Den økonomiske krise og dens konsekvenser

Den opgave kunne jeg jo sagtens skrive. Men da du ikke får noget ud af det, vil jeg hellere tilbyde at spare dig lidt i dine overvejelser. Hvad har du selv tænkt? Hvad ved du om de to økonomiske skoler, der benævnes i spørgsmål 1? Og hvor godt har du fuldt med i politik for nylig?

Jeg vil med glæde give dig æren af denne opgave! Så klarer jeg selv spørgsmål 2. ;-) Jeg føler mig ikke just hjemme i de to 'skoler', men er igang med et forsøg på en besvarelse til spørgsmål 1. Jeg vil nødigt prale af min indlevelse i politik for tiden..

Sådan lidt hurtigt skrevet:

De to økonomiske skoler keynesianismen og monetarismen opstod i det 20. århundrede som følge af første The Great Depression i 1929 og efterfølgende de to oliekriser op igennem 1970erne. 

Hidtil havde den økonomiske teori gennemgående været en teori om det lange sigt, den var udviklet helt fra syttenhundredetallet, hvor Adam Smith gjorde de indledende teoretiske indslag til den liberalistiske ideologi og blev senere specielt videreudviklet af David Ricardo. Gennemgående var holdningen, at økonomien fluktuerede i gode og dårlige perioder, de såkaldte konjunkturer, men hvis den blot fik lov at passe sig selv, ville markedskræfterne automatisk få økonomien tilbage på stabil kurs i dens langsigtspotentiale. Helt centralt i de klassiske teorier var den idé, at indkomsten i samfundet var udbudsbestemt. På lang sigt var det således ikke muligt at øge den samlede indkomst mere, end der kunne produceres ud fra den givne teknologi ved de produktionsfaktorer (arbejdskraft, kapital, jord), der var til rådighed. Det fik senere den franske økonom Jean Baptiste Say til at formulere Say's lov, der lød, at udbuddet altid ville skabe sin egen efterspørgsel.

Under den store krise i 1929 var det imidlertid sådan, at udbuddet ikke skabte sin egen efterspørgsel. Specielt USAs økonomi og men også resten af verdens økonomier var kørt i sænk, og efterspørgslen efter at købe varer faldt derfor drastisk. Det var i det øjeblik, at den britiske og på daværende tidspunkt allerede meget anderkendte økonom John Maynard Keynes erfarede, at det var nødvendigt at udvikle en mere generel og holdbar økonomisk teori. Keynes anerkendte naturligvis den klassiske teori og viste, at økonomien, hvis de blot lod den være, selv på sigt ville finde tilbage i rette stand. Men der skulle ikke mange gåture til for at overbevise sig selv om krisens omfang. Imens krisen stod på, opbyggedes en kæmpe arbejdsløshed, der var kæmpe deflation, så varerne faldt i pris, og det hele så generelt sort ud. Keynes kunne derfor ikke bare sidde at vente på økonomien, "in the long run we are all dead" lyder et af hans provokerende citater, der var meget sigende for hans tankegang. Hidtil havde økonomerne ikke været interesseret i de fluktuationer, som økonomien foretog sig, for de havde aldrig været drastiske. Men nu var det helt anderledes, og det satte Keynes i gang med at undersøge kortsigtsteorien. The General Theory of Employment, Interest and Money er hans hovedværk fra dengang - hovedvægten ligges på general, idet langsigtsteorien ifølge Keynes kun er et specifikt tilfælde af denne. I denne tager han grundlæggende afstand fra Say's lov og forklarer, at det på kort sigt er den effektive efterspørgsel, der regulerer udbuddet og dermed den samlede indkomst i samfundet. 

Interessant!!

For hvis det er efterspørgslen, der sætter gang i økonomien på kort sigt, så er det jo muligt at gøre dette ved at stimulere efterspørgslen! 

Det kan gøres på mange måder. Keynes foretrukne redskab var finanspolitikken. Ved at øge det offentlige forbrug, nedsætte skatterne eller fremrykke offentlige investeringer var det nemlig muligt at øge efterspørgslen i samfundet, der dermed ville øge forbruger. Og når forbruget blev større, ville virksomhederne opleve en større efterspørgsel efter deres varer, hvorfor de ville øge deres produktion. Dette betød, at de måtte hyre nye medarbejdere, hvis disponible indkomst da øgedes. Men når den disponible indkomst øgedes, ville de begynde at forbruge mere, så den effektive efterspørgsel i samfundet ville øges nok engang. Igen måtte virksomhederne altså øge deres produktion for at tilfredsstille efterspørgslen og igen måtte de hyre ny arbejdskraft. Dette er også kendt som den simple forbrugsmultiplikator - den du skal kunne i gymnasiet - og pointen ved den er sådan set bare, at ved at sende lidt penge ud i det økonomiske kredsløb, vil pengene få lov at cirkulere og få en langt større effekt end det umiddelbart kunne se ud til. Ved at føre ekspansiv finanspolitik er det altså muligt at øge den samlede indkomst/produktion/efterspørgsel i samfundet. Dette var en helt unik tanke, for den åbnede muligheden for, at regeringerne kunne intervenere i økonomien, når det gik dårligt (eller alt for godt), så økonomierne fremover kunne undgå forstyrrende konjunktursvingninger.

Keynes åbnede også muligheden for at benytte sig af pengepolitik, men han var nu selv af den overbevisning, at finanspolitikken var det kraftigste redskab. Der kan diskuteres fordele og ulemper begge, men da dette bliver nøjere defineret af monetaristerne, vil jeg blot nævne, at det ofte foretrækkes at fremrykke offentlige investeringer (i finanspolitikken), da dette er en fremtidssikring, hvorimod at øge det offentlige forbrug ville betyde, at du skulle ansætte flere i den offentlige sektor, og det er lidt svært at fyre dem igen, når krisen så er slut. Da de fremrykkede investeringer så ikke skulle laves, når krisen var overstået, virkede det helt ideel at gøre det på denne måde.

I tiderne fremover blev The General Theory gransket nøje, og en gruppe kaldet keynesianisterne opstod ud fra den tro, at økonomien kunne fine tunes, så den slap for alle de uheldige konjunkturer. Så let var alt imidlertid ikke.

I 1970erne valgte en Mellemøstligt kartel ved navn OPEC at øge oliepriserne drastisk, hvilket fik råvarepriserne over hele verden til at stige voldtsomt. Udbuddet blev derfor meget mindre til prisen, og det satte gang i en ny krise. Verdens regeringen prøvede sig lidt frem på må og få med finanspolitik, men det hjalp ikke. Hovedsagen var ifølge monetaristerne, at vi slet ikke var godt nok rustede til at vurdere, hvilke og hvor kraftige indgrebene skulle være. Desuden var det praktisk talt umuligt at time dem i tide. Monetaristerne gik derfor tilbage til en laissez-fair holdning, der helt grundlæggende gik ud på, at politikerne skulle holde sig fra økonomien. Hvis der endelig skulle føres økonomisk politik, skulle det ske igennem pengepolitikken, der var en langt mere sikkert redskab end finanspolitikken, der udelukkende førte inflation med sig. Det var også umiddelbart en naturlig konklusion, hvis du ser på statistikkerne dengang, for priserne steg enormt, oliepriserne fik hele prislejet til at stige, så inflation var der i hvert fald. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at finanspolitik også på lang sigt føre til inflation - det er kun til brug på kort sigt!

Senere er vi blevet mere moderate i vores økonomiske tankegang, og det er nok snarere end blanding af ovenstående, der bliver betragtet som det bedste bud på, hvordan vi bør handle i økonomien.

Hvordan kan jeg derefter inddrage monetarismen? Ligger det i dit svar, eller er der noget jeg har misforstået?

Du kan inddrage monetarismen, idet de har trukket i den modsatte og mindre intervenerende retning end keynesianisterne. Det er en vigtig pointe, for vi intervenerer faktisk ikke så meget. Først og fremmest fordi der i forvejen er en masse automatiske stabilisatorer (specielt i DK), som hindrer en så stor krise, men også fordi vi nu er mere påpasselige med at styre os ud af alt. Vi har jo også set ved finanskrisen, at hjælpepakker og indskudsgarantier i lige så høj grad er med til at stabilisere og redde, som de er med til at sætte økonomien i gang.

Hvis du er for doven til at læse om de økonomiske skoler, kan du måske være interesseret i en humoristisk, lille, økonomisk rap, der faktisk beskriver forskellene meget godt!