Dansk essay(er der nogle der vil være søde og rette min 11 års erindring stil for, så er i søde)?

11 år

Lavet af Bi

11 år er noget mange stadig taler om. Hvad har man oplevet? Hvad har man kunne lide og al de der ting, som man kan diskutere om. Jeg har oplevet mange ting som 11 år. Både gode ting og dårlig ting. Jeg har grædt over småting grint over ingenting, men sådan er det, når man kun er elleve.

Jeg kunne huske, at jeg slet ikke gik op i tøj og penge. Jeg kunne lide at lege med mine venner ude på græsplanen om sommeren, hvor vi spillede fodbold og lege fangeleg. Men de lege blev nogle gange for meget, og vi blev tit uvenner, fordi så kom de der skænderier med ”du er for langsom eller går hjem med dig, vi gider dig ikke længere”. De kommentarer blev man rigtig ked af det over, men det der var godt ved at være elleve var, at man tilgav meget hurtigt og blev gode venner igen lidt efter. Jeg har selv været i den situation, og jeg kan sige dig, det er ikke spor sjovt at lege, når ens venner er sådan. Jeg kan lide at lege, når alle er søde mod hinanden og ikke skændes over småting, fordi sådan leger man bedst sammen.

Min favorit fag i skolen var svømning og matematik. Jeg kunne ikke fordrage dansk, for jeg var simpelthen så forfærdelig til dette fag. Lange timer, hvor vi skulle side og lytte til læreren, men problemet var, at jeg fik aldrig lov til at gå på toilettet, når jeg havde dansk. Jeg havde det tit dårligt efter dansk timerne. Jeg havde ondt i maven, så jeg kunne ikke spise eller spille fodbold med mine venner.

Min livret var spaghetti med kødsovs og min haderet var ingenting. Hvorfor jeg kunne lide spaghetti med kødsovs var, fordi jeg kunne lide smagen af kødet og tomatsovsen ”uhmm”, det smagte så godt. Jeg fik det også ok tit, så jeg behøvede ikke at spise ris hver dag. Ris var rimelig kedeligt at spise hverdag, men man kom til at savne det med tiden, som man ikke fik ris. Så derfor ville jeg nok sige, at jeg ikke havde nogle haderet. Jeg havde en bamse som jeg altid sov med, den er blød og pelset. Jeg kunne huske, at jeg skulle med min tante ud og lave en bamse. Det var helt gratis, så vi behøvede slet ikke at betale. Vi skulle stå i en halv time for at lave bamsen. Min bamse hed John, og den havde jeg indtil, jeg blev 13 år, min far tog den fra mig, fordi jeg altid sov med den om aftenenen. Han gemte John i et skab og troede, at jeg ikke ville kunne finde John der, og sandt nok fandt jeg den ikke, indtil jeg havde ledt hele huset igennem. Jeg tog John ind i mit værelse igen, og min far opdagede det og skældte mig ud og truede mig med at smide den ud. Jeg græd og bad ham om ikke at gøre det. Min far puttede den et sted, som jeg slet ikke kunne nå og ville hellere aldrig kunne finde igen. Jeg kom selvfølgelig over det med John, men hver aften hjemme hos mig selv, sagde jeg altid: ”Godnat Bo, godnat John og godnat Mif inden jeg skulle til at sove. Bo er min søster, John og Mif er mine to bamser. Dem sagde jeg altid godnat til, hver eneste dag. Det var nok det der betød mest for mig som elleve år.