Problemstilling til magt.

Hej. Jeg mangler inspiration til at få lavet en samfundsfag magt synopsis.

Jeg har kigget lidt rundt på studienet, men har ikke kunne finde noget som jeg kunne bruge.

Spørgsmålene skal helst kunne indgå artiklerne her:

Magt
Peter Munk Christiansen og Asbjørn Sonne Nørgaard: Demokrati, magt og politik i Danmark, Gyldendal 2006, side 12-14

1.2 Magt
Ligeså centralt begrebet magt er for statskundskaben, ligeså kompliceret og omstridt er det. Det hænger sammen med, at magt ikke er én bestemt ting eller et bestemt forhold. Snarere kan man tale om, at magten har forskellige dimensioner eller "ansigter", som nogen har kaldt det.
Magt kan man have i kraft at være i besiddelse af ressourcer, som andre værdsætter. Det kan være penge, et godt netværk, en position i toppen af en organisation eller gode talegaver. Aktører, som er i besiddelse af mange sådanne ressourcer, antages at have større magt end aktører med færre ressourcer. A.P. Møller - Mærsk antages således at have større magt end rederiet J. Lauritzen, og departementschefen, som er den øverste embedsmand i et ministerium, antages at have større magt end den yngste fuldmægtig i samme ministerium. Det er dette magtbegreb, vi bruger, når vi interesserer os for, "hvem der har magten", idet vi så antager, at nogen har megen magt, mens andre kun har begrænset magt.
Men det er jo ikke sikkert, at aktører, som har adgang til mange ressourcer, også bruger disse ressourcer til at udøve magt. Derfor taler man også om magt som noget, der udøves som en relation mellem aktører eller relationel magt. I den simpleste form går den ud på, at en aktør får en anden aktør til at gøre noget, som denne ellers ikke ville have gjort. Departementschefen har magt over en fuldmægtig, hvis han beordrer denne til at arbejde over i stedet for at gå hjem, som fuldmægtigen ellers helst ville. Magten er i dette tilfælde direkte.
Nu kan det jo være, at vores fuldmægtig er ambitiøs og gerne vil have en karriere i ministeriet. Egentlig ville hun helst hjem efter afslutningen af den normale arbejdstid, men fordi hun ved, at departementschefen lægger mærke til, hvem der går hjem tidligt, og hvem der stræbsomt bliver nogle timer ekstra på arbejdet, vælger hun at blive og arbejde over. Departementschefen har haft magt over vores fuldmægtig, men han har ikke gjort noget aktivt for at få det. Fuldmægtigen har anticiperet (forudskikket) departementschefens reaktion på at gå tidligt hjem. Vi taler da om, at departementschefen har udøvet indirekte eller anticiperet magt.
Uanset, om den relationelle magt udøves direkte eller indirekte, er der tale om en relation mellem aktører, som handler bevidst. Magten kan imidlertid også blive udøvet bag ryggen på de involverede aktører. Det taler vi om i forbindelse med to forskellige former for magt, som vi under eet kan kalde strukturel magt.
Politiske problemer har ikke nogen objektiv eksistens. De har nok en objektiv baggrund, eksempelvis i form af menneskeskabt forurening af naturen. Men som et politisk problem formes vore forestillinger om forureningens årsager og konsekvenser, og hvordan vi skal løse forureningsproblemer, i en social kontekst, det vil sige som følge af at tale med andre mennesker, af at læse aviser og af at se TV. Man taler om, at politiske problemer konstrueres. Der er magt knyttet til denne konstruktion. Nogen eller noget præger vores opfattelse af, hvordan vi skal forstå forurening, kommunalreformen, flygtninge og indvandrere, udlicitering af offentlige opgaver, kriminalitet, boligmangel i de store studiebyer mv. som politiske problemer, og hvordan disse problemer bør løses. Det er symbolsk magt eller diskursiv magt, som man også kalder det. Når vi omtaler den som strukturel magt, skyldes det, at denne form for magt udøves bag vores ryg. Vi er sjældent opmærksomme på, at der er tale om magtudøvelse, fordi vi forstår et politisk problem på en bestemt måde.

Boks 1.3 Magtens forskellige dimensioner

Magt som ressource Ressourcestærke aktører har større magt end mindre ressourcestærke. Magtressourcer kan være materielle (eksempelvis penge), positionelle (eksempelvis en topstilling), sociale (eksempelvis et godt netværk) eller psykiske/kommunikative (eksempelvis karisma)
Magt som relation
direkte magt
- indirekte eller anticiperet magt Magt udøves som en relation mellem aktører
A får B til at gøre noget, som B ellers ikke ville have gjort
B indretter sig efter A, fordi A har mulighed for at sanktionere B's adfærd
Strukturel magt
- symbolsk magt
- institutionel magt Magt udøves uden, at nogen aktører behøver at handle
Aktører er bærere af bestemte, socialt skabte forestillinger (diskurser)
Aktører påvirkes af socialt skabte institutioner
Strukturel magt kan også være den form for magt, der er bygget ind i samfundets forskellige institutioner. Ved institutioner forstår vi regler og normer, som påvirker menneskers handlinger. Lovgivningen er institutioner i denne forstand, men det er også normerne for, hvordan man opfører sig i det politiske liv og for den sags skyld også alle andre steder. Færdselslovgivningen bestemmer, at vi skal køre i højre side af vejen. Det gør vi i langt de fleste tilfælde - også fordi det er hensigtsmæssigt, at alle følger samme regler i trafikken. Men vi spekulerer ikke til daglig over, at vores adfærd i trafikken er et resultat af beslutninger truffet på Christiansborg.
Interesserer vi os for, hvorfor der er så stor forskel mellem de vestlige lande med hensyn til andelen af arbejdsstyrken, som er organiseret i fagforeninger, viser det sig, at i lande, hvor arbejdsløshedsforsikringen er organiseret i fagforeningstilknyttede a-kasser - det såkaldte Ghent-system - er organisationsprocenten højere end i lande, der ikke har et Ghent-system. I Danmark, Sverige og Finland - der har et Ghent-system - er omkring 80 pct. af lønmodtagerne medlem af en fagforening. I andre lande, vi ellers plejer at sammenligne os med, er den langt lavere. Eksempelvis kun 55 pct. i Norge, 30 pct. i Storbritannien og 10 pct. i Frankrig. Organiseringen af arbejdsløshedsforsikringen påvirker lønmodtagernes tilbøjelighed til at være organiseret i en fagforening. Det er en konsekvens af den magt, der er bygget ind i én af arbejdsmarkedets vigtigste institutioner. Institutioner udøver også magt - oftest uden at aktørerne er sig det bevidst.
Magt udøves inden for stort set alle dele af samfundslivet, og det sker på mange måder. Der udøves magt i familierne, mellem mænd og kvinder, i trafikken, på alle landets arbejdspladser, på uddannelsesinstitutionerne, mellem Folketinget og regeringen, mellem interesseorganisationer og ministerier osv. Ikke alle former for magtudøvelse er relevant for os i denne bog. Bogen beskæftiger sig først og fremmest med politik og politiske spørgsmål.

Demokratiopfattelser
Der er mange opfattelser af, hvordan indflydelsen skal fordeles mellem borgere og deres valgte repræsentanter i det "ideelle demokrati". Disse opfattelser kan i grove træk opdeles i deltagelses- og konkurrencedemokrati.

Konkurrencedemokrati Deltagelsesdemokrati
1. Demokrati er en politisk metode; et middel til at træffe politiske beslutninger gennem eliternes konkurrence om folkets stemmer ved periodiske og frie valg. 1. Demokrati er et ideal, der realiseres, når alle borgere aktivt tager del i alle de politiske beslutninger, der berører dem.
2. Vælgerne udøver kontrol over lederne gennem vælgersanktionen: I kraft af truslen om at afsætte de valgte ledere sikres, at de politiske beslutninger er i overensstemmelse med befolkningens (flertallets) interesser. 2. Folkets kontrol ligger i medbestemmelsesret og direkte deltagelse i beslutningerne.
3. Deltagelsesbegrebet er snævert: Politisk deltagelse = valgdeltagelse. 3. Deltagelsesbegrebet er bredt: Det omfatter både mangfoldighed af aktiviteter rettet mod politiske beslutninger samt deltagelse på andre områder.
4. Deltagelsen er indirekte: Folket deltager ikke direkte i formuleringen af politiske beslutninger, men vælger ledere, der bemyndiges til at træffe beslutninger på vælgernes vegne. 4. Deltagelsen er både direkte og indirekte: Ved siden af den indirekte deltagelse bør folket direkte tage del i beslutningerne på forskellige områder.
5. Deltagelsen er instrumentel: Den sigter på udvælgelsen af politiske ledere og derigennem påvirkning af politiske beslutninger. Deltagelsen har en beskyttende funktion. 5. Deltagelsen er både instrumentel og et mål i sig selv: Udover at påvirke politiske afgørelser har deltagelsen en opdragende og udviklende funktion for det enkelte menneske.
Kilde: Jørgen Goul Andersen, Politik og samfund i forandring, Columbus, 1993

Politik i massemediernes vold
Sjællands Tidende 28.04.2005
Debat: Politik i massemediernes vold
Af Bo Bredsgaard Lund, Tekstforfatter og medieanalytiker og Mads Christian Esbensen, Journalist og Kommunikationsrådgiver i JKL
Den gennemsnitlige dansker ser i gennemsnit 18 timer og 22 minutter tv om ugen viser officielle tal fra DR. Det er derfor ingen overdrivelse at hævde, at den primære informationskilde til omverden for størstedelen af danskerne er fjernsynet. Mens oplagstal for betalte aviser falder med 40.000 om året, går det nemlig den anden vej med tv-forbruget. Det stiger.
Resultatet er utvetydigt. Langt størstedelen af den viden en almindelig borger har om politik, kommer fra én kilde: Fjernsynet. At vi samtidigt lever i en medieverden domineret af tv er uomtvisteligt.
Dette har flere konsekvenser for præmisserne for politik i dagens Danmark. Især er tre pointer afgørende. For det første betyder det, at medierne i stigende grad afløser Folketinget som parlamentet, hvor politik bliver debatteret. Konsekvensen er, at tv-mediet med dets struktur og logik i stigende grad afløser den politiske logik.
For det andet har medieverden sammen med andre faktorer bidraget til, at udslette et tidligere centralt begreb for politikernes kernevælgere. At stemme på et parti handler i dag i modsætning til tidligere om identifikation. Dette udspringer selvfølgelig også af den frihed, som især 120 års socialdemokratisme har afstedkommet. At stemme i dag er snarere noget den enkelte selv vælger, end det er noget han/hun er født til.
For det tredje betyder medieverdens indtog, at politik ikke omhandler den faglige substans, men i højere grad de personlige egenskaber og det politiske opgør. Især er konflikten mellem politikere essentiel, og det behøver ikke handle om store politiske forskelle.
At medierne er nutidens parlament kræver ikke den store undersøgelse at påvise.
I folketingets 24 stående udvalg bliver der diskuteret politik, samt lavet politiske aftaler, sådan som der altid er blevet gjort. Ministeriernes departementer udformer love, styrelser og direktorater, og forvalter dem. Dette sker i bedste kooperative og langsommelige stil, som vi har været vidne til i årtier.
Men den sande politiske dagsorden sættes i medierne. I medierne findes nemlig en arena, hvor en enkeltsag kan eksplodere, og få interesseorganisationer, politikere, eksperter og andre til at svinge med pisken, og i løbet af 24 timer få ministre på banen, der lover lovændringer.
De afgørende præmisser for hvorvidt en sag dukker op i TV-Avisen, er ikke politologiske og samfundsmæssige komplekse overvejelser. De afgørende præmisser bunder i en anden kompleksitet, nemlig hvorvidt sagen opfylder mediernes kriterier for en god historie. Mediernes gode historie fordrer en identificerbar konflikt, f.eks. mellem en forurettet borger og et langsomt bureaukrati. Den gode historie er endvidere sensationspræget. Det skal være en aktuel nyhed, og bare en uge kan gøre en verden til forskel. Der skal være aktører som vil udtale sig, og især gode billeder - såkaldte photo-opportunities. Medierne behøver imidlertid ikke besidde detailviden fra et dansk ministerium for at vide, at lovsamlinger, redegørelser og bekendtgørelser normalt ikke indeholder den slags sprængstof, der udgør den gode historie. Politiske problemstillinger er ofte uhyre komplekse, involverer ikke gode billeder, og kan ikke indoptages i de journalistiske selektionskriterier. Resultatet forbliver tilbage: en medialisering af politikken. Politik er med andre ord blevet reduceret til nyhedsindslag på 20-30 sekunders varighed.
Der findes ingen kernevælgere
En anden men ligge så vigtig pointe, og et resultat af medialiseringen af politik, er opløsningen af kernevælgerne. Opløsningen af kernevælgeren skyldes en række andre socioøkonomiske faktorer i samfundet. Men medierne har haft en katalyserende effekt på denne opløsning. Tidligere blev de fire store partiers vælgere kun informeret via de lokale partidominerede aviser.
I dag er vælgerne troløse i den forstand at cirka hver tredje vælger skifter partier fra valg til valg. Det skyldes blandt andet, at borgerne ikke opfatter sig selv som en del af en fast klasse eller tilhører specifikke økonomiske interesser. Troløsheden medfører, at partier må behandle sig selv som varemærker. I dag findes der ingen kernevælgere. Tidligere kunne de fire gamle partier (V, K, S og R) regne med en vis andel af stemmerne. Den tid er forbi. At stemme handler i dag ikke kun om at forsøge at påvirke samfundet i den retning man ønsker, det handler i lige så høj grad om en form for identifikation. I en medialiseret politisk kontekst bliver den tilgængelighed partier og politikere har til at påvirke begrænset og skåret til efter nyhedsmediernes kriterier, hvilket sætter nogle fundamentale nye udfordringer for partier og politikere i deres kommunikation gennem medierne.
Politik er blevet et spørgsmål om det personlige opgør
Politik som det personlige opgør - duellen - er en tendens som ofte bliver beskyldt for at komme fra den amerikanske valgkamp. I virkeligheden er det en direkte konsekvens af, at politik i stigende grad drives i medierne. Tv-medierne skal i deres vinkling af nyheden altid have en personkonflikt, dvs. der skal være nogle ansigter, der kan repræsentere de poler eller den sag, der forsøges formidlet. Det kan slagteriarbejderen vs. den multinationale virksomhedsleder, som måske beskriver en anden latent makroøkonomisk tendens, men som i tv-medierne konsekvent bliver et spørgsmål om en konflikt mellem LO'ernes hr. Hansen og direktøren hr. Jensen. Den samme tendens rammer selvfølgelig dækningen af politik. Her skal alt gøres til et spørgsmål om Nyrup vs. Ellemann, Nyrup vs. Fogh, Fogh vs. Lykketoft, Fogh vs. Thorning-Schmidt? Det essentielle bliver her ikke politikken, men personen. En dækning af politikken uden den personbårne konflikt, er klart noget vi efterlyser, fordi det alt andet lige må betyde en mere nuanceret dækning af politikken. Men en dækning af politikken uden den personbårne konflikt, synes at afgå med døden.
Strategiske udfordringer for den moderne politiker
Som følge af den medialiserede politik med den personbårne konflikt, stiller primært tre udfordringer for den moderne politiker.
For det første er det ikke nok at forstå det politiske system i dag, for at kunne agere som dygtig politisk aktør. En grad fra statskundskab er ikke nok. Det er også nødvendigt at forstå medierne, enten som journalist eller som medierådgiver. Medierne som arena med sine egne regler og selektionsprincipper er det afgørende parameter. Derfor bliver fremtidens politikere nogle, der forstår både det politiske og det mediemæssige system, og især hvordan medierne ser, forstår og arrangerer det politiske system. Det vil kræve en oprustning blandt partierne af folk med kommunikationsbaggrund. Ikke flere spindoktorer, der ofte er journalister, men aktører der både har den politiske kompetence og den mediemæssige kompetence.
For det andet kræver opgøret med kernevælgerne, at de politiske partier forholder sig til omverden, og laver fokusgrupper, omverdensanalyser, og andre former analyser som identificerer hvilke værdier som optager borgerne. Det, som de dygtige virksomheder har gjort i mange år. Et centralt budskab er her, at politikerne må opfatte deres vælgere som målgrupper. Men ikke målgrupper i traditionel forstand som reklamedinosaurerne gør det - ved alene at råde over 4 slags danskere, men på en innovativ måde, hvor der tages udgangspunkt i aktuelle sager, og hvor udgangspunktet varierer fra sag til sag. På den måde kan man til stadighed holde sig orienteret omkring stemningen i blandt vælgerne, og spore de værdier, de identificerer sig med - værdier som ikke længere kan indplaceres på den politiske højre-venstre-dimension.
For det tredje er politik blevet et spørgsmål om det personlige opgør. Det betyder, at politikeren ofte vil indgå som den ene part i en konflikt, og derved altid have en tiltænkt rolle. Politikerne skal derfor flytte deres fokus fra udelukkende politikken, til at se sig selv som et objekt i en tiltænkt konflikt. De gode politikere må derfor tage udgangspunkt i deres modstandere, og positionere sig i forhold til disse. I den forbindelse kan henvises til Tony Blairs legendariske slogan som på en og samme tid angreb de konservative, og skabte en unik værdi var: "Tough on crime - tough on the causes of crimes".
Dansk politik er altså blevet medialiseret. Den politiske parlamenteren er flyttet fra Folketingets talerstol til dueller i tv. Dette betyder, at den politiske dagsorden sættes på mediernes præmisser. Den politiske dagsorden formidles via mediernes såkaldte gode historie. Og mediernes gode historie er bl.a. kendetegnet ved en personbåren konflikt. Dette stiller store krav til nutiden, men især fremtidens politikere. Ikke alene skal man have politisk indsigt, man skal også forstå hvordan medierne virker, hvad der gør en historie god i medierne. For det andet må man have nogle endnu bedre redskaber til at fornemme stemningen blandt vælgerne. Man kan ikke alene opdele befolkningen i fire målgrupper, som det traditionelt gøres. Endelig må morgendagens politikere være sig bevidste omkring deres rolle mediernes gode historie, for på den måde bl.a. at kunne flytte fokus til modstanderen.

ournalister bestemmer politikernes succes og fiasko
http://www.berlingske.dk/article/20081006/politik/81006107/
I morgen åbner Folketinget, og hvis man spørger politikerne selv, er det ikke blot åbningstalen, lovforslagene og de timelange debatter i salen, der bestemmer politikernes op- og nedture. De politiske journalister har stor magt, viser ny undersøgelse af det politiske magtspil.
Af Bodil Jessen
Mandag den 6. oktober 2008, 15:49
Kan Helle slog Fogh? Bliver Lars Løkke en succesrig arvtager efter Fogh?
Svaret på disse spørgsmål afgøres for en stor dels vedkommende på landets tv-stationer og avisredaktioner. De politiske journalister har stor indflydelse på, hvilke politikere der får succes og på, hvilke emner der skal på den politiske dagsorden.
Det viser en ny undersøgelse blandt folketingspolitikere og journalister på Christiansborg, som Center for Journalistik på Syddansk Universitet har foretaget.
To tredjedele af de adspurgte politikere mener, at medierne kan afgøre en politikers succes, mens lidt over halvdelen af dem mener, at mediernes magt er for stor.
Folketingsmedlemmer bestemmer mindst
Overordnet set tegner undersøgelsen et billede af, at både journalister og politikere mener, at medierne er en vigtig politisk magtfaktor.
Det gælder med hensyn til den politiske dagsorden og især under valgkampe. Det er dog bemærkelsesværdigt, at politikerne anser mediernes magt for større, end journalisterne selv gør.
Både politikere og journalister mener, at statsministeren er den person, der har mest indflydelse på den politiske dagsorden. Politikerne mener, at TV og radio er stort set lige så magtfulde som statsministeren, mens journalisterne anser den skrevne presses magt for større end TV's og radios.
Helt skidt står det til for folketingsmedlemmerne selv, der øjensynligt har meget vanskeligt ved at komme igennem med deres budskaber. Kun en fjerdedel af folketingsmedlemmerne synes, at de er i stand til at sætte nye problemer på dagsordenen, og de ligger dermed på en bundplacering efter henholdsvis statsministeren, TV/radio, ministre, den skrevne presse, interessegrupper, partier og tænketanke.
Journalisterne rangerer folketingsmedlemmernes magt næstsidst - kun undergået af tænketanke.
Medierne havde stor indflydelse på sidste valg
Undersøgelsen blev indledt efter valget i 2007, som 80 procent af de adspurgte politikere mener, at medierne dominerede. Ifølge 65 procent af politikerne havde medierne direkte indflydelse på udfaldet. Omtrent halvdelen af journalisterne var enige i begge synspunkter.
Undersøgelsen viser i det hele taget, at politikerne har en kritisk holdning til den politiske journalistik. De folkevalgte anklager således journalisterne for at gå efter sensationelle historier, der kan tiltrække mange læsere eller seere og for at fokusere på den politiske proces frem for perspektiver og substans.
Journalisterne er mindre kritiske over for deres eget arbejde, men kan dog genkende nogle af kritikpunkterne.
Journalister søger mod den politiske midte
En stor del af de skrevne medier er borgerlige, men undersøgelsen afkræfter ifølge professor i journalistik og statskundskab, Erik Albæk, den udbredte opfattelse, at journalisterne selv skulle være meget venstreorienterede.
Selv om den politiske midte stort set er forsvundet på Christiansborg, trives den blandt journalisterne. Tre ud af fire erklærer, at deres politiske standpunkt er midterorienteret.
- Store dele af den offentlige debat om den politiske journalistik og forholdet mellem journalister og politikere bygger på myter og skrøner. Nu har vi endelig nogle konkrete undersøgelser, der blandt andet viser, at der intet belæg er for påstanden om, at politiske journalister skulle være særligt venstreorienterede, siger han.
De politiske journalister oplever ikke noget stort kommercielt eller politisk pres, men mener dog, at den stærke konkurrence med andre medier har den mest negative indflydelse på deres arbejde.

Ps. Forventer ikke at der er nogen som læser det hele ^: Mangler bare en smule inspiration til de overordnede spørgsmål..