gennemlæsning af dansk stil 2009

ups, jeg har lige glemt at vedhæfte stilen, men her er den

Du har stadig ikke vedhæftet den.

 Jeg synes der var ret mange der valgte at skrive kronik :)

Okay nu prøver jeg så endnu engang at vedhæfte den, håber der er nogen der vil sætte tid af og læse den og evt. komme med en karakter

Okay det lykkedes ikke så nu har jeg kopieret min stil ind her.

"Det er onsdag aften og snart ruller “Sandhedens Time” over skærmen. Man er allerede nysgerrig efter at vide, hvem der i dag skal udsættes af Lars Hjortshøj, og om hvilke pinlige historier der skal afsløres. Men som jeg sidder og venter, slår det mig om denne underholdning er i orden, for denne underholdning sker jo på baggrund af andre folks bekostning. Eller er det acceptabelt, fordi vi befinder os i et moderne samfund, hvor vi accepterer grænseoverskridende elementer?
Jeg vil i det følgende redegøre for Søren Staal Balslevs hovedsynspunkter i “Giftigt: Klædt af”, 2008, for derefter at diskutere om underholdningen i diverse programmer er grænseoverskridende.

Søren Staal Balslevs hovedsynspunkt i “ Giftigt: klædt af”, 2008 er klart: Han mener, at underholdningsprogrammer nu om dage er blevet grænseoverskridende, idet medierne, ifølge ham, “udnytter menneskelige drifter”. Hans begrundelse består i, at sådanne underholdningsprogrammer udnytter folk, der ikke er i stand til at forstå og indse, hvad de takker ja til, når de deltager i programmer som “Sandhedens Time”. Denne uvidenhed om, hvad de går ind til og konsekvenserne heraf hos deltagerne skyldes, efter Balslevs mening, enten “manglende intellektuelt overskud”, “manglende empati” og sidst men ikke mindst “manglende finanser“. Endvidere pointerer han, at narcissisme også er en del af grunden til, at folk vælger at deltage i sådanne programmer - mennesket har brug for at sætte sig selv i centrum for alt, og hertil føler nogle, at underholdningsprogrammer som sandhedens time kan være et middel. Denne udvikling, karakteriserer Balslev som kedelig, eftersom det er et angreb på folks privatliv.

Som før nævnt opstår problemerne, ifølge Balslev, når man ikke har overvejet konksekvenserne af at deltage i f.eks. Sandhedens Time. Programmet afslører folks privatliv og dette, mener Balslev, er skadende for både deltager og vedkommendes nærmeste. F.eks. nævner han, at nogle folk føler et ubehag, når de står over for en løgnedetektor og skal svare på spørgsmål, der er yderst personlige og private. Således er et underholdningsprogram af denne type, hvor folk skal udstille deres privatliv, ifølge Balslev uetisk og umoralsk.

Argumentationen gennem hele uddraget er generelt begrundet ud fra etisk synsvinkel, hvor patos argumentationen er gennemgående. Hele tiden portrætteres deltageren som uskyldig: “…En sadistisk udnyttelse af et hjælpeløst og psykologisk skrøbeligt befolkningssegment” . Journalisten bygges således en sympati op omkring disse folk, der “udsættes” for programmer som “ Sandhedens Time”. Endvidere ses dette også i hans ordvalg. Ord som Sadistiske og Barbarisme bruges om medierne, mens ord som hjælpeløst og lider bruges om deltagerne i diverse underholdningsprogrammer. Ved at anvende ord som de sidstnævnte, får han deltagerne til at fremstå som ofre for mediernes “leg“, hvilket også forklarer, at medierne fremstilles som “skurken“ bag den udvikling af underholdningsprogrammer, der udstiller folks privatliv. Da han herved sympatiserer med deltagerne, er der således også en kraftig tendens, hvor især hans subjektivitet, på trods af at han er journalist, kommer til udtryk. Således argumenterer Balslev for sit synspunkt om, at underholdningsprogrammer er grænseoverskridende ud fra en etisk synsvinkel.

Således så vi af ovenstående redegørelse for “Giftigt: Klædt af”, at Balslev, ud fra en etisk baggrund med patos argumenter, så som at mennesket er uvidende om konsekvenserne af deres handlinger, argumenterer for, at udviklingen af underholdningsprogrammer er grænseoverskridende og etisk ukorrekt, idet sådanne programmers overlevelseskraft består i, at offentliggøre folks private liv, hvilket ifølge ham er uetisk. Men er underholdningsprogrammer, som “Sandhedens Time” i virkeligheden grænseoverskridende? Er det overhovedet uetisk og umoralsk? Dette vil jeg i det følgende diskutere, med udgangspunkt i et uddrag af et interview med Lars Hjortshøj ved navn “En lille hvis Lars”, der blev bragt i Politiken den 28. september 2008.

Lars Hjortshøj anser “Sandhedens Time” for et “ Vanvittig underholdende program”. Han tager nu ikke direkte stilling til, om programmet er etisk eller ej, men gennem hele uddraget fornemmer man, at han, modsat Balslev, ikke ser det store problem i sit program. Eftersom han forsvarer sit program ved bl.a. at hævde, at han elsker det uuforudsigelige element, må man formode, at han ikke ser, at der er noget etisk ukorrekt i dette program. Endvidere vil nogle støtte op om dette synspunkt ved at fremføre, at man som person selv vælger at deltage dvs. man tvinges ikke, og dermed bestemmer man også selv, om man vil udsætte sig selv for den “fare“, som modstandere af disse underholdningsprogrammer vil fremføre, der er ved sådanne programmer. Når du selv har det frie valg til at træffe beslutningen, overholdes din menneskerettighed, og dermed vil folk som Hjortshøj mene, at programmer som “Sandhedens Time“ er etisk forsvarlige.

Dette argument vil mange, heriblandt folk som Balslev, let kunne vælte, idet de vil henvise til at folk, der oftest deltager i underholdningsprogrammer af denne type, ofte er folk, der af nogle bestemte årsager ikke evner, at forstå hvad de egentlig går ind til. Hermed er de heller ikke i stand til at træffe de “rigtige” beslutninger, og når så medierne lokker med en pengesum på en halv million, er det da især fristende for folk, der lider under økonomiske problemer at deltage i eksempelvis “ Sandhedens time”. Dermed vil de fastslå, at medierne faktisk indirekte tvinger folk til at deltage i deres program. Hermed tjener medierne kassen: Den pågældende kanals seertal stiger, idet vi lever i et samfund, hvor vi er nysgerrige efter andre folks liv.
Således vil Balslev og andre hævde, at selvom de ikke direkte tvinger folk til at deltage, så gør de det indirekte. Desuden vil nogle endda gå så vidt, at de ville hævde, at den indirekte tvang er mere uetisk end den direkte, idet folk ikke er bevidste om, at de faktisk “tvinges” til at deltage.

Dette argument har underholdningsproducenter nok svært ved at forsvare sig i mod. Men de vil formentlig hævde, at det ikke udelukkende er TV-medierne, der er skyld i, at en underholdning af denne slags overlever. Ved eksempelvis at henvise til de to store internationale hjemmesider: “ Facebook” og “My-Space” vil de let kunne argumentere for, at borgerne også selv har et ønske om, at omverdenen skal indvies i deres privatliv. Dette narcissistiske behov er opstået i takt med globaliseringen og individualiseringen. Hermed vil de påpege, at det grænseoverskridende element og dermed den anklage, som Balslev fremsætter om underholdningsprogrammerne, ikke er berettiget den dag i dag, netop fordi den store del af befolkningen i dette postmoderne ikke betragter det som grænseoverskridende at “offentliggøre” sit liv.

Hertil vil Balslev og andre hævde, at ovenstående argumentation er en grov generalisering. For det første, vil de pointere, at der er grænser for, hvad man som person ønsker at dele med resten af befolkningen. På sider som Face-book har man mulighed for at kontrollere, hvad man lægger ud. Denne mulighed for kontrol eksisterer ikke i et program som “Sandhedens Time”, og det er dette faktum, der gør, at et program som “Sandhedens Time” er grænseoverskridende. For det andet, vil de sandsynligvis anføre, at disse programmer ikke tillader uddybende svar, hvilket yderligere fremstiller mennesket som næsten kynisk og umenneskelig, selvom det ikke nødvendigvis er det.

Endelig kunne man forestille sig, at underholdningsproducenter og andre tilhængere ville slå fast, at underholdningsprogrammer i bund og grund bare skal accepteres og betragtes som et underholdningsprogram. Nogle vil endda vende den om og sige, at det måske er det grænseoverskridende element, der gør programmet underholdende, fordi det netop udfordrer os.

Til dette vil Balslev og andre fremhæve, at det kan lade sig gøre at kreere underholdningsprogrammer, uden at det bliver på bekostning af en kvindes, eller for den sags skyld, en mands privatliv. Et godt eksempel kunne være TV2‘s “Så det Synger”.

Således kunne man se, at der er delte holdninger til spørgsmålet om underholdningen er grænseoverskridende. Det er svært, at udlede en bestemt “rigtig” konklusion, idet begge parter har stærke argumenter. På den ene side har vi Balslev, der fremfører, at grænseoverskridende underholdning er en væmmelse, fordi den udnytter uvidende folk. På den anden side, har vi Hjortshøj som bestemt ikke mener, at programmet “Sandhedens Time” er grænseoverskridende, men derimod blot underholdende. Personligt, mener jeg selv, at vi på den ene side skal passe på med at udvikle os mod et samfund, hvor folks privatliv bare ligger til offentlig beskuelse. På den anden side ser jeg da bestemt det underholdende i, at følge med i andre folks liv, hvilket nok igen skyldes globaliseringen og individualiseringen. "

fin kronik  god redegørelsem vil jeg men :) mi dansklærer har altid været lidt skrap, så jeg vil gætte på en 7-tal - men måske kan du også få et lille 10-tal :)

okay, tak for hjælpen .. andre der vil komme med et bud? :)