Re-integra reglen (aftaleloven: Paragraf 39, punkt 2)

Der er opstået megen tvivl om re-integra reglen. Jeg citerer vores lærebog og markerer med fed, hvor det paradoksale gør sig gældende:

"
Hvis der foreligger særlige omstændigheder, kan en senere tilbagekaldelse tillægges virkning, hvis den kommer frem, inden viljeserklæringen har virket bestemmende på modtageres handlemåde f.eks. hvis sælgeren ikke er begyndt at tage ordren fra lageret eller sætte en produktion i gang, jf. princippet i AFTL § 39, 2. okt. (re integra-reglen). Betingelserne for denne undtagelse er følgende:
• Løftegiver skal reklamere straks
• Viljeserklæringen må ikke have virket bestemmende for løftemodtageren. Her spiller det en rolle, hvor lang tid der er gået fra viljeserklæringens afgivelse og til tilbagekaldelsen, og 
• Der skal foreligge særlige omstændigheder, forstået som særlige undskyldende omstændigheder. 
"

Første sætning siger, at man under særlige omstændigheder kan forlænge tilbudsgivers tilbagekaldelseperiode til at gælde indtil det tidspunkt hvor modtagers viljeerklæring har virket bestemmende på modtagers handlemåde (når modtager giver udtryk for accept/viljeerklæring).
MEN næste sætning siger, at man bør kigge på, hvor lang tid der er gået fra viljeerklæringen og TIL tilbagekaldelsen. Altså forudsætter man at tilbagekaldelsen er kommet EFTER viljeerklæringen. Men en tilbagekaldelse efter viljeerklæringen bør ikke være legitim, selv med re-integra reglen, ifølge første sætning.

Hvad er op og ned her? Hvad er den maksimale længde, som re-integra reglen kan udsætte tilbagekaldelsesfristen med?