Hvorfor skaber kapitalismen kriser?

Jeg skriver lige et indlæg senere i dag, for jeg har ikke tid nu. Men jeg er ikke ubetinget enig, nej.

En økonom, der har beskæftiget sig meget med det er Karl Marx.

Kapitalismen går grundlæggende ud på gennemførelsen af følgende cyklus:

Penge-Vare-(flere)Penge.
Den er også kendt som "købe for at sælge".

For at der skal være profit, må der være "merværdi", og denne værdi kommer fra arbejdet.
Når en kapitalist investerer penge i et foretagende (lad os produktion af skruer som eksempel) skal han købe råstof (her er det stål), maskiner samt arbejdskraft.
Arbejdskraften køber han af arbejderne.

Merværdien ligger i selve modsætningen mellem "arbejde" og "arbejdskraft". En arbejder kan sagtens producere en værdi, der er dobbelt så stor som arbejderens løn, denne "merproduktion" er kilden til merværdien, og dermed til profitten.

Stålet og maskinerne (den såkaldte "konstante kapital") overfører kun deres værdi til produkterne (da de allerede har fået indlagt arbejde i sig før selve produktionen af skruer).

"Merværdiraten (mvr)" = merværdi/arbejdskraft * 100%.
Arbejdskraft kaldes også for "variabel kapital", altså er merværdiraten = merværdi/variabel kapital.

Den totale kapital(C) = konstant kapital(c) + variabel kapital(v).

Profitraten(P) = merværdi(m)/den totale kapital(C) * 100%.

Som eksempel kan vi tage følgende tal:

c = 50.

v = 50

m = 50

Altså er C = 100, og mvr = 100%

P = 50 %.

Forbedring af maskinerne (altså en forøgelse af den konstante kapital) vil ikke medføre en større merværdi, da den kommer fra den variable kapital, men kapitalister gør det alligevel, da man i så fald kan producere flere varer, der hver især vil være biligere (summen af værdien vil være det samme, men der er nu flere varer at fordele værdien på), på den måde kan den enkelte kapitalist udkonkurrere sine modstandere på markedet.

Lad os sige at skrueproducenten fordobler den konstante kapital:

c = 100

v = 50

m = 50

Altså er C = 150, og mvr = 100%

P = 1/3 (33,33333...%)

Altså er profitraten faldet.

Det skal lige tilføjes, at umiddelbart efter, at en bestemt producent har forbedret produktionsapparatet, kan producenten vedblive med at sælge de enkelte varer til den samme pris som før, men efterhånden som de andre producenter også forbedrer deres produktionsapparat er vi tibage til den gamle profit og dermed lavere profitrate.

Efterhånden som profitraten falder mere og mere, mister investorerne investeringslysten, og en krise er igang.

En anden del af modsætningen i den kapitalistiske vareproduktion er indeholdt i selv merværdisbegrebet, altså at arbejderne producerer mere værdi, end de får i løn.
Problemet løses især vha. lån & kredit, der holder afsætningen igang (afsætning er realisering af produktionen, altså salg).

I vores moderne samfund har vi udover lån & kredit en hel masse andre former for "fiktiv kapital", der især giver sig udtryk i værdipapirer eller fx boligboblen.

Den fiktive kapital er dog et tveægget sværd, da det både kan bruges til at holde gang i processen, men samtidig er det også værdi, som overstiger den egentlige værdi, altså værdien fra produktionen.

Efterhånden som det går op for investorerne, at denne fiktive værdi ikke kan bruges til noget, men kunne har værdi i kraft af tiltro, falder værdien, investeringerne stopper, producenterne kan ikke afsætte deres produktion og vi er inde i en krise.

Kriser er en del af den kapitalistiske produktionsprocess.

Her følger der en nok bedre beskrivelse af den marxistiske analyse af kapitalismen.

http://www.marxist.dk/Home.php?Page=Artikel&ArtikelID=1798

(læs også de to andre dele i serien).

Man kunne også argumentere for, at det ikke er kapitalismen som sådan, der skaber bevæggrunden for en krise. Men det i stedet er menneskets/statens/systemets opgave at tøjle kapitalismen, så denne ikke skaber grobund for en større økonomisk krise.

Men det er jo ikke altid at mennesket handler med proportionsfornemmelse(overlagt, eller ikke) og kapitalismen i sin rene form, den er nok nogle gange for nem at gemme sig under.