Skuffende 4 tal hva' mener folket?

Hej, jeg har fået en opgave tilbage med et skuffende 4-tal som jeg mener er alt for lavt. 

Opgaven gik ud på at skrive en historie udfra digtet "Aften i staten" af Niels Barfoed. Jeg kunne desværre ikke finde digtet til jer:/

Der var 4 regler vi skulle skrive efter. 

1. Handlingen i digtet skal spille en central rolle.

2. Historien skal have en jeg fortæller

3. Handlingen skal foregå inden for et døgn. 

4. Historien skal have en åben slutning

Jeg vil gerne have jeres vudering af historien.

Her er den: 

”Alex! Alex!” Jeg kunne høre min 7-årige bror Mads råbe efter mig. Jeg satte mig op og spurgte ”Hva' er der?” ”Hvor er vi?” Sagde han meget nervøst, det var som om jeg kunne mærke usikkerheden i hans lyse barnestemme. Mads havde altid været en sød, uskyldig og altid så artig lille dreng. Jeg havde det rigtig dårligt, hovedpine og ondt i maven. Det hele føltes så uvirkeligt. Jeg kunne ikke huske noget som helst, og var helt i mine egne tanker. Det var som om det hele var en drøm, jeg nev mig selv i armen og sikrede at dette var virkelighed. Jeg rejste mig op kiggede rundt og kunne konstatere at vi åbenbart var havnet i en skov. Mads havde heller ingen anelse om hvordan det var gået til vi, at vi var kommet herud. Jeg kiggede på mit ur og så klokken var lidt over 12, jeg forstod intet. Men tænkte at vi nok heller måtte begynde at gå, og prøve at finde husly for natten. Vi var begge ret enige om at vi ikke var specielt interesseret i at overnatte i denne kolde, uhyggelige skov.

Efter at have gået i et stykke kunne vi høre larmen af biler i det fjerne. Vi løb og løb efter lyden, pludselig kunne jeg høre et skrig og nogle grene knække. Mads var snublet i sine snørebånd. En vis panik overtog mig, jeg spurtede over til ham og spurgte ham hvor det gjorde ondt. ”I knæet skreg han panikslagen. Jeg tjekkede og kunne se en flænge, jeg prøvede at berolige ham og fortælle at det hele nok skulle ordne sig. Jeg løftede Mads op på skulderne, og fortsatte mod vejen. Endelig nåede vi vejen, det var ved at blive mørkt. Jeg kunne skimte noget lys for enden af vejen. Jeg spurgte Mads om han selv kunne gå, fordi jeg havde virkelig ikke flere kræfter tilbage og kunne knap nok gå. Det kunne han heldigvis godt.

Efter at have gået i omtrent 10 min. var vi for enden af vejen. Til min store forbløffelse lå der nærmest en hel by her. Vi gik over mod det første hus på vejen, og bankede på. En gammel dame åbnede døren og vi spurgte om det var muligt at vi kunne overnatte hos hende.
Hun var meget venlig, og sagde at selvfølgelig kunne vi det. Vi kom indenfor, og hun bød os på rester fra sin aftensmad. Det kunne vi selvfølgelig ikke takke nej til, jeg var ret sikker på at vi begge var rigtig sultne efter ikke at have fået mad i flere timer. Vi satte os ned ved bordet og hun serverede for os. Det smagte som en drøm. Imens vi spiste fortalte vi vores historie, med at vi pludselig var vågnet op i en skov og stadig ikke anede hvor vi var. Hun sagde vi befandte os på en ø kaldet 'Isidora'. Jeg havde aldrig hørt om dette sted før, og tænkte at det måtte ligge langt væk fra det vi kaldte hjem.

Efter at have snakket med damen i et stykke tid gik vi ind på vores værelse. Mads og jeg satte os i vindueskarmen og kiggede ud af vinduet. Der lå en telefonboks ikke så langt fra huset. Samtidig kom en hund løbende skråt ud til horisonten. Vi lagde os ned i sengen. ”Sover du Alex?” Spurgte Mads, nej svarede jeg, de skal nok komme og hente os i morgen forsikrede jeg Mads. Så kommer vi hjem i vores egen seng.

Næste morgen åbnede den gamle dame døren på klem og sagde stille at morgenmaden var klar. Jeg satte mig op og opdagede at klokken næsten var 11. Jeg skyndte mig at vække Mads og hoppede i tøjet. Jeg åbnede døren og gik til bords. Lidt efter kom mads haltende, han så meget træt og udmattet ud. Pludselig ringede det på døren, den gamle dame åbnede og der stod vores forældre.

Min ven fik også et skuffende 7-tal efter hans mening og ville være dejligt hvis i også ville kunne vudere den.

Her er den: 

Der var mørkt. Det måtte være nat. Mit hoved dunkede. Jeg kiggede rundt og orienterede mig. Jeg kunne mærke noget ved siden af mig. Det var min bror. Jeg ruskede i ham: ''Martin, vågn op!'' Han var helt rundt på gulvet og ingen af os havde nogen anelse om hvor vi var. Rummet vi sad i var af beton og det eneste i rummet var 2 madrasser og nogle tæpper på gulvet. Nærmest som en fængselscelle, men der var vinduer og døren var af træ. Efter at have overvejet situationen besluttede vi os for at vi hellere måtte blive hvor vi var. Vi holdte hinanden i hånden. Hvor befandt vi os? Hvem havde anbragt os her? Vi puttede os godt ind under tæppet. Ud af vinduet kunne vi se en telefonboks og en hund der haltede tværs over gaden. Pludselig kom der et blændende lysglimt. Alt blev ædt af lyset og pludselig befandt mig og min bror os på en eng.

Det var morgen. Foran stod den smukkeste dame jeg nogensinde har set. Hun var høj, slank og indført en blodrød kjole. ''Velkommen!'' Sagde hun. ''Tak'' mumlede vi forvirrede. Hun viftede med hånden ''Kom med. I skal checkes ind'' Målløse fulgte vi efter hende. Hvordan var vi havnet her. Var vi døde? Det vi gik på lignede skyer. Det var skyer! Vi var altså virkelig havnet i himlen. Landskabet var ens. Det hele bestod af skyer. Efter at have gået i et godt stykke tid kom vi til en enorm port. Ved siden af stod en lille tyk mand med vinger. Med en enkelt håndbevægelse åbnede han porten og vi gik igennem. Det syn der kom os i møde var grusomt. Dette var helt klart ikke himlen. Det mindede mere om... Helvede.

Vi var kommet i helvede! Lige pludselig var damen ikke så smuk længere. ''Ind!'' befalede med en hård tone. Vi turde ikke andet end at adlyde og vi gik langsomt ind ad porten. Jeg var lige ved at tisse i bukserne. Vi var omgivet af slaver der blev jagtet rundt af djævle. Bare vi ikke også skulle være slaver resten af vores dage. ''Videre!'' befalede damen, hvis øjne nu var lige så blodrøde som hendes kjole. Vi gik igen længe og blev denne gang ført ind på et slags kontor. Her sad en enorm mand med gedeskæg og frygtindgydende horn. Han skulle åbenbart afgøre vores skæbne her i helvede. Han vurderede at vi skulle være slaver. Vi fik en plov i hånden og blev smidt ud på marken sammen med alle de andre slaver. Arbejdede vi ikke godt nok blev vi pisket.

Efter en dags ekstremt udmattende arbejde besluttede vi at vi måtte flygte. Vi skulle bare finde den port igen og så flygte ud af den. Det var ved at være aften og selv djævlene var ved at være udmattede. Måske vi kunne løbe fra dem? Det var chancen værd. Jeg skulle i hvert fald ikke tilbringe mere tid her. Da mørket var faldet på forsøgte vi. Vi smed vores værktøj og spurtede af sted. Bag os kunne jeg høre et vildt postyr ''De stikker af!'' Vi kunne ikke se porten fra hvor vi befandt os, men lidt længere nede af vejen var der en dør. Denne dør måtte kunne få os ud herfra på den ene eller den anden måde. Vi styrtede ind ad døren og smækkede den efter os, men ak og ve. Det var en blindgyde og bag os kom skridtende nærmere...

Tak på forhånd