på balkonen. hvad vil i give af karakter :)

hej alle sammen havde skrevet den her opgave for et styk tid siden, min lærer gav mig 12, så vil jeg spørge jer om hvad i vil give for synes selv den er lidt dårlig ;) . det var sådan at vi havde et billede af en balkon hvor der var en hel masse mennesker der var samlet. så skulle jeg skrive hvorfor de var samlet.

På balkonen

Det var en tidlig morgen og regnen silede ned i den lille landsby, Hostawa. Det var i dag der skulle være karneval, men sådan som vejret så ud lige nu, mørkt, trist og vådt, ja, så kunne landsbyfolkene vidst godt glemme alt om noget karneval. Denne store dag glædede alle sig til hvert år, fordi der var fest og farver og alle fra byen var samlet. Men i år regnede det, endnu ingen mennesker havde vist sig på gaden, der lå store vandpytter rundt omkring og vejen var mudret. En pige ved navn Uldum, sætter sig for at gøre noget ved problemet, ingen skal have lov til at ødelægge hendes karneval. Hun drager afsted ud i den vide verden. Er karnevalet ødelagt eller redder modige Uldum den?

”Der bliver vidst ikke noget karneval i år, var?” Sagde mor ude fra køkkenet. Jeg løb farende ind til hende. ”Hvad? Det kan du da ikke mene, vi fejrer jo karneval hvert år.” Mine øjne begyndte at løbe i vand, mor tog sig ind til mig. Hun strøg mig blidt over håret og kyssede mig på kinden. ”Det skal nok gå skat. Vi finder bare på noget at lave herhjemme, hvad med at spille nogle spil eller bage nogle boller?” ”Årh,” udbrød jeg. Jeg gik uden at svare på hendes latterlige spørgsmål, det var altså bare ikke det samme uden karneval, kunne hun ikke se det? Oppe i skolen havde vi både lavet pynt og kostumer i flere uger, vi havde planlagt det til den mindste detalje og nu var det hele bare ødelagt. Nej, sådan må det ikke være. En dum regn skal ikke ødelægge karnevalen, der må gøres noget, jeg må gøre noget. Jeg smuttede ind i sengen, kiggede op i loftet og tænkte så det bragede. Der var intet der kunne muntre mig op, karnevalen var ødelagt. Men lige pludselig fik jeg en ide, en fantastisk ide. Hvis jeg nu kunne snakke med en, som havde magten over vejret. Tuka, vejrdronningen?! Selvfølgelig, jeg kunne bede hende pænt om, at flytte hendes regnskyer, bare lige i dag. Jeg greb min jakke, tog sko på, tog et brød og noget vand og så susede jeg ellers afsted. Udenfor var det mørkt og trist, alt pynten var ødelagt og alle boderne var tomme. Jorden var mudret og der var ingen mennesker på gaden. Der gik ikke lang tid før jeg var gennemblødt og mudret, men det kunne ikke stopppe mig fra ide’en. Jeg drog ud af byen med en kæp ved min højre side og madpakken i den anden, så var jeg klar.

Da jeg havde gået et godt stykke, stoppede jeg og kiggede op i himlen. Det var holdt op med at regne og solen var kommet frem. Hvor jeg var henne, havde jeg ingen anelse om, men jeg var sikker på, at det var den rette vej. Mit mål var at finde Tuka inden eftermiddag, så karnevalen kunne få sin debut, men det krævede hårdt arbejde og en masse tålmodighed. Jeg kunne så småt begynde at se en by længere fremme, den var fuld af menneskelig, glæde og varme. Da jeg kom ind i landsbystræderne var der stilt boder op, der var underholdning og en masse mennesker, både store og små. Men her kunne jeg ikke finde Tuka, her var kun mad og drikke. Jeg fandt en bænk og slog mig ned, tog mit sjal af og hang det til tørre på bænken, spiste noget af mit brød og drak en slurk vand, fløjtede lidt og nød solen. Nå, men jeg må også se at komme videre, tænkte jeg, tog mit sjal på igen og pakkede sammen. Da jeg havde gået lidt fandt jeg ud af, at byen jeg befandt mig i, hed Ikopascowa. Det var en af de større byer her i landet, så nu måtte jeg være godt på vej. Tuka var nok bedst at finde ude på heden, hvor der ingen larm var. Da jeg kom langt nok ud, gik der ikke lang tid før jeg fandt Tuka’s ”hule”, jeg bankede pænt på og håbede på det bedste. ”Hvem er det?”, lød det bag tæppet. ”Det er Uldum, jeg har brug for din hjælp, kære Tuka.” Tæppet blev trukket fra og jeg blev vist ind i hendes hule. Der var mørkt, men alligevel hyggeligt. Overalt hang der tæpper og klæder, der stod stearinlys rundt omkring og inde i midten stod en kugle på et lille bord. Det var dén som skulle hjælpe mig. ”Nå, hvad bringer dig helt hertil, min pige?” Jeg fortalte Tuka hele historien og at hun blev nød til at hjælpe, ellers ville der være en frygtelig sorg rundt omkring i byen, fordi der ingen karneval havde været. ”Og så vil du gerne have mig til at hjælpe? Næ nej, det kan jeg skam ikke. Jeg bestemmer ikke over skyerne, det gør Luka, min bror, som bor inde i skoven.” Jeg kunne mærke et sug gennem hele kroppen, allermest havde jeg lyst til at sætte mig ned og græde og give op, men karnevalen ….. ”Hvis du vil have kontakt med ham, skal jeg vise dig et kort, men du må være tålmodig, for han er ikke lige til at finde når du først finder frem til skoven.” ”Jeg vil gøre alt, ALT. Bare han kan få skyerne flyttet en dags tid.” Tuka rakte mig kortet, forklarede og forklarede og ønskede mig så held og lykke. Skoven lå omkring 500 m væk, jeg løb afsted, fløjtede og var glad, nu var jeg endelig så tæt på.
 

Skoven var fuld af grønne træer og buske, søerne havde det klareste vand og skovbunden var så fin. ”Luka, Luka, Luuuuuka?!” Råbte jeg i længere tid, men ingen reagerede. Ved en af søerne stoppede jeg op og fyldte min dunk. Idet jeg blev færdig, blev skoven mørk og kold, træerne virkede næsten levende. ”Hvor vover du, at drikke af mit vand?” Sagde en dyb stemme bag mig, jeg turde ikke vende mig om og blev derfor siddende i hug. ”Uuundskyld, men er du Luka?” ”Hvor tør du kalde mig ved fornavn, hvilken opdragelse. Du burde skamme dig, at kalde skyernes konge for Luka. Tsk.” Jeg havde allermest bare lyst til at løbe min vej, men nu var jeg her jo, så kunne jeg ligeså godt få det klaret. ”Jeg kommer fra Hostawa, vi skulle have holdt karneval i dag, men da det regner og alt er ødelagt kan det ikke lade sig gøre. Jeg kom først til din søster …” Endnu en gang fortalte jeg historien, bare i en lidt længere version. ”Gud fri mig vel om det er mit ansvar, smut du hellere hjem igen, du er for lille til at rende rundt her alene.” Jeg kunne høre skridt i baggrunden, det var Luka der begyndte at gå, jeg vendte mig om. ”Nej jeg er ikke. Hvorfor vil du ikke hjælpe mig, det er én dag vi snakker om? Åh, din søster var også meget sødere end dig, hun havde ret i det hun sagde og hun forstår mig.” ”Hmm, min søster, siger du.” Mumlede Luka. ”Hvad? Min søster, sød, der må være noget galt. Hun kan ikke være sødere end mig. Hvilken by var det du kom fra, jeg skal med glæde hjælpe dig.” ”Hostawa?” Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere, nu var jeg endelig så tæt på. Jeg ville redde hele byen, hvis der kom en smule solskin i dag. Jeg begyndte at drage hjemad, turen var ikke nær så lang hjem, som den var herud. Det føltes som om der var gået flere timer, bare det nu ikke var for sent. Jeg løb og kom derfor endnu hurtigere hjem, da jeg kom ind i landsbyen var alle folk samlet, masser af mennesker stod oppe på balkonerne og kiggede efter et eller andet, hvad det var, ved jeg ikke. Mor stod også deroppe sammen med Mikju og Sapeja, de stod i den side hvor der var gule og blå tørklæder. Hele tiden så jeg mig tilbage og håbede på, at kunne finde ud af hvad det var der var så interessant, men intet viste sig. Pludselig råber Mikju: ”Se, der er hun.” Hun pegede på mig. Alle begyndte at klappe og råbe, det var åbenbart mig de stod og ventede på. ”Du har reddet vores dag, du er en helt Naima. Karnevalen, længe leve – hurra hurra hurra!” Hele landsbyen var samlet og stod og hyllede mig.
 

Han havde gjort det, Luka, han havde fjernet skyerne. Karnevalsoptoget startede lidt senere og der kom gang i boderne. Børnene hoppede og dansede og lavede gøgl. Karnevalen var reddet, nu var den kommet for at blive.

Hele eftermiddagen var alle ellevilde, om aftenen blev der tændt bål, lavet mad og drukket en masse vin. ”Jeg er stolt af dig, Naima. Det skal du bare vide.” Klupe kyssede mig på kinden og tog min hånd. Åh nej, mit livs største kærlighed holder mig i hånden, hvad gør jeg nu? Skal jeg kysse ham igen? Åh nej nej nej. Hvorfor skal det nu også komme, jeg kan ikke klare flere opgaver og mirakler i dag. ”Hvorfor ryster du sådan?” Sagde Klupe og så på mig, han havde de smukkeste brune øjne, det dejligste lange brune hår og ja, han var enhvers drømmeprins. ”Nåh, ikke for noget. Her er en smule koldt.” Hurtigt kunne jeg mærke mine kinder rødme. Klupe tog mig ind til sig, jeg kunne mærke varmen fra hans krop, det føltes dejligt.

”Så unger, så er det sengetid.” ”Ej bedste, ikke nu. Vi vil høre mere. Kysser de, bliver de gift, får de børn? Kom nu.” ”Nej, I har allerede fået lov til at blive en time længere oppe. I kan få resten af vide en anden dag, det lover jeg jer.” ”Godnat bedste.” Jeg kyssede hver og en af dem på kinden, puttede dem under dynen og gik nedenunder. Jeg lavede en kop kaffe, tændte for fjernsynet og satte mig i lænestolen, jeg var godt udmattet, sådanne fire børn kunne sagtens bruge al min energi, det var ikke noget problem. Jeg puttede mig under tæppet og det varede ikke længe før mine øjenlåg blev tunge og jeg faldte i søvn.
 

NÅR HVAD VIL I GIVE AF KARAKTER :)