Dansk stil:-)

Hej. Vil i ikke være søde at give en karakter? I skal bare være helt ærlige??


Pigen med klumpfoden

Jeg ligger i min seng. Ikke fordi jeg skal sove eller nødvendigvis skal stå op. Bare fordi jeg havde lyst til at ligge på sengen, og bare tænke. Det gør jeg som regel sjældent. Men denne gang er det nogle helt specielle tanker, der er på banen. Alt det der har fået mig til at tænke: "Det her er en stor betydning af mit liv". Men først og fremmest mangler der lige noget. Der mangler noget sødt, dejligt, knasende nydelse. Jeg går hen til køknet, og henter mine sædvanlige Mariekiks. Jeg lægger mig på sengen igen. Pludselig bryder der en erindring ind;
Det var dejlig sommermorgen, og sommerfugle fløj rundt omkring. Jeg besluttede mig for første gang i 3 år, at gå udenfor. Jeg fandt mig en bænk lidt ved siden af mit hus. Havet var smukt og blåligt. Pludselig satte en fremmede mand sig ved siden af mig. Han blev ved med at stirre på mig. Det endte med vi talte sammen. Men det var nok manden der først kom på talefod. Vi præsenterede os omhyggeligt for hinanden. Han boede i en villa længere fremme. Han spurgte også om hvorfor han aldrig havde set mig før. Og jeg svarede at jeg ikke brød mig om at gå ud så meget, og at det nu var tre år siden jeg havde været ude for villaen. Jeg var bogstaveligtalt hele tiden hjemme. Han blev ved med at komme med nogle nye emner, igen og igen, og det irriteret mig faktisk lidt. Jeg ville have han skulle gå, for jeg følte mig utilpas på en meget mærkelig måde. Men samtidig ville jeg gerne have han skulle blive her. Jeg havde stadig et smil på læbet. Jeg var forvirret. Jeg var bange for at han skulle se min klumpfod. Pludselig kunne jeg høre min mor kalde på mig inde fra villaen. Mit hjerte bankede hårdt. Jeg ville IKKE have at manden skulle se min klumpfod. Han ville fortsætte samtalen, men jeg svaret ham ikke. Han rejste sig og spurgte om jeg ville låne hans stok, for ikke at glide i mosset ved trappen. Jeg råbte nej. Jeg begyndte at ryste på hele kroppen. Hårene på mine arme rejser sig. Jeg ville have han skulle gå nu. Lige nu, omgående! Så nu begyndte tårerne at komme frem. Jeg prøvede at få mig selv til at stoppe, men det var umuligt. Jeg brød sammen. Han blev lidt sur, på grund af min afvisning tror jeg. Og endelig efter en lang frustration, gik manden sin vej. Jeg så hvordan han stille gik for sig selv med stokken. Jeg græd, og løb hjem med den klumpfod jeg havde haft besvær med hele livet. Den dunkede og gjorde ondt. Jeg gik op på mit værelse og satte mig til at græde på sengen igen....
Efter den dag, turde jeg aldrig gå ud igen, for jeg var bange for at møde manden og mennesker igen. Fra dag til dag, måned til måned, år til år, var jeg bare hjemme. Jeg blev undervist her hjemme som sædvanlig. Jeg turde ikke træde ud fra mine omgivelser her hjemme.
Men da årene gik, blev jeg ældre og ældre. Jeg måtte finde et job, og tjene nogen penge. Men inden det skulle jeg skifte til lejlighed langt herfra, for at undgå at møde manden. Det var simpelthen på grund af manden jeg flyttede ind i en lejlighed langt væk fra mine forældre. Og jeg kom selvfølgelig aldrig hen for at besøge mine forældre. Hvis det var jeg ville se dem, måtte jeg bede dem om at de skulle komme hjem til mig. Jeg hader min klumpfod. Det er så flovt at blive født med sådan en fod. Og jeg vil ikke have nogen som helst skal se den. Det er den der gør mit udseende hæslig.