mitose medfører vækst i bl.a. vævet.

Ved celledeling gennemgår celler cellecyklussen, overordnet bestående af disse forskellige faser:
G0, G1, S(syntesen), G2, M (mitose) og R (restriktionspunkt).

Først går cellen ind i G0-fasen, også kaldet hvilefasen, hvor cellen udfører sin opgave som celle, og ofte opholder celler sig lang tid i denne fase.
Når cellen går over i G1-fasen producerer cellen protein for at vokse sig større så den er klar til deling, dvs. antallet af celleorganeller forøges.
Sent i G1-fasen finder R-fasen sted. På dette tidspunkt bestemmer cellen om den vil dele sig eller vende tilbage til G0-fasen igen.
Det er mængden af vækstfaktorer eller antivækstfaktorer (også kaldes stimuli) der bestemmer om cellen skal dele sig, altså bevæge sig fra R-fasen til S-fasen eller ej. Cellen kan enten modtage signaler fra andre celler eller blodbanerne gennem receptorer, dvs. proteiner på ydersiden af kernemembranen. Hvis signalerne kommer fra andre celler kaldes dette et parakrin signalering, men hvis cellen modtager signaler fra nabocellen kaldes dette lokalhormoner. Når en celle selv både udskiller og modtager lokalhormonerne er dette autokrin.
Kommer signalet derimod fra blodbanerne kaldes det en endokrin signalering. Ved denne signalering kommer signalet fra et andet sted i kroppen, ved at hormonerne der giver signalerne bliver produceret i bestemte kirtler og føres med blodet ud til cellerne i kroppen.

Vækstfaktorerne sætter sig på cellens receptorer på ydersiden af cellen, hvorefter signalet går gennem cellemembranen og føres ind til kernen gennem en signalkæde, dvs. at signalet sendes fra protein til protein indtil det når kernen.

Når cellecyklussen er kommet forbi restriktionspunktet er celledelingen uundgåelig.
Cellen bevæger sig nu ind i S-fasen, syntesen, hvor cellens DNA replikeres (dvs. kopieres) og derved dannes to identiske komatider. Kromatider er en af de to identiske halvdele af et kromosom. G2-fasen forbereder den endelige deling, og bevæger sig dernæst over i M-fasen hvor cellen for alvor begynder at dele sig.
M-fasen er opdelt i en række nye celledelingsfaser: Interfasen, Profasen, Prometafasen, Metafasen, Anafasen og Telofasen/cytokinese.

Interfasen: cellen er endnu ikke begyndt at dele sig, og kromosomerne er derfor ikke synlige, men begynder at dele sig.

Profasen: cellens kromatider sammentrækkes til kromosomer, der derved er blevet synlige, samtidig med at centrosomerne går til hver sin pol af cellekernen. Centrosomer bliver også kaldet pollegemet. Det er en struktur (celleorganel) der findes i dyreceller.

Prometafasen: cellens kernemembran nedbrydes.

Metafasen: cellens kromosomer samles i cellens midterplan.

Anafasen: centromeret som holder kromosomerne sammen, spaltes og centrosomernes tentråde, også kaldet spindelen, fæstnes til kromosomernes centromer, hvorved de homologe kromosomer trækkes til hver sin pol i cellekernen. Spindelen er en struktur af fibre (mikrotubuli), og som udgår fra centrosomer.

Telofasen/cytokinese: der dannes nye kerner omkring cellen og kromosomerne rulles ud, så de igen ikke er synlige. Derefter snøres cellens midte over, og således er der dannet to diploide celler, dvs. at begge celler har 46 kromosomer, hvilket forekommer med alle celler i vore kroppe på nær kønscellerne.

Meiose

Meiose kaldes også reduktionsdeling. Ved meiose dannes celler som er genetisk varierede. Meiose er en celledelingstype som fører til dannelse af gameterne (dvs. kønsceller), hvilket forekommer i specielle celler i kønskirtlerne. Kønscellerne har kun det halve antal kromosomer, i modsætning til almindelige celler, dvs. at cellerne er hapolide. Det halve kromosomantal medfører at når sædceller befrugter ægceller sættes begge cellers 23 kromosomer sammen til 46 kromosomer, som menneskets celler jo består af.

Meiose omfatter to meiotiske delinger der til slut medfører fire celler med halvt kromosomtal. Kromosomer findes i alle celler, men som kun er synlig ved optakt til en celledeling. De er bærere af organismens gener.

Som med mitosedelingen gennemgår kønsceller faserne G0, G1, S (syntesen), G2, M (mitose) og R (restriktionspunkt). Dernæst bevæger cellerne sig, som ved mitose, ind i M-fasens underpunkter.

Profasen: cellens kernemembran nedbrydes, cellens kromatin fortættes til kromosomer og centriolerne bevæger sig mod hver sin pol i cellen. De homologe kromosomer (dvs. kromosomer med ens udseende og indeholdende gener med de samme egenskaber)udveksler arvemateriale med hinanden. Dette kaldes en overkrydsning, som medfører genetisk variation.
Centrioler er små hule cylindere der forekommer i par hos de fleste dyreceller, og de er kun aktive når cellen skal dele sig.
kromatin er grundbestanddelen i kromosomer. Det er organiseret som perler på en snor, hvor perlerne, nukleosomer, består af DNA viklet omkring proteiner, kaldet histoner.

Metafasen: Centriolerne danner tentråde (eller proteintråde), og kromosomerne placeres i metafaseplanet, dvs. i cellens midteplan.

Anafasen: Tentrådene trækker de homologe kromosomer fra hinanden, mod hver sin pol i cellen.

Telofasen: I denne del af fasen deles cytoplasma, hvilket kaldes cytokinese. Cytoplasma er en vandig substans der indeholder en række celleorganeller (samlet betegnelse for alle cellestrukturerne der forekommer i cytoplasma i en eukaryote celle). I cytoplasma finder man kemiske stoffer som er grundlaget for liv og det er samtidig det område i cellen hvor de vigtigste biokemiske processer foregår. Telofasen afsluttes med, at der dannes nye kernemembraner mellem de to nye datterceller, og kerner omkring kromosomerne, som rulles ud igen, og derefter snøres cellens midte over. Til slut er der derfor dannet to celler, hver med det halve antal kromosomer (23 kromosomer) i forhold til modercellen (46 kromosomer).

Dernæst indtræffer interfasen hvor celler ofte befinder sig det meste af deres levetid.

Herved forekommer anden deling af de 2 celler, hvor kromosomerne, der endnu bestå af to kromatider bliver reduceret til et enkelt. Her bliver kromosomerne igen spaltet i centromet (det sted hvor to kromatider holdes sammen), hvorefter kromosomernes to kromatider trækkes til hver sin pol og cellen deles. Dette resulterer i, at der ved meiose celledeling dannes fire celler med kun en kopi af hvert kromosom (haploide celler). I ægceller hos mennesker vil det 23. kromosom altid være et X-kromosom, mens sædceller enten har et X- eller et Y-kromosom, det bestemmer barnets køn.
Et menneske kan danne 2²³, dvs. 8.388.608 kombinationer af kromosomer i kønscellen.

Håber det var svar nok - eller må du spørge igen.

Smil M.

Svar #2
30. januar 2009 af xSweetheart (Slettet)

uuuh, mange tak :b du har vel ikke skrevet en opgave om gærceller før? (: Hvis ja, kan du så hjælpe mig med min opgave?? jeg er igang med den nu, og er lidt i tvivl om det er rigtigt det jeg skriver :b

Brugbart svar (3)

Svar #3
30. januar 2009 af Booklover (Slettet)

Næhh ... desværre ikke! Men det er et interessant emne (biologi er vel altid spændende ;) ... så du kan måske fortælle mig hvad opgaven omhandler præcist?

Skriv et svar til: gærcellers formering

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.