Hjælp - historie!!!

Hej, jeg har fået en masse spørgsmål som skal besvares. Der er nogle få spørgsmål som jeg ikke rigtig forstår, og vil derfor høre om der er nogen som kan hjælpe mig :)
Der er kilder og spørgsmål til kilderne





Københavns bombardement

”Siden i onsdags er intet nummer af dette blad udkommet. Om denne mellemtids begivenheder er med få ord følgende at berette: Onsdag aften lidt efter 7 begyndte fjenden fra batterier bag Vesterbro, imellem Ladegården og Rolighed, to-tre steder bag Blågård og Nørrebro, såvel som bag Østerbro et i sit slags mageløst bombardement på den vestre og nordre side af staden. Man regner på Slump, at over 2.500 bomber, granater, brandkugler, brandpile og gloende kugler indbefattedes (var med i dette tal). Mange mennesker blev kvæstet. Og over 30 steder udbrød der ildebrand. De blev dæmpet af brandfolkene med en raskhed […]
En fjendtlig kolonne, der denne nat skimtedes fremrykket på Vesterbro, blev ved kadetter mandskab
ved flåden) hugget tilbage.
Om torsdagen var fjendens batterier næsten tavse. Og skønt der da og i den følgende nat skønnes at være indkommet (bombet med) omtrent samme mængde bomber og adskillige steder tændtes (der opstod ildebrand), blev slutningen endnu god. […]
Endelig begyndte den tredje aften et bombardement, der endnu overgik første nats. Straks om aftenen blev tømmerpladserne skudt i brand. Vort batteri sammesteds, hvis krudtforråd sprang i luften, måtte forlades. (På samme tid opstod der ildebrande, der ikke længere kunne bekæmpes).
Med sine brandbomber skød fjenden ild i Fruekirke og spir […]”

• Karakteriser avisartiklen som neutral eller subjektiv.
Vurder artiklens værdi som kilde til Københavns bombardement.





Dannevirkes rømning

Kilde 1:
P.V. Grove var krigskorrespondent på avisen Dagbladet. I anledningen af de danske troppers
tilbagetrækning fra Dannevirke den 5. februar 1864 skrev han:
”I afskedens øjeblik skriver jeg, fortumlet og dybt rystet, disse sidste ord fra Slesvig by. Hovedet svimler af tusinde tanker. Armeen er på tilbagetog. Dannevirkestillingen er opgiven, de kostbare værker, hvortil så mangt et stolt håb var knyttet, står nu med fornaglede kanoner, og når dagen i morgen oprinder, vil fjenden triumferende holde sit indtog i Slesvig, hvor alt er forberedt på at give de tyske tropper en festlig modtagelse.
Endnu i dette øjeblik ved vore soldater ikke, hvad der forestår dem i denne nat. De står endnu i stillingen og venter måske om kort tid at skulle optage det angreb, som man ved, at fjenden har påtænkt i morgen, men når da signalet lyder, vil det ikke være: avancer! men: retirer!
Stakkels soldater, stakkels officerer, stakkels Danmark! Hvor tungt at være lille, og dobbelt tungt at regeres af folk, der ikke kan tåle tanken om de ”strømme af blod”, som hver af Danmarks sønner i hæren med glæde vil udgyde for vores fælles fædreland. Det er smukt at være menneskelig, men smukkere endnu ikke af menneskelighedshensyn at glemme det, der står højt derover: æren!
Der alarmeres til opbrud. Farvel Slesvig. Farvel du dyrebare Dannevirke, hvis navn giver så kraftig genklang i hvert dansk bryst!”

Kilde 2:
Ditlev Gothard Monrad (1811-87) var konseilpræsident (statsminister) 1863-64. I Folketinget skulle han forklare tilbagetrækningen fra Dannevirke. Stemningen i Folketinget er ophidset:

”Men lad os ikke dømme overilet. Lad os ikke fælde nogen dom, før alt foreligger klart. Besindigheden dømmer ikke, før sagen er oplyst fra alle sider. Da jeg så og talte med disse mænd, den kommanderende general, stabschefen og dem, som står disse nærmest, beundrede jeg dem. Der var over dem udbredt den største koldblodighed og rolighed, støttet på overbevisningen om, at en alvorlig modstand måtte gøres ved Dannevirke. Lad os derfor ikke letsindigt gå hen og fordømme sådanne mænd (afbrydelse og stærk modsigelse fra tribunen). Ja, vil De, mine herrer, letsindigt gøre det, det bliver Deres sag. Jeg vil det ikke.
Jeg vil sige Dem en ting: Et tegn på, at en nation er sin opløsning nær, det er, når man slynger ordet
”forræderi” ud imod dem, som tjener deres fædreland tro, når man kaster mistanke på dem, som er beredte til at ofre deres liv for fædrelandet, når der, medens fjenden står i landet og kanontordenen høres fra den ene by til den anden, haves gadeopløb og tumulter, hvorved man tror at tiltvinge sig visse beslutninger, og som gør det nødvendigt med magt at værne om den offentlige orden og kongehusets sikkerhed.
En nation må i farens stund slutte sig sammen og arbejde sammen. Lad os forene os sammen og arbejde sammen for fædrelandet i denne farens stund. Lad den ene ikke kaste mistanke over på den anden. Lad ikke disse tanker, som ond vilje har udspredt hin side Elben for her at så mistillidens sæd mellem kongen og folket, gro op i danske hjerter. Tro ikke, hvad man lader komme frem dér, for at det skal berettes i vore blade og udbrede mistankens sæd; vær ikke så enfoldige at lade slig tale få indpas hos Dem!
Mine herrer, jeg ved, at et stort ansvar hviler på mig. Ikke har jeg bævet tilbage for at bære dette ansvar, og jeg siger derfor: Havde jeg skygge af ansvar med hensyn til den tagne krigsrådsbeslutning om at forlade Dannevirkestillingen, sandelig, jeg skulle stå frem og skulle ikke frygte skriget imod mig.
Men det beder jeg Dem om, og jeg anråber i den henseende Deres retfærdighedsfølelse, at når mænd, som har vist sig modige og kække i mange feltslag og uforfærdet har udsat deres liv lige overfor fjenden, tager en beslutning, som De, mine herrer, ikke kan forklare Dem, at De da ikke lader mistanken falde på dem, før deres adfærd er oplyst og deres bevæggrunde ligger klart for, – og for Gud i himlens skyld, lad det ikke komme dertil, at bevægelser på gaderne skulle være det, der udøvede indflydelse på regeringens beslutninger.
Her sidder folkets udkårne mænd, de mænd, som er udgåede af dets egen midte, udgåede af en valglov, der ikke udelukker nogen borger fra at deltage i valgene. Disse mænd kan i sandhed siges at være folkekårne – de sidder her og kan forhandle og overveje om fædrelandets stilling og skæbne. For dem kan alle nødvendige oplysninger fremlægges. De kan tage deres beslutninger, og jeg erklærer for mit vedkommende, at så lidt som jeg nogensinde vil vige for gadebevægelser, så villig er jeg til at vige, dersom der fra landets repræsentation blev udtrykt ønske om, at jeg skulle forlade den plads, jeg nu indtager.”

• Hvad er P.V. Groves holdning til tilbagetrækningen fra Dannevirke?
• Hvem har ifølge Grove ansvaret for beslutningen, og med hvilke motiver blev den taget?
• Karakteriser Monrads forsvar for beslutningen om at rømme Dannevirke.
• Den øverste general de Meza, der havde truffet beslutningen om at rømme Dannevirke, blev afsat.
Hvad i kilden antyder, at der skal findes en syndebuk?