Ang. skriftlig fremstilling

Hvad vil i give denne novelle i karakter?

Jeg tog fejl

Det er mørkt og bidende koldt, vinteren har for alvor sat sit præg på lille Danmark, som vi siger. Jeg går ned af en bred gade der fører ned til torvet, hvor alle handler deres julegaver, eller sådan føles det. Der er pyntet op til jul alle steder. Hvor man end kigger hen. Mennesker går , og kommer. Tiden går og går , og der har stadig ikke kommet nogen til mig endnu, som jeg længes efter af hele mit hjerte. Jeg er en ung kvinde på 23 år ,så jeg skal nok nå det, alt kommer vel til sin tid. Nogle gange kommer der tanker, og drømme til mig, om jeg vil nå det, eller jeg vil dø som enke.

Jeg går ind i en af de butikker , jeg handler mest i, nemlig Vero Moda. Der har jeg tænkt mig at købe nogle farverige cardigans til min mor, hun elsker afslappet tøj, men også det som der alligevel er lidt mode nu for tiden. Da jeg når hen til køen, ser jeg en høj og slank mand med brunt , og lækkert hår stå og vente på service. Jeg går et skridt tættere på, kigger ham dybt i øjnene. Jeg ser en glæde og tålmodighed i hans blå øjne. - Kommer du her tit spørger han, jeg siger at jeg kommer her nogle par gange. Vi kigger i hinandens øjne i lang tid, og jeg kan se at han også kan se noget i mig, som jeg ønsker af hele mit hjerte, kærlighed. Da servicen kommer, spørger en kvinde ved kassen om vi er klar til at betale. Vi siger ja samtidigt. - Det bliver 250 kr siger kvinden. Manden afleverer de aftalte penge til kvinden, hun siger tak og fortsat god jul. Jeg går et skridt frem, og står klar til at betale min julegave til min mor. - Det bliver 400 kr for de to cardigans. Jeg får min hånd ned i lommen med stort besvær, fordi der ligger en masse andre sager skjult for omverdenen nede i min lomme. Da jeg giver kvinden pengene, siger hun tak i en meget skarp tone. Og fordi der ikke er flere ved kassen går hun væk i et rask tempo, man kan hører hendes højhælede sko langt væk. Da jeg er færdig med at pakke mit tøj ned, kan jeg ikke se manden længere, jeg skynder mig udenfor butikken i en meget høj fart. Da jeg kommer udenfor kan jeg skimme manden jeg snakkede med i butikken for blot nogle minutter siden. Han kommer gående hen imod mig i slowmotion. En følelse af kærlighed rammer mit hjerte, mine kinder bliver røde som modne saftige æbler fra føtex. - Skal vi følges spørger han, jeg siger ja. - Hvad hedder du, jeg hedder Julie, - hvad hedder du, Anton. - Har du nogle søskende spørger Anton, jeg siger at jeg har en søster ved navn Dorte. Det ene spørgsmål efter det andet spørgsmål kommer ud fra vores munde. Fra et spørgsmål i butikken, er blevet til tusind. Tiden går, og vi spiser på cafe sammen, som om vi har kendt hinanden i lang tid. Tænk at her sidder jeg, og snakker med en jeg kun har snakket med i 3 timer, en fremmed. Gad vide hvad mine forældre ville sige til dette. Aftenen går stille og roligt hen, vi snakker om alt mulig fra barndommen til voksen livet. Samtalen afbrydes da min mor ringer, jeg tager den. - Hej Julie, hvor bliver du af,  jeg er ude og handle julegaver, min mor kan godt høre at det er løgn. - Butikkerne de lukker om 10 min, og det er ved at blive sent. Jeg siger okay, jeg kommer hjem nu, jaja jeg kommer. - Bor du stadig hjemme, spørger Anton. Ja, min mor siger at jeg kan blive boende derhjemme til jeg er færdig med mine uddannelser. - Det virker til at du har nogle søde forældre, ja det har jeg også, de render altid i hælene på en, for at beskytte en. -Kender du det, ikke rigtigt, min mor døde da jeg var 11 år, derefter blev min far alkoholiker og det gik ned ad bakke. - Hvordan klarede du dig så efterfølgende. Jeg kom i en plejefamilie, hvor jeg fik kærlighed og omsorg i højeste grad, rigtig forkælet, fordi de synes at min barndom havde været forfærdelig, og at de så ville rette op på den. - Sørgelig historie, men livet kan jo hellere ikke være en dans på roser. Man vil jo altid støde på udfordringer og problemer der skal løses, og i de fleste tilfælde i fællesskab. - Du har ret, indtil videre har du været den eneste der har forstået mine følelser, og det var blot på nogle timer, du er fantastisk kvinde. - Tak, og du er en fantastisk mand. Tavshed, to øjne mødes, for anden gang. Denne gang var der mere kærlighed til stede. To læber mødes, og de indre tanker og følelser om nogensinde at blive enke forsvandt så hurtigt som det kom. Det uforglemmelige tidspunkt blev afbrudt da en fra cafeen sagde at det var ved at være lukketid. Vi rejste os, jeg tog min jakke på, og vi gik ud i friheden, hvor ingen kan blande sig i vores sager. Det er mørkt og koldt, og sneen daler ned, stjernerne blinker, og det er den mest romantiske aften jeg nogensinde har oplevet før.

Da vi kommer hen til min dør, står Anton med klare blå øjne, de beder om noget jeg ikke ved hvad er, men noget er sikkert, og det er at vi skal mødes igen, men hvor. Jeg siger at vi kan mødes ovre på banegården kl. 10 i morgen, for at tage et sted hen. - Men hvor hen, vi kunne tage til legoland, for også at få barndommen vakt til live igen. - Det er okay, vi ses skat, vi ses.

Næste dag vågner jeg med et sæt, da min mor rusker i mig. Hun spørger mig om hvorfor jeg kom så sent hjem i aftes, jeg bliver nødt til at sige sandheden, intet kan holdes skjult for min mor. Jeg siger til hende at jeg mødte en sød mand , og at jeg skal mødes med ham igen i dag. Min mor er tavs, og siger okay, det lyder som en god ide, men pas nu på. Jaja mor, det skal jeg nok.

Da jeg når banegården ser jeg Anton stå med en anden kvinde, jeg går direkte over hiver Anton i ærmet, hvad skal det til for, Anton ser mærkeligt på mig, - hvad laver du. - Hvad laver du. - Jeg snakker med min nye chef. Anton løber hen imod en af busserne. Sætter sig ind, og bussen kører. Jeg løber efter, bussen stopper, jeg går ind, - hvor er din billet siger buschaufføren. Jeg skal snakke med en, en med en grå hue, - en med en grå hue siger en anden mand videre, bagerst står en tyk og skalet mand, det er dig hun snakker om, mig, ja dig, spørg hvad det er hun vil siger Anton, de siger det videre, Julie siger jeg vil snakke med ham, jamen hvad er det du vil, jeg vil sige at jeg elsker ham, den bagerste mand siger, hun elsker dig, bussen råber huhu. Anton går ned til Julie, og vores øjne mødes igen. Undskyld for det jeg gjorde, jeg misforstående det, - det gør ikke noget, nu er vi jo sammen her igen. Og alle kan begå fejl. Man lærer sig ikke noget hvis man ikke begår fejl. Fordi det er det fejl er til for.