Nelson Mandelas sammenhæng til slaveri

Efter det afrikaner-dominerede National Partys valgsejr i 1948 med et apartheid-program med raceadskillelse blev Mandela en forgrundsfigur i ANCs Defiance Campaign (Trodskampagne) i 1952 og Congress of the People (Folkekongressen) i 1955, hvis indførelse af frihedsbrevet gav anti-apartheid-sagen dens grundlæggende program.

Selv om de oprindeligt støttede en ikke-voldelig kamp og blev frikendt i marathon-forrædderisagen fra 1956-1961, accepterede Mandela og hans kollegaer nødvendigheden af væbnet kamp efter nedskydningen af ubevæbnede demonstranter i Sharpeville i marts 1960 og forbuddet mod ANC og andre anti-apartheid-grupper.

I 1961 blev Mandela leder af ANCs væbnede fløj Umkhonto we Sizwe ("Nationens spyd", eller MK), der indledte en væbnet kamp mod det racistiske styre. Som øverstbefalende blev Mandela også sendt på en slags våbenlejr i Algeriet. I august 1962 blev han arresteret og fængslet i fem år for ulovlige udenlandsrejser og opfordring til strejke. I juni 1964 blev han dømt igen, denne gang livstid for sin deltagelse i planlægning af væbnet kamp. Han ankom som fange nummer 466 i 1964, og fik derfor fangenummeret 46664. I 1965 blev han idømt livsvarigt fængsel, men kom dog ud igen den 11 februar 1990, efter at have siddet inde i over 27 år.

Efter at have afslået at blive løsladt mod at forsage væbnet kamp (februar 1985) forblev Mandela i fængsel indtil februar 1990, hvor vedvarende kampagner fra ANC og internationalt pres førte til frigivelsen den 11. februar efter ordre fra præsident F.W. de Klerk, der samtidig ophævede forbuddet mod ANC. Mandela og de Klerk delte Nobels fredspris i 1993.

Som præsident for ANC (juli 1991 – december 1997) og den første sorte præsident i Sydafrika (maj 1994 – juni 1999) havde Mandela det overordnede ansvar for overgangen fra mindretalsstyre og apartheid, og han opnåede international respekt for sin opfordring til national og international forsoning. Nogle radikale var dog skuffede over de sociale forandringer i hans regeringstid, særligt regeringens ineffektivitet i forsøget på at hæmme udbredelsen af AIDS.

Mandela blev også kritiseret fra vestlig side for sit nære venskab med diktatorer som Cubas Fidel Castro og Libyens Muammar Gadafi, som han kaldte "våbenbrødre". Mandela havde et meget nært forhold til Cuba og betragtede Cuba som "sit andet hjem". Mandelas beslutning om at indsætte sydafrikanske tropper til at nedkæmpe kuppet i 1998 i Lesothoer også et kontroversielt emne.

Da Mandela fratrådte som præsident i 1999, blev han talsmand for forskellige sociale- og menneskerettighedsorganisationer.

I 2002 og 2003 gav Mandela interviews og holdt flere taler, hvor han angreb USA og i særdeleshed Bush-administrationens udenrigspolitik. Mandela sagde bl.a. at USA er en trussel mod verdensfreden, og at "hvis der er ét land, der har begået ubeskrivelige grusomheder i denne verden, så er det USA". I 2003 støttede Mandela 46664 AIDS-pengeindsamlingskampagnen med navn efter hans fangenummer.

I 2008 blev ANC og Mandela officielt slettet af USA's terror-liste. Mandela var indtil da, i lighed med andre højtstående medlemmer af ANC, stemplet af USA som terrorist og havde indrejseforbud i USA på grund af bevægelsens kamp mod det hvide apartheidstyre i Sydafrika. :-) 

Tak for svar, det hjalp :)

Selv tak! :-)

#3 hvad med bare og sende linket næste gang?