Dansk

Novelle, hvor lang

12. oktober kl. 17:09 af fodboldrengen (Slettet) - Niveau: 8. klasse

har skrevet dette ind til videre, skal den være længere?

Rystende hænder

Hun kiggede på sin søn, med sine trætte øjne fulde af sønnens smerte. Det gav mig et stik i hjertet hver gang jeg så på dem, moderens øjne fyldt med længsel, sønnens tomme og grå udtryk i de rødsprængte øjne. Medikamenterne skulle jo deles ud, lige meget hvad. En svag gråd kunne høres hver gang man gik forbi værelset. Jeg fik det mere og mere ubehageligt for hver dag der gik, en følelse som udbredte sig i flere dele af kroppen af gangen.

Var det min skyld at han havde det så dårligt? Mig, som måske havde givet ham en forkert diagnose. Han havde jo udvist symptomer på det. Der var jo næsten halvfjerds procents chance for at jeg havde taget fejl, men havde jeg overset noget? Den mindste lille ting der havde gjort en alverden til forskel i deres hverdag. Jeg havde jo heller ikke fulgt proceduren helt til livs, var det derfor?

Hvad var det der var så svært ved denne situation. Hvad var det som gjorde mig så splittet i mine tanker? Moderens tab af sønnen? skulle jeg være glad på patientens vegne? Være glad for at der kom en ende på hans ubehagelige lidelser som gav ham rystelser så snart han bevægede sig den mindste smule i den ubehageligt hårde hospitalsseng. Det var hårdt at se, moderens mund bevægede sig langsomt hver gang at man kiggede ind. Kunne jeg bare spole tiden tilbage til dengang da jeg gav diagnosen, og sige at det var en “uidentificeret sygdom”, og diagnosen ville komme snarest muligt. I stedet havde jeg jo bare givet diagnosen uden rigtigt at vide hvad det var. Pludselig tog jeg mig selv i at stå og stirre ind i værelset hvor hun var faldet i søvn, liggende oven på sønnen. Hænderne foldet, fordi hun bad til gud hver eneste gang at sønnen fik en feberkrampe.

Jeg kom gående på gangen, jeg hører en bippen. Det er fra den anden ende af gangen. Bip, bip, bip. Hvad er det? Jeg drejer langsomt hovedet mod højre, der kommer han, på sengen skubbet af tre sygeplejersker. Hans hjerte er stoppet, det er min fejl.

- tak for al hjælpen, havde konen sagt.

“Jeg prøvede alt hvad jeg kunne” havde jeg svaret. Men det var jo en løgn for jeg havde jo ikke vidst hvad det var for en diagnose jeg gav ham.

“livet skal jo gå videre” havde hun sagt. Sådan havde jeg det jo også, for jeg ville jo bare gerne have min løn og have fri.

Hvornår ville han dø grundet min fejl? En time, et døgn eller en uge. Hvem vidste, ville jeg blive fyret hvis de fandt ud af det? Hvad hvis de ikke gjorde?

Jeg konfronterede hende, “jeg kan ikke lave et fingerknips så han bare er rask. Jeg kan ikke udrette mirakler med disse hænder, men jeg kan hjælpe med at helbrede folk. Det tager tid, længere end det gjorde at få sygdommen, men jeg gør alt hvad jeg kan for at han skal blive rask så hurtigt som muligt.” hun forblev stille resten af aftenen og sad kun og kiggede på ham mens han sov. Det gjorde ondt, helt inde i hjertet. Min fejl, der havde ødelagt hverdagslivet for dem, for altid. Hvordan kunne han se så positivt på alting? Altså, han mente jo at havde gjort hvad han skulle her på jorden, at han var udtjent og klar til at komme i himmelen. Det smittede lidt af på mig men ikke på en god måde, jeg fik det ubehageligt af hans positivitet, men på samme tid var det som om alting nok skulle blive godt.

Jeg vidste godt at det var en løgn. Jeg ville leve med tanken om denne mand, som havde en mening som mange flere burde have.

Jeg havde fået fri, det føltes befriende for mig. Jeg gik mod Nørrebro station i vinterkulden og skuttede mig den kolde vind. Toget var forsinket, selvfølgelig, det var da også bare typisk. Oven på sådan en “lortedag” på jobbet. Da jeg endelig kom hjem, var jeg helt rundt på gulvet, som om jeg havde taget en eller anden form for stoffer.

Jeg vågnede på gulvet, iklædt mit tøj som jeg havde haft på i går aftes. Jeg havde prøvet at rejse mig op, men jeg faldt forover ned på gulvet igen. Først efter et par forsøg havde jeg kommet op at stå, dog med støtte fra isnende kolde granitbordplade, mine fødder havde sovet. Jeg havde kigget på klokken, den var ni syvogfyrre hvilket betød at der havde været cirka femogfyrre minutter til jeg skulle afsted. I de stressende fyrre minutter havde jeg nået alt hvad jeg skulle, bortset fra morgenmaden. Jeg havde nået at købe et par müslibarer på perronen inden toget var ankommet. Min positivitet var forsvundet igen.


Brugbart svar (0)

Svar #1
12. oktober kl. 19:03 af KlogeÅge123213124

NEJ! Din novelle har en fin længde, og det overskrider novellens kendetegn, hvis du skriver mere.


Brugbart svar (0)

Svar #2
25. oktober kl. 16:29 af VietCoungVu

Ja fin længde, men jeg vil sige du har en del komma fejl i teksten. I en sætning skal der ikke være komma, hvis der ikke er kryds og bolle på hver sin side.

Husk komma når der kommer et ord som: hvis, men og så

Men din novelle er der fint, som den skulle være. Altså der er Imediares, det betyder, at du starter midt i en sætning, og du slutter midt i en historie. Det er præcis sådan noget, som man skal have i sin novelle.

:)


Skriv et svar til: Novelle, hvor lang

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.