hjælp med spørgsmål

I 1866 og 1867 fulgte jeg England jorden rundt: Overalt var jeg i engelsktalende eller engelsk-regerede lande. Selv om jeg bemærkede, at klimaet, jorden, skikkene, at blandingen med andre folkeslag havde ændret blodet, så jeg også, at i grunden var racen altid den samme.

Den idé, som overalt på min REJSE  på én gang har været min ledsager og fører - en nøgle til at lukke op for skjulte ting i de mærkelige nye lande - er en - måske ufuldkommen - overbevisning om vor races storhed, som altid vil omkranse jorden, og som måske er skæbnebestemt til lidt efter lidt at brede sig helt ud over den.

I Amerika er alverdens folk ved at blive smeltet sammen, men det sker i en engelsk støbeform. Alfreds LOVE  og Chaucers tunge er deres, hvad enten de vil være ved det eller ej. Der er nogle, der siger, at England i tidens fylde vil kræve æren for at have skabt større Englande på den anden side af havet. Men de synes ikke at indse, at det har gjort mere end blot at danne sine egne kolonier. Det har pålagt udvandrerne fra de tyske lande, Irland, Skandinavien og Spanien sine institutioner. Gennem Amerika taler England ...

Hvis vi tager nogle landkort, der viser de engelsk-regerede og russisk-regerede lande for 50 år siden og sammenligner dem med de engelske og russiske lande i dag, ser vi, at sakserne har overgået moskovitterne i erobring og kolonisation. Alene USAs territorium er ligeså stort som Rusland. Chile, La Plata og Peru må på et eller andet tidspunkt blive engelsk: den indianske race, der beboer de fleste af disse lande, kan ikke klare sig mod vore kolonister; og fremtiden for højlandene i AFRIKA , Japan og Kina er klar. Selv på de tropiske sletter synes kun negrene at være i stand til at modstå os. Ingen mulig udvikling kan hindre, at den engelske race i 1970 vil omfatte 300 mill. mennesker - af én nationalkarakter og én tunge. Italien, Spanien, Frankrig og Rusland bliver pygmæer ved siden af et sådant folk.

Mange af dem, der er klar over de engelske nationers styrke, synes at mene, at vor egen nation - både moralsk og fysisk - er den mindst magtfulde del af racen, eller at vi med andre ord overskygges af Amerika og Australien...

Skønt vi tvinges til at overveje den fart, hvormed vi taber vor industrielle overlegenhed, eftersom kul bliver billigere i Amerika og dyrere i Gamle England, så har vi ikke desto mindre ligeså meget at tilbyde Amerika, som det kan give os. Besiddelsen af India udgør for os det element af storbesiddelse, som nu er nødvendigt for at sikre en udvidelse af de åndelige horisonter og ædle formål; men for den engelske race giver vor besiddelse af India, af AFRIKAS  kyster og af Kinas havne muligheder for at plante frie nationer blandt verdens sorte racer.

Fremtiden for en enkelt del af vor race er imidlertid kun af ringe betydning i sammenligning med hele racens triumf, men de engelske LOVES  magt og de engelske regeringsprincipper er ikke kun et engelsk spørgsmål - fortsættelsen er af afgørende betydning for menneskehedens frihed.

Kilde: Henrik Skovgaard Nielsen: Imperialismen 1870-1914, 19772, sp. 49-51

SKRIV NOTE

ARBEJDSSPØRGSMÅL ID

Hvordan bruger Charles Dilke ordene "blod", "race" og "folk"? Giver det mening at tale om en "engelsk race"?
Hvilke beviser ser han på englændernes overlegenhed?
Hvad er hans fremtidsvision?